Steve Jobs

Om Apple-grundlæggeren Steve Jobs (1955-2011) var en visionær opfinder eller bare et markedsføringsgeni, kan man diskutere længe. Britiske Danny Boyle hælder nok mest til det første. Han har valgt at skildre Jobs som en fuldblods kunstner: en kompromisløs æstetiker, temperamentsfuld og brutal.

Boyle og manuskriptforfatter Aaron Sorkin (som også skrev David Finchers Mark Zuckerberg-film The Social Network) tager udgangspunkt i Walter Isaacsons mursten af en biografi fra 2011. Men i stedet for at lave en traditionel biopic har de en anderledes original tilgang til historien om Steve Jobs.

Her er ingen barndomsscener, intet hostende dødsleje. Filmen er bygget op af tre lange scener, som hver foregår bag kulisserne op til lanceringen af et af Steve Jobs produkter: Macintosh-computeren i 1984, forsøget med at lave en computer til undervisningsverdenen i 1988 i skikkelse af den kubeformede, sorte NeXT, og endelig præsentationen af den revolutionerende første iMac i 1998.

To fiaskoer og en succes.

Steve Wozniak (en god Seth Rogen) er ungdomsvennen, der udviklede den første Apple-computer sammen med Jobs. Han ved, at Jobs hverken er nogen stor ingeniør eller programmør, men ikke desto mindre er den af de to, der høster æren. ”Woz” fremstår som computerbranchens menneskelige ansigt. Han mener, at man godt kan være succesfuld og en flink fyr – i kontrast til Jobs, der ikke vil lade noget så ubetydeligt som venskab stå i vejen for sin vision.

En anden bærende konflikt er mellem Jobs og datteren Lisa, som han i starten af filmen end ikke vil anerkende som sin datter: en blodprøve giver kun 94 % sandsynlighed for, at Jobs er faren. Over for hende er han kølig og fjern. Og selv om filmen til sidst peger på en åbning mod et mere normalt far-datter-forhold, bliver det ved antydningen.

Filmens store faderfigur er Apples direktør John Sculley, som Jeff Daniels får filmens mest bevægende karakter ud af. De to er søn og surrogatfar og bitre fjender, der uden at blinke vil ofre modparten, når det drejer sig om forretningen.

Tættest på Jobs er hans assistent, Joanna Hoffman (en stram og kølig Kate Winslet). Hun holder helt bevidst sine følelser ude af samarbejdet og er dermed den eneste, der har et nogenlunde konfliktfrit forhold til ham.

Det samlede billede af Steve Jobs, der står tilbage efter filmen, er af et menneske næsten blottet for empati. Han er ikke nogen ond satan, bare en mand så besat af sit arbejde, at han ikke har mentalt plads til andre mennesker. I en lavmælt gribende scene mellem Jobs og hans teenagedatter når han til en simpel og hjerteskærende selvindsigt: ”Jeg er dårligt konstrueret.”

Christian Bale og Leonardo DiCaprio var oprindelig i spil til rollen som Steve Jobs. Det var givetvis blevet en markant anderledes film. I modsætning til Bale og DiCaprio er Michael Fassbender en diskret, ofte introvert skuespiller. Han fremstiller Steve Jobs som interessant og irriterende, men også lidt kedsommelig. Selv ikke Fassbender kan gøre rullekrave og højtaljede jeans sexede.

Hvis man har svært ved at acceptere Steve Jobs som en kunstner, skal man nok tage en dyb indånding, inden man ser filmen. For her er sammenligninger med både Stravinskij, Da Vinci og Paul McCartney. Filmen kunne lige så godt have handlet om en stor komponist, maler eller dirigent. Selv beskriver Jobs sig netop som en dirigent: Hans ansatte er de dygtige musikere, mens han selv spiller på orkesteret.

Danny Boyle balancerer mellem beundring for den kompromisløse æstetiker og medlidenhed med den menneskefjendske forretningsmand. Han går til historien om den ikoniske computernørd, som en ateist ville lave en film om paven – med en blanding af fascination og distance. Og det er både filmens styrke og svaghed.