The Strange Little Cat

Psykologi eller medicin? Det ville have været det store studievalg for den 30-årige Ramon Zürcher, hvis han ikke havde kastet sig over billedmediet.

Zürcher har selv udtalt, at han er interesseret i ”menneskers adfærd og kroppens funktionalitet”. Det bliver direkte oversat i den tidligere videokunstners debutspillefilm, der er med i hovedkonkurrencen på Cph Pix og handler om en families hverdag i en berliner-lejlighed.

Der er ikke skyggen af ydre plot eller drama i den 72 minutter lange film. I stedet fokuserer filmen på rytme og bevægelse. Gennem lange, faste indstillinger indfanger kameraet kroppenes bevægelser, som de mange personer bevæger sig rundt i den lille lejlighed. Vi ser situationer opstå og ophøre, og vi får små, underfundige fortællinger fra de forskellige familiemedlemmer.

Tilsammen danner de et minutiøst orkestreret studie af familien som mangfoldig enhed.

Lejligheden bebos til daglig af Clara (Mia Casalo) og hendes forældre og bedsteforældre. Claras ældre søskende Karin (Anjorka Strechel) og Simon (Luk Pfaff) kommer tilfældigvis hjem på besøg, og det giver anledning til en større familiemiddag med dertil hørende slægtninge.

Filmen er båret af sin dialog, der bliver opbrudt af pudsigt indlagte monologer, hvor et familiemedlem umotiveret begynder at fortælle en historie, der bevæger sig over i flashbacks. Den unavngivne mor (Jenny Schily) har været i biografen. Da hun sætter sig ned, kommer hun til at røre sidemandens fod med sin egen. Men hvem skal nu flytte foden? Skal hun lade som ingenting, selvom det er en anstrengende position at sidde i?

Datteren Karin går en tur, imens hun piller en appelsin. Pludselig går det op for hende, at hver eneste appelsinskal, hun har smidt på sin vej, vender med det hvide opad. ”Er det, fordi den orange side er mere tung end den hvide?” funderer hun. De små monologer skaber en kontekst, hvor også familiemedlemmernes indbyrdes vittigheder og hjemlige drillerier får en unheimlich distance og en bagvedliggende melankoli.

Dagen går med at forberede middagen, og samtaler kører på kryds og tværs. En vaskemaskine skal repareres, en knap skal syes på, venner kommer og går, og midt i al virvaret går titlens mærkelige lille kat rundt og miaver. Gentagne gange bliver den i forbifarten skubbet ned af køkkenbordet, for kattens daglige rytme passer ikke til menneskenes.

Der er ikke meget musik i The Strange Little Cat, men alligevel er den nærmest en lille symfoni. Den flydende dialog og lydene fra dagligdagen bliver til et varmt og behageligt lydtæppe, man som tilskuer kan svøbe sig ind i. Og netop som man er lullet helt ind i lyduniverset, vågner man brat af den kakofoniske lyd af en foodprocessor iblandet Claras barneskrig (hun ynder at skrige, hver gang en køkkenmaskine startes!).

Den egentlige rytmiske musik er hensat til montagesekvenserne. Det californiske indie-rockband Thee More Shallows’ bløde fingerspil skaber en harmonisk lydkulisse til de statiske billeder af genstande, der kører i ring: mælk i et glas, en flaske i en gryde, en natsværmer på væggen, mælk i et glas, en flaske i en gryde, en natsværmer på væggen. Og Ramon Zürchers kropsinteresse bliver i slutningen af filmen til en lille køkkenballet, hvor familien farer ud og ind mellem hinanden midt i borddækning, madlavning og andre praktiske gøremål med en finesse og selvfølgelighed, som kun mennesker, der kender hinanden virkelig godt, kan gøre det.

The Strange Little Cat er en gennemført minimalistisk film, hvor både karakterer og genstande spiller med i den stramt komponerede symfoni. Den formalistiske tilgang ender dog med at kvæle filmen. Karaktererne får ikke lov til at blive udfoldet, og det føles, som om de er spærret inde i det tonale kammerspil. Og selv den mærkelige lille kat er for almindelig til rigtigt at skille sig ud.