The Strangers: Prey at Night

En nervøs kvinde nærmer sig et vindue i det store forstadshus. Rummet er dunkelt, og hun kigger med bange anelser efter de tre mystiske fremmede, som har invaderet hendes og kærestens hjem.

Pludselig, uden lyd eller varsel, ænser publikum noget lige bag hende. En silhuet, hvis ansigt er maskeret bag en sæk. Så snart vi har set ham, forsvinder han tilbage i skyggerne.

Det er kuldegysende.

Den simple indstilling skrev Bryan Bertinos originale The Strangers ind i gyserhistorien. Nu et helt årti senere er en efterfølger landet.

Vores fire ofre er i denne omgang en lille kernefamilie med al den bagage og de problemer, der følger med. Forældrene Cindy og Mike har for længst opgivet at opdrage problembarnet Kinsey, og de har også svært ved at forholde sig til deres søn Luke, som hellere vil spille baseball med vennerne end holde ferie med familien.

Den splittede familie tager på weekendtur til en forladt ferieresort, hvor mor og far håber at kunne begrave stridsøksen med deres tvære teenagebørn, før Kinsey sendes væk på kostskole, og Luke flyver fra reden til college.

Men inden familiehyggen når at lægge sig, begynder de tre fremmede fra originalen at jagte og dræbe dem, én efter én.

The Strangers: Prey at Night er tydeligvis inspireret af slasher-film fra 1980’erne.

Ferieresorten er lånt fra film som Fredag den 13. og Sleepaway Camp. Og de fremmede har i denne omgang anskaffet sig en afdanket truck, der er som taget ud af John Carpenters bizarre Christine, der omhandler en selvtænkende dræberbil.

Det betyder, at filmen ikke har en døjt til fælles med den originale film – bortset fra de tre mystiske og morderiske fremmede.

Antallet af mord er skruet i vejret, og den dystre, klamme atmosfære fra originalen er væk til fordel for mere voldsom, instinktiv underholdning.

Hvor de kunne gemme sig i mørke hjørner, hopper de tre fremmede gladeligt i favnen på deres ofre til lyden af høje violinskrig.

Til trods for referencerne og bevidstheden om andre gyserfilm laver The Strangers: Prey at Night konstant hovedrystende fodfejl.

Filmen kunne have brugt de første tyve minutter af sin korte spillelængde på at sætte ferieresorten op som et spændende sted med gemmesteder og ideale steder at myrde de mange ofre.

I stedet bruges bagsædet af familiens bil, hvor der knevres løs om mobilbrug, apatiske teenagere og rygningsforbud. Det betyder, at når de fremmede går løs på familien, er det ikke på et sted, som publikum kender til.

Men filmen falder for alvor igennem i fremvisningen af mordene.

Dødssynden for en slasher-film er at klippe væk fra selve mordakten. Ville en musical måske klippe væk fra sangene? Eller en actionfilm fra et godt hovedskud?

Selv om det er en simpel regel, viser The Strangers: Prey at Night næsten aldrig mordvåbnet ramme kød.

De fremmede har fået den fantastiske idé at spille glade 80’er-hits på radioen hver gang, de gør sig klar til at bore kniven eller issylen ind i deres desperate ofre.

Det er ikke en dårlig brug af kontrapunktisk musik og fremhæver de fremmedes sadistiske opførsel. Men det er også filmens eneste trick, og det bliver genbrugt igen og igen.

I filmens første scene invaderer de fremmede et gammelt ægtepars feriehjem med Kim Wildes Kids in America kørende i bilradioen. Senere i filmen svinger en af de fremmede øksen til tonerne af Bonnie Tylers Total Eclipse of the Heart. Det er i sig selv en glimrende scene, men tricket og den banale leflen for 80’er-nostalgi er for længst blevet trættende.

Og når mordscenerne alle er ens, begynder det at blive mere ironisk end kontrapunktisk at så energisk musik spilles til så kedsommelige mord.

Instruktøren bag The Strangers: Prey at Night, Johannes Roberts, har tydeligvis en glimrende gyserfilmsmag, men spørgsmålet er, om han forstår, hvorfor disse film er klassikere.