Biografanmeldelse
04. maj 2019
Sunset
Smukke Irisz Leiter (Juli Jakab) ankommer til Budapest med et dampskib i 1913, hvor byen er en krudttønde af forvirring og snarlig krig. Foto | Máté Bartha

Sunset

László Nemes’ overmodige efterfølger til mesterværket Sauls søn bærer som et postkort fra en forsvunden æra på en morbid fascination, men intrigerne drukner i mystik.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Med Sauls søn skabte ungarske László Nemes det ultimative portræt af nazisternes udryddelseslejre. Mesterværket er en eftertrykkelig demonstration af filmmediet som en empatimaskine, for nu at bruge filmkritikeren Roger Eberts udtryk.

De klaustrofobisk kropsnære billeder, hvor kameraet aldrig fjerner sig mere end en halv meter fra den dødsmærkede kz­-fange, placerer den desorienterede tilskuer midt i et umenneskeligt kaos.

Formen passede til filmen.

Det gør den ikke i opfølgeren Sunset, som viser solnedgangen over det østrig-ungarske rige fra Budapest i 1913. Byen er en krudttønde af revolutionære og kontrarevolutionære, anarkister og royalister, og det er her, at den smukke Irisz Leiter ankommer med et dampskib.

Hun er eneste datter af en stolt hattemagerfamilie. Forældrenes forretning brændte ned til grunden mange år forinden og tog dem med i døden.

Men selv om hendes navn står på det genopbyggede hus, smider den nuværende ejer Brill hende på porten. Og hun er dårligt nået tilbage til havnekajen, før en vildmand truer hende på livet, og hun hører om et fordækt komplot, der måske er orkestreret af en bror, hun aldrig har hørt om.

Forvirringen i Sauls søn er en del af fortællingen. Kameraets afgrænsede rum kan skabe en intimitet i kaosset, men det kan også føre tilskueren ud på et sidespor, hvor man ikke aner, hvad der foregår.

Det sidste er tilfældet i det meste af Sunset.

Irisz er publikums stedfortræder på en meget direkte måde. Vi ved lige så lidt som hende og bliver lige så frustrerede, når hun ikke får svar. ”Hvad skete der?” spørger hun. ”Jeg ødelægger forretningen!” lyder svaret. ”Hvem synger?” spørger hun. ”Du burde ikke være her.”

Hvem synger? Og hvad skete der? Man føler sig holdt som gidsel af en instruktør, der tilsyneladende har meget på sinde, men kun vil antyde hvad.

Den supernære tilgang til historien får ikke desto mindre opbrudstidens sprængfarlige uro til at sætte sig i kroppen, og som et postkort fra en forsvunden æra bærer Sunset på en morbid fascination.

Fratrukket computere og mobiltelefoner er fordums civilisation ikke langt fra vores egen. Og efterhånden som Nemes dykker længere ned i herskernes korrumperede dekadence, aner man en ørefigen til vore dages magtfulde elite.

Men samfundskritikken er – ligesom handlingen – nærmest umulig at få greb om. Nemes indhyller intrigerne i alt for meget mystik, og det er en skam, for han har alle byggeklodserne til at levere noget ekstraordinært.

Manuskriptet har episk vitalitet og fotograferingen en snusket nærhed.

Billederne – leveret af Sauls søn-fotografen Mátyás Erdély – er gudesmukke. Det gælder ikke mindst i de mange nattescener, hvor alvorsfulde ansigter kun er flygtigt oplyst af det flakkende skær fra en olielampe. Hvorfor det i øvrigt bliver svært at hitte rede i sammensvorne og stikkeres mørkskæggede ansigter.

På skuespilfronten er Juli Jakab delikat, men uudgrundelig i en hovedrolle, som modnes fra blåøjet nyankommen til hårdfør stridskvinde over et par tumultariske dage. Og særligt Vlad Ivanov gør indtryk som den gustne Brill, der skiftevis åbner døre for Irisz og smækker dem i.

Der er endda sekvenser, hvor det manglende overblik pludselig giver mening. Som da Irisz ankommer til fest på en overdådig herregård og pludselig bliver fanget i krydsilden mellem gardere og revolutionære attentatmænd. Dér gennemlever man forvirringen på overrumplende vis.

Men spørgsmålet er, om Sunset giver bedre mening, hvis man forstår ungarsk.

Filmen blev mødt med undren ved verdenspremieren på Venedig-festivalen. Men den har sine ivrige fortalere og nok gode kvaliteter til, at man næsten føler, de kunne have ret. Men László Nemes’ overmodige anden film er en gåde uden løsning.

Jo længere man stirrer, jo mere skeløjet bliver man.

Titel:
Sunset

Originaltitel:
Napszállta

Land:
Ungarn, Frankrig

År:
2018

Instruktør:
László Nemes

Manuskript:
László Nemes, Clara Royer

Medvirkende:
Juli Jakab, Björn Freiberg, Vlad Ivanov

Spilletid:
142 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
9. maj

Relevante artikler

Biografanmeldelse
23. feb. 2016
Sauls søn

Sauls søn

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
01. dec. 2025
No Other Choice

No Other Choice

Biografanmeldelse
11. nov. 2025
Jay Kelly

Jay Kelly

Biografanmeldelse
19. okt. 2025
Frankenstein

Frankenstein

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten