Steppeulven

Eik Skaløe blev kun 25 år gammel, og hans intense liv er et tragisk eksempel på skønne, spildte talenter. 

Alligevel har han sat sig dybe spor: som tekstforfatter og forsanger i det banebrydende, danske rockband Steppeulvene; som en oplevelses­ beruset brevskriver med en glød i sproget, der får hans nu udgivne tekster til at virke som fragmenter af en selvbiografisk roman – og som en eksemplarisk frygtløs rejsende på en farefuld færd, både i eksistentiel og fysisk forstand, alt sammen udfoldet i 1960’ernes malstrøm af sociale og kulturelle omvæltninger.

Medvirkende til hans status som hippie­ikon er selvfølgelig også selvmordet i det indisk­pakistanske grænseland, omgærdet af mystik og ophøjet af et uforglemmeligt formuleret afskedsbrev: ”There is no one to blame except the cruel man inside of me.”

Eik Skaløe var primært skribent. Han skrev sit liv, kunne ikke lade være, selv i ørkenen, da han så døden i øjnene.

Naturligt nok lader instruktøren Ole Christian Madsen Eik selv være fortælleren. Alligevel synes jeg ikke, man når voldsomt langt ind i Skaløes (flygtige og paradoksale, indrømmet) personlighed i denne flot opsatte, fermt sammenskruede film.

Hovedsynspunktet er, at hans i længden urealisérbare kærligheds­ affære med Iben Nagel Rasmussen (efter Eik­tiden højt anerkendt skuespillerinde ved Odin Teatret) blev fatal for ham.

Det var en både romantisk og fri kærlighed. Gennem årene forblev de trofaste mod hinanden trods andre partneres mellemkomst – i filmen er det dog karakteristisk nok kun Iben, der ses som ”utro”. Men Iben ender med at blive sjælesøsteren, Eik til sidst hverken kan nå eller få, trods drømmen om et fællesskab, der skuffende ligner kernefamilien.

Denne tolkning af miseren kan godt være sand. Uanset hvad baserer filmen sig frit på Eiks levnedsløb, og den kan heller ikke andet. Den vildfarne pige når i havn gennem kunstnerisk arbejde, mens den afviste mand, som hun stadig elsker, men ikke kan leve sammen med, drager videre ud i ørkenen som selvdestruktiv mystiker og sandhedssøger.

Tja, måske. I hvert fald i takt med Ole Christian Madsens generelt store optagethed af det problematiske parforhold som altings centrum.

Inden da har vi med masser af flotte herresving skøjtet igennem seks­syv år af et erfaringspakket liv. Et meget grønt ungdomsliv, der i sin for tiden ekstreme radikalitet skriger på indlevelse, følsomhed og fordybelse, men afvikles i spraglet, effektsøgende huj og hast, uden at meget når at bundfælde sig.

Samtidig vil filmen sympatisk nok gerne udbrede Eiks tankeverden med mange bogligt klingende replikker, der nok viser intelligensen, men samtidig ofte får ham til at fremstå småfrelst. Uanset hvem han er oppe imod – Eik har altid ret.

En del vægt lægges også på den frigjorte sex, til tider folkekomedie­ komisk fremstillet. Det viser ikke megen sans for den Eik, som skrev om blomsten og bien. Sjovere er nogle ironiske glimt fra datidens musikbranche.

Et stort handikap er det, at ingen af de to hovedrolleindehavere besidder figurernes purunge, dugfriske modtagelighed – hun var seksten år, han atten, da de mødtes.

De sagesløse aktører, Marie Tourell Søderberg og Joachim Fjelstrup, er en generation ældre og dermed naturnødvendigt mere robuste (26 og 27). Hele sagaen om Eik og Iben handler om magien i den spædeste ungdoms førstegangs­ oplevelser. De var sårbare pionerer i en frigørelsesproces flere år inden det famøse ungdomsoprør i 1968. Ikke rettet mod deres forældre, der var frisindede, men mod en snæversynet, pligtbetonet samfundsorden uden sans for livsgåden.

De kunne have fortjent en mere følsom og poetisk indlevet fortælling end dette farve­-knaldende shownummer.