Sume – lyden af en revolution

Guitaren er ofte stærkere end sværdet.

Eksempelvis blev The Rolling Stones med en række sange om Vietnam-krigens rædsler musikalsk talerør for en hel generation, der ønskede en ende på den amerikanske imperialisme i Sydøstasien.

Musikken dannede med andre ord lydtapet til en revolution.

I den anden ende af verden blev rockbandet Sume (der betyder ”hvor?”) født i starten af 70’erne som en protest mod det danske herredømme i Grønland.

Nok var kolonitiden et overstået kapitel, men alle vigtige beslutninger i Grønland fløj alligevel hen over hovedet på landets egne indbyggere. Et småracistisk syn på grønlænderne som primitive og uciviliserede naturfolk var snarere reglen end undtagelsen.

Som en lavine, der pludselig ruller ned ad en bjergskråning og vokser sig større og større, ruskede Sumes rockmusik på kort tid op i mange grønlænderes længsel efter frihed.

Processen er skildret på glimrende vis i dokumentarfilmen Sume – lyden af en revolution, der er instrueret af Inuk Silis Høegh.

Her pendler vi rytmisk mellem nutidige interviews med bandlemmerne fra Sume og gamle arkivoptagelser, der viser orkestrets storhedstid og danskernes altoverskyggende tilstedeværelse i den grønlandske hverdag.

Mest rørende er en scene, hvor en fan – en ældre herre – i nutiden lytter til en af Sumes gamle plader og brister i tårer. Manden genopdager tonerne fra en ungdom, hvor den grønlandske identitet var i stærk fare for at uddø.

Som en arktisk udgave af Lennon og McCartney var sanger og sangskriver Malik Høegh og guitarist Per Berthelsen de to umage katalysatorer i front. Sammen med alle andre unge grønlændere var de også blevet ekspederet til Danmark for at studere. Det var imidlertid gennem musikken, at de kunne forene deres frustrationer.

Men helt afgørende sang Sume – som det første moderne rockband nogensinde – på grønlandsk i en tid, hvor undervisningen i grønlandske skoler foregik på dansk, og de fleste havde spået nationalsproget en langsom død.

Symbolikken på omslaget til bandets debutalbum Sumut fra 1973 er klar som iskrystaller. En inuit har nedlagt en hvid vesterlænding med bue og pil og flået armen af sit bytte. Bevæbnet med tunge beats og kritiske, politiske tekster ønskede Sume at kickstarte kampen for selvstændighed.

Musikken er svedig og 70’er-groovy som Gasolin’ på grønlandsk. Desværre præsenteres få sange i deres helhed i filmen.

Bandet spillede koncerter i alle afkroge af moderlandet og måtte transportere deres gear med fiskekuttere og krigsskibe. I et magisk øjeblik bliver de tilbudt et verdensomspændende opvarmningsgig for britiske Procol Harum, men takker nej. Det var aldrig drømmen at blive verdensstjerner, der var drivkraften for dem.

Man er aldrig i tvivl om, at instruktørens sympati hviler hos grønlænderne, eksempelvis da beboerne i den smukke bygd Qullissat i 1972 tvangsflyttes fra deres hjem og bliver sejlet til Nuuk for at bo i triste betonkomplekser.

For danskerne er minebyen Qullissat nemlig ikke længere rentabel. Her fremstår de danske udsendinge som smålige og hjerteløse profitgribbe.

Sume – lyden af en revolution er en obligatorisk historielektion, men uden for en grønlandsk-dansk kontekst har den indforståede fortælling nok et begrænset hitpotentiale. Filmen fungerer dog som en hyldest til musikken som samlende kraft.

De mange talking headsgør den 73 minutter lange dokumentarfilm en anelse tung i spyttet. Indimellem afbrydes interviewene af forfriskende, poetiske vignetter, hvor en orange højttaler flyttes rundt i det grønlandske landskab for at indikere rockens støjende invasion af den øde polarregion.

Sume går i opløsning i 1976. Med hjemmestyret og den øgede grønlandske selvbestemmelse smuldrede grundlaget for bandets aktiviteter. Men som Høeghs film smukt viser, prædikede bandet en kampgejst, der nu er mejslet ind i den grønlandske fællesånd.

Og især musikken fortjener en revolution. Rygtet vil vide, at Sume efter filmens Danmarks-premiere igen vil stå på scenen og synge frihedssange.