Super8 førsteårsfilm 2016

Tilværelsen krakelerer i de fem førsteårsfilm fra den alternative filmskole Super8.

På forskellig vis smuldrer hverdagen, livet og sågar virkeligheden mellem hænderne på filmenes personer og sætter dem i nye og uvante situationer.

Det resulterer både i satiriske livstag med vores samfund og mere intime udforskninger af menneskelige relationer i de fem kortfilm, der netop nu kan ses her på Ekkos hjemmeside.

Vi møder blandt andet David på sammenbruddets rand, da drømmen om hverdagen bliver for dominerende, og vi møder pigen, hvis tilværelse forandres fundamentalt, da hun takker ja til at blive overvåget.

Bundniveauet er solidt og godkendt over en bred kam uden at være vildt prangende. Teknisk fejler filmene bestemt ikke noget. Et par af fortællingerne bliver måske en anelse for magelige og rutineprægede, men især to af filmene skiller sig lovende ud med både originalitet og visuelt tæft.

Super8 er en alternativ filmuddannelse, der har base i Aarhus og svarer til københavnske Super16 og odenseanske 18 Frames.

I skovens dybe, stille ro
Karrieremanden Torben tager modvilligt på et stresskursus langt ude på landet. Han vil nødigt slippe tøjlerne, så hans stramme tidsplan karambolerer hurtigt med de andre kursister. Langsomt begynder hans glatte facade at krakelere, da han bliver konfronteret med sit eget liv.

Edith Tvede Byg-Fabritius’ film er en kommentar og satire over vores moderne samfunds arbejdskultur med stress og jag. Alligevel formår filmen aldrig helt at banke sin pointe rigtig på plads, og den mangler undervejs en klarere retning.

Det visuelle udtryk er neddæmpet. Især virker en række droneoptagelser godt som etablerende overbliksbilleder, og en rundkredsleg i starten af filmen er flydende eksekveret i ét langt skud. Det mest interessante er samspillet mellem filmens to mænd, hovedrollen Torben (Casper Sloth) og hans medkursist Arthur (Kim Sønderholm), der sammen formår at skabe en spændende, men underspillet hanekamp.

Jeg er David
David (Martin Hall) har mistet sig selv midt i kærestens ønske om den perfekte familie og fyringen fra sit job. Johan Egholm Olsens Jeg er David er et portræt af en dybt kriseramt mand, der har nået grænsen, men det er noget uklart, hvorfor David er på sammenbruddets rand.

Tonen er pirrende og besnærende. David begynder at opføre sig pudsigt og finder sin gamle kikkert frem, som han overvåger folk med, mens han skriver noter i en notesbog. Men dialogen er flere steder lovligt tung og kejtet, og det forstyrrer det samlede billede.

Fotografen Morten Jensen ynder at filme fra mistænkelige vinkler – som for eksempel Davids klædeskab. Det resulterer i en mystisk og observerende stil, der kunne have underbygget en klarere forløst historie. I stedet ender Jeg er David desværre uengagerende.

Kamera Obscura
Den fire minutter lange åbningsscene i Kamera Obscura er de mest imponerende i hele årgangen.

Kameraet følger flagrende, men nært et middagsselskab med det nygifte par Tobias (Marius Bjerre Hansen) og Sarah (Stine Primdahl Larsen). Samtalen flyder med stor autenticitet og naturlighed, men pludselig brydes den gode stemning, da parret viser fotografier fra deres bryllup, og tre mystiske billeder pludselig dukker op.

De gådefulde fotografier sætter gang i et intimt drama mellem Tobias og Sarah, der begynder at tvivle på hinanden. Den melankolske udforskning af parforholdet trækker på Bergman, mens filmens stærke æstetik og abrupte stil ligner Jean-Luc Godards.

Morten Lindqvist, der også står bag Georgi på Ekko Shortlist, har skabt en film, der pirrer og leger med både virkeligheden, tid og sted. Undervejs er det lige ved at kamme over i kunstfilm-tomgang, men dramaet redder sig sikkert i land og er årgangens stærkeste.

Resort
Den visuelle side er også klart i fokus i Kasper Møller Jensens Resort. Det er svært ikke at tænke på Nicolas Winding Refns sygeligt glatte overfladeæstetik i The Neon Demon og Only God Forgives, når filmens ensomme pige går rundt i det aarhusianske natteliv fyldt med neon og elektronisk musik.

Resort er stilistisk meget veludført og nem at nyde, når lyd, lys og farver spiller fornemt sammen. Filmens navnløse, kvindelige hovedperson flakker omkring i en blanding af rastløshed og jagt på menneskelig kontakt.

Fanny Bernth i hovedrollen er betagende som filmens altdominerende center. Det hele er flot og solidt på overfladen, men mangler lige den sidste snært af personlig kerne for at ramme plet.

Voyeur
Christopher Krøyers film kan måske bedst beskrives som en kafkask udgave af The Truman Show. Det er en spids og satirisk udforskning af moderne sociale medier og selviscenesættelse, og Voyeur er den længste og mest fabulerende af de fem Super8-film.

Vores kvindelige hovedperson er ensom og lever et kedeligt liv i sin lille lejlighed. Da hun får tilbud om at få overvåget sit liv af et mystisk kamera, slår hun prompte til. Kameraet bliver installeret af to russiske installatører, og snart styrer kameraet hendes liv – både konkret og i mere overført betydning. Det ender i en absurd, men sært underholdende og modig film.

Der er masser af tankegods og originale idéer i Voyeur. Visuelt svinger den mellem veloplagte tableauer og mere forglemmelige scener. Linsen på det mystiske kamera våger over pigens liv på samme foruroligende måde som HAL9000-computeren fra Rumrejsen 2001.

Måske er filmen lige lovlig lang i forhold til sin historie og pointe, men størstedelen fungerer upåklageligt.

Se de fem førsteårsfilm frem til 13. juli 2016.