Sterben

Det publikum, der i 2022 strømmede til Tár med Cate Blanchett i rollen som hårdtslående dirigentgeni, bør rive billetterne til den tyske sensation Sterben væk. Det bliver en milepæl i europæisk filmkunst. 

Vi er tilbage til dirigentpodiet i Berlins pragtfulde Philharmoni, denne gang med Lars Eidinger, Tysklands suveræne skuespillergeni, ved taktstokken som dirigenten Tom Lunies. 

Omkring ham og hans hårdtprøvede familie fremmaner Matthias Glasner (Den frie vilje) et sindsoprivende menneskeligt drama over ikke mindre end tre åndeløst medrivende timer. Glaser stiller skarpt på menneskets digteriske skaberkraft, vores frisind. Den løfter os op fra det skidne, uforskammede liv, vi ofte byder hinanden. 

Sindbilledligt iklædes det kunstneriske frihedsbudskab et underspillet familiedrama. Det får ben at gå på i alt for sent røbede konflikter, der skiller to generationer af familien Lunies. De unge –Tom og Ellen – har på godt og ondt deres egen vilje. De gamle – Lissy og Gerd – har opbrugt deres. 

Ellen (Lilith Stangenberg) har stået i skyggen af sin talentfulde bror. Hun finansierer sine hyppige drukture og tømmermænd som dagdrømmende klinikassistent hos en gift tandlæge, som også er hendes elsker. Her bliver der trukket tænder ud af både kæbe og liv. 

Ellen lever i bølgeslag, og ånd i form af spiritus varmer den smukke alfepige op. Hun synger blidt som de engle, der danser på hendes tungespids. Måske en dag dødens engel. 

De gamles lorteliv er til at tage og føle på, men vises i overført forstand med en bytur i familiebilen. Halvblinde Lissy sidder bag rattet, mens den forvirrede Gerd på nabosædet tjener som hendes flakkende øjne. Episoden kender vi fra den flamske maler Bruegels berømte kaosmotiv fra 1567: Den blinde leder de blinde. Den advarsel tager vi ikke skade af at få gentaget. 

Filmen er ikke ment som socialrealisme, og heri ligner værket også Tár. 

Sterben betyder på tysk ”at dø”, altså skulle filmen handle om vores nødvendige, uundgåelige død. Men på den tyske filmplakat er der over r’et sat et ”e”, der giver os ordet streben, på dansk stræben. Filmens motiv er kunstnerisk stræben. Vi oplever en fortælling om det enkelte menneskes ubøjelige skaberkraft. Den vandrer fra led til led i fortolkningens kæde. 

Tom dirigerer en komposition af vennen Bernard, der spilles til det yderste neurotisk af Robert Gwisdek. Under prøverne blander han sig sanseløst irriterende i snart sagt hver tone. Han kan end ikke blive enig med sig selv. Bernard tåler ikke, at dirigenten nødvendigvis fortolker partituret, men forestiller sig nidkært, at han selv er begyndelsen og enden på værket. 

Ophavsstriden mellem komponist og fortolker afbrydes, da Tom midt under prøven bliver kaldt til fødestuen. Her har hans ekskæreste netop født deres fælles søn i overværelse af sin nye ven Moritz. Scenen understreger temaet fra koncertsalen. 

Hvem af de to er barnets ”far”? Tom eller Moritz? Og hvem er koncertens skaber? Tom eller Bernard? Begge eller ingen eller publikum? 

Kunstneriske udtryk går deres krogede gang gennem generationer. Udtryk, musikalske, billedlige eller sproglige, skal og må genfortælles efter omstændighedernes udfordringer og hver generations egne erfaringer og klanglige æstetik. 

Efter samme mønster forløber konflikten mellem Tom og Lissy, hans bedagede og svagsynede mor. I en af denne films mange åndeløse øjeblikke røber Lissy for sin søn, at hun kylede ham som spæd på gulvet og var lammet ved tanken om, at hun dengang havde gjort sin egen skabelse varigt invalid. 

Tom overlevede, det samme gør filmens budskab. 

Freuds Ødipus-kompleks er ikke tænkt forgæves, kunne man sige. Men det afgørende er, at denne film er en opløftende hyldest til vores frihed som tænkende og skabende mennesker. Den hedder Sterben, da nogle må dø, så andre kan leve.