Cph:Dox
09. nov. 2014
Stranded in Canton
Måns Månssons film foregår i Kinas tredjestørste by, Guangzhou, et handelsmekka med distrikter, man betegner som ”chokolade-byer” på grund af de mange afrikanske tilflyttere. Foto | Cph:Dox

Stranded in Canton

Hvad stiller man som afrikaner i Kina op med containervis af ubrugelige t-shirts? Minimalistisk hybrid-dokumentar, produceret under Cph:Lab, sætter fokus på globaliseringen, men eksperimentet fejler.

Af Samina Jakobsen

Det er ikke, fordi vi føler os specielt velkomne.

I de første ti minutter af filmen er vi faktisk helt overladt til os selv. Et observerende kamera følger i hælene på en midaldrende afrikaner, der foretager sig lidt af hvert i den kinesiske storby Guangzhou (også kendt som Canton). Han er et smut på sprogskole, ryger på sit hotelværelse, kigger på byen og nærstuderer et varelager.

Det nøgterne kamera følger troligt efter, selvom der ingenting bliver fortalt. Manden siger ikke noget, visuelt befinder vi os i afgrænsede rum, og følelsesmæssigt er vi afskåret fra hovedpersonen, da han oftest filmes bagfra.

En sådan voldsom begrænsning på indlevelse kan kun fungere, hvis vores nysgerrighed pirres. Det gør den ikke.

Først da den afdæmpede afrikaner, Lebrun, råber efter sin ven – en tyk, storsvedende libaneser kaldet Wasim – åbnes der for en lille fortælling.

Lebrun skylder Wasim penge, da han efter en mislykket t-shirt-handel har opbevaret containervis af t-shirts på Wasims varelager – uden at betale.

T-shirten, der er påtrykt et billede af den congolesiske præsident og teksten ”Vote Kabila”, skulle bruges i valgkampen i Congo, men efter et halvt års forsinkelse er Lebrun nu fanget i Kina med et hav af ubrugelige t-shirts. Presset af Wasim er Lebrun nødt til at finde på en løsning, og vi følger Lebruns forsøg på at tackle situationen i det fremmede land.

Lebrun er en fiktiv karakter, der, som Cph:Dox skriver, er indsat i et virkeligt miljø for at foretage et filmisk eksperiment. Men eksperimentet fejler i denne hybridfilm, da miljøet ikke kommer til sin ret, endsige bruges til noget.

Problemet er, at Lebrun ikke interagerer med mange mennesker.

Ud over Wasim har han en enkelt kinesisk ven, som man ser ham spille badminton og forskellige kinesiske spil med. Og så er der afrikanske Sylvie, indehaver af en frisørsalon og Lebruns gode veninde, som han måske er lidt forelsket i. Men i størstedelen af filmen er Lebrun underligt afskåret fra resten af samfundet, der nærmest ikke eksisterer.

I stedet fokuseres der på den sparsomme handling i små, triste rum, hvor en samtale mellem to parter skal drive handlingen fremad. Men vi kommer ingen vegne, og der er grænser for, hvor mange gange man kan vende t-shirt-situationen uden at gå i tomgang.

På lydsiden isoleres dialogen, så vi aldrig får lyden af den pulserende storby. Selv et panoramisk view over den gigantiske metropol filmes i stilhed.

Guangzhou er Kinas tredjestørste by, et handelsmekka i rivende udvikling, der har distrikter, man betegner som ”chokolade-byer” på grund af de mange afrikanske tilflyttere. Men i Stranded in Canton kunne vi lige så godt befinde os i en hvilken som helst provinsflække.

Men når vi ikke får fornemmelsen af hverken det kinesiske eller afrikanske miljø, er det svært at engagere sig i globaliseringsproblematikken, som ellers er fint eksemplificeret i t-shirten.

Stranded in Canton er produceret under Cph:Lab, og det er måske sigende for hybrid-filmens dramaturgiske problemer, at den startede ud som et samarbejde mellem kinesiske Li Hongqi og svenske Måns Månsson i 2011 og først er blevet færdig her tre år senere – uden Li Hongqi som medinstruktør.

Lige så smuk tanken om et transkontinentalt instruktørsamarbejde er, lige så svær er den at gennemføre i praksis. Her er det i hvert fald endt med en film, hvis mening fortoner sig i det uvisse.

Titel:
Stranded in Canton

Land:
Danmark/Sverige/Kina

År:
2014

Instruktør:
Måns Månsson

Medvirkende:
Isibango Iko Lebrun, Wassim Hasbini, Sylvie N’Dya

Spilletid:
72 minutter

Premiere:
Vises under Cph:Dox 11. november k. 16.30 i Palads

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
19. mar. 2019
Ramen Shop

Ramen Shop

Biografanmeldelse
07. jan. 2019
Før frosten

Før frosten

Serieanmeldelse
19. okt. 2018
Making a Murderer – sæson 2

Making a Murderer – sæson 2

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten