Biografanmeldelse
14. okt. 2014
Sume – lyden af en revolution
Sumes psykedeliske rocklyd er tung og mastodontisk som det landskab, de synger om på deres plader. Foto | Henrik Bohn Ipsen

Sume – lyden af en revolution

Rockbandet Sume skabte beatlemania og national frihedskamp på grønlandsk. Dokumentaren Sume – lyden af en revolution er musikhistorie, der appellerer til øregangene.

Af Rune Bruun Madsen

Guitaren er ofte stærkere end sværdet.

Eksempelvis blev The Rolling Stones med en række sange om Vietnam-krigens rædsler musikalsk talerør for en hel generation, der ønskede en ende på den amerikanske imperialisme i Sydøstasien.

Musikken dannede med andre ord lydtapet til en revolution.

I den anden ende af verden blev rockbandet Sume (der betyder ”hvor?”) født i starten af 70’erne som en protest mod det danske herredømme i Grønland.

Nok var kolonitiden et overstået kapitel, men alle vigtige beslutninger i Grønland fløj alligevel hen over hovedet på landets egne indbyggere. Et småracistisk syn på grønlænderne som primitive og uciviliserede naturfolk var snarere reglen end undtagelsen.

Som en lavine, der pludselig ruller ned ad en bjergskråning og vokser sig større og større, ruskede Sumes rockmusik på kort tid op i mange grønlænderes længsel efter frihed.

Processen er skildret på glimrende vis i dokumentarfilmen Sume – lyden af en revolution, der er instrueret af Inuk Silis Høegh.

Her pendler vi rytmisk mellem nutidige interviews med bandlemmerne fra Sume og gamle arkivoptagelser, der viser orkestrets storhedstid og danskernes altoverskyggende tilstedeværelse i den grønlandske hverdag.

Mest rørende er en scene, hvor en fan – en ældre herre – i nutiden lytter til en af Sumes gamle plader og brister i tårer. Manden genopdager tonerne fra en ungdom, hvor den grønlandske identitet var i stærk fare for at uddø.

Som en arktisk udgave af Lennon og McCartney var sanger og sangskriver Malik Høegh og guitarist Per Berthelsen de to umage katalysatorer i front. Sammen med alle andre unge grønlændere var de også blevet ekspederet til Danmark for at studere. Det var imidlertid gennem musikken, at de kunne forene deres frustrationer.

Men helt afgørende sang Sume – som det første moderne rockband nogensinde – på grønlandsk i en tid, hvor undervisningen i grønlandske skoler foregik på dansk, og de fleste havde spået nationalsproget en langsom død.

Symbolikken på omslaget til bandets debutalbum Sumut fra 1973 er klar som iskrystaller. En inuit har nedlagt en hvid vesterlænding med bue og pil og flået armen af sit bytte. Bevæbnet med tunge beats og kritiske, politiske tekster ønskede Sume at kickstarte kampen for selvstændighed.

Musikken er svedig og 70’er-groovy som Gasolin’ på grønlandsk. Desværre præsenteres få sange i deres helhed i filmen.

Bandet spillede koncerter i alle afkroge af moderlandet og måtte transportere deres gear med fiskekuttere og krigsskibe. I et magisk øjeblik bliver de tilbudt et verdensomspændende opvarmningsgig for britiske Procol Harum, men takker nej. Det var aldrig drømmen at blive verdensstjerner, der var drivkraften for dem.

Man er aldrig i tvivl om, at instruktørens sympati hviler hos grønlænderne, eksempelvis da beboerne i den smukke bygd Qullissat i 1972 tvangsflyttes fra deres hjem og bliver sejlet til Nuuk for at bo i triste betonkomplekser.

For danskerne er minebyen Qullissat nemlig ikke længere rentabel. Her fremstår de danske udsendinge som smålige og hjerteløse profitgribbe.

Sume – lyden af en revolution er en obligatorisk historielektion, men uden for en grønlandsk-dansk kontekst har den indforståede fortælling nok et begrænset hitpotentiale. Filmen fungerer dog som en hyldest til musikken som samlende kraft.

De mange talking headsgør den 73 minutter lange dokumentarfilm en anelse tung i spyttet. Indimellem afbrydes interviewene af forfriskende, poetiske vignetter, hvor en orange højttaler flyttes rundt i det grønlandske landskab for at indikere rockens støjende invasion af den øde polarregion.

Sume går i opløsning i 1976. Med hjemmestyret og den øgede grønlandske selvbestemmelse smuldrede grundlaget for bandets aktiviteter. Men som Høeghs film smukt viser, prædikede bandet en kampgejst, der nu er mejslet ind i den grønlandske fællesånd.

Og især musikken fortjener en revolution. Rygtet vil vide, at Sume efter filmens Danmarks-premiere igen vil stå på scenen og synge frihedssange.

Titel:
Sume – lyden af en revolution

Land:

Grønland

År:
2014

Instruktør:
Inuk Silis Høegh

Spilletid:

73 min.

Premiere:
16. oktober 2014

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
19. nov. 2014
Human Capital

Human Capital

Tv-anmeldelse
13. nov. 2014
Democrats

Democrats

Biografanmeldelse
29. okt. 2014
Nightcrawler

Nightcrawler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten