Studio 666

Man kan levende forestille sig, hvor stor en kultsucces en komisk splatterfilm med Foo Fighters havde været i slut-90’ernes undergrundsbiografer.

Dengang udgjorde Nirvana-veteranen Dave Grohl, bassisten Nate Mendel og de skiftende andre medlemmer et af verdens største rockbands. Gruppen blev hyldet for sin hårde lyd, fængende melodier og ikke mindst kreative og humoristiske musikvideoer.

Nu er der imidlertid gået over tyve år, og frem for gakkede rockstjerner handler den om seks midaldrende musikere, der tager i sommerhus!

Historien stammer fra frontmand Grohl, og den begynder med, at den nu knap så trendy gruppe desperat leder efter originale idéer til deres tiende album.

De er faktisk så desperate, at de flytter ind i en uhyggelig, forladt villa. Her vil de indspille deres plade, fordi trommelyden er god. Men villaen var også engang gerningssted for massemordet på et ældre rockband.

Nogle er af filmens bedre scener er i indspilningsrummet, hvor herrerne spiller overlegen instrumentalrock, der faktisk emmer af de dæmoniske begivenheder, som følger. Også kongen af gysermusik, John Carpenter, bidrager med klassisk horror-baggrundsmusik.

Efter få dage i huset bliver Grohl besat af en dæmon, og derfra flyver blod og indvolde i alle retninger.

Dave Grohl har tidligere medvirket som satan i den komiske rockfilm Tenacious D in The Pick of Destiny. Og det fjollede, rockmytologiske udgangspunkt for Studio 666 lyder som en herlig fortsættelse af netop den form for gakket rock og rul.

Har man set Foo Fighters’ humoristiske musikvideoer – for eksempel Walk og Low – ved man også, at gutterne kan være ganske sjove med deres skæve, dialogløse historier, akavede tøj og en uglamourøs visuel æstetik, der passer til den rå 90’er-lyd.

Men til at instruere Studio 666 har gruppen valgt instruktøren BJ McDonnell, der dyrker en anderledes veloplyst og farverig stil.

McDonnell har lavet slasherfilmen Hatchet III, og hans talent for overdreven, komisk splattergys er noget af det bedste ved filmen. Blandt højdepunkterne er et elskende par, som skæres over på langs med motorsav, og en gasgrill, der benyttes som guillotine.

Det bliver aldrig for alvor uhyggeligt, men den hjertelige homage til gammeldags b-filmhorror er charmerende.

Men den visuelle stil en katastrofe for den lige så store del af filmen, hvor plat dialogkomik mellem de seks bandmedlemmer bliver oplyst i al den tåkrummende fejlbarlighed.

Næsten hele første halvdel af filmen går med rappe tilsvininger mellem de 50+-årige mænd, som føles frustrerende interne og håbløst utroværdige – selv i det gakkede univers.

Replikkerne består vel af otte vittigheder, der genbruges i hastig rotation. Og det hjælper ikke, at ingen af musikerne har talent for det naturlige spil, som den komikform kræver. Dave Grohl lægger 120 volt i hver replik, mens de øvrige gruppemedlemmer mumler dem stift med en halv kilometer i timen.

Komikeren Will Forte bidrager kortvarigt som superfan, der dog foretrækker Coldplay. Det samme gør Lionel Richie i en virkelig sjov drømmesekvens, men ellers er der frustrerende lidt at grine ad.

Det er på sin vis forfriskende, at så stort et band – de spiller trods alt stadig for udsolgte stadions – bare giver den gas i en uhøjtidelig spillefilm. Men det virker oprigtigt talt ikke, som om de selv har det særligt sjovt.

Den hyggelige splat og udmærkede musik kunne have været en sød lille kortfilm for hardcore fans, men med knap to timer føles løjerne uendelige.