Station Eleven

Mennesker er skrøbelige egoister, der kun går op i deres egen overlevelse.

Det er den typiske præmis for dystopiske fortællinger, hvor samfundet af den ene eller anden grund er brudt sammen. I det øjeblik samfundets fundament forsvinder, får man indblik i, hvor meget medmenneskelighed et individ besidder.

I HBO-miniserien Station Eleven har humanismen også trange kår. En influenza har sendt civilisationen på afgrundens rand, og en stor del af verdens befolkning er død.

Det giver uvilkårligt corona-associationer, når man ser og hører en horde af hostende personer stavre sig vej mod et hospital i starten af pandemien.

Men serien bygger faktisk på en roman fra 2014 af Emily St. John Mandel.

Station Eleven følger en række overlevende over forskellige tidsperioder. Handlinger springer fra før, hvor verden brød sammen, til tyve år senere og alt derimellem.

På den måde ser vi, hvordan man overlever i en indimellem håbløs verden.

En af løsninger er gennem distraktioner som de teaterstykker, den omrejsende Shakespeare-trup Traveling Symphony opfører rundt omkring i det postapokalyptiske landskab.

Truppens stjerne hedder Kirsten og spilles af Mackenzie Davis. Som otteårig var Kirsten med i en af de allersidste forestillinger, inden influenzaen gjorde Chicago til et gigantisk lighus.

Springene i tid fungerer overraskende godt.

Denne efterhånden gennemtæskede trend i tidens serier kan fremstå kluntet og uoverskuelig, men efter første afsnit af Station Eleven er man aldrig i tvivl om, hvornår historien udspiller sig.

I tiden tyve år efter pandemien render den voksne Kirsten sigende nok rundt i en sommer, hvor skovene og naturen står i fuldt flor.

Hvert afsnit forankres desuden i en af seriens personer, så der hele tiden er en skuespiller og et udseende, som er fast holdepunkt. Også tekster på skærmen med årstal og pop-kulturelle referencer stadfæster tidspunktet.

Station Eleven er i det hele taget kendetegnet ved at være yderst gennemført. Serien er præget af en ro og ligefremhed, man sjældent ser i dystopiske serier.

Serieskaber Patrick Somerville – en af hovedkræfterne bag Netflix-serien Maniac – holder historien i stram snor, så et underliggende budskab om håb konstant er til stede.

Da pandemien starter, er lille Kirsten alene.

Teatergæsten Jeevan opdager, at pigen ikke har nogen til at passe på sig. Han følger hende hjem, men da hun ikke kan komme ind i sit hus, og det går op for ham, hvor katastrofal influenzaen er, beslutter han at passe på hende.

De møder en gruppe mennesker i lufthavnen, og deres forhold danner rammen for størstedelen af det, der foregår i starten af apokalypsen.

Himesh Patel er hjerteskærende som døgenigten Jeevan, der pludselig befinder sig midt i en katastrofe og samtidig skal være værge for et barn, som har mistet alt.

Titlen henviser til en tegneserie i serien ved navn ”Station Eleven”. Den bliver brugt som en slags bibel af en kult, hvor de fleste medlemmer er børn, og hvis skumle Peter Pan-agtige leder The Prophet (Daniel Zovatto) forsøger at få Kirsten til at hjælpe sig.

Mackenzie Davis, som tidligere har brilleret i tv-serier som Halt and Catch Fire, er igen fantastisk. Det er virkelig imponerende at se hende skifte fra nærmest barnlig uskyld til en hærdet overlever.

Man fornemmer herligt subtilt, at Kirsten har oplevet nogle brutale ting i løbet af de tyve år.

Takket være seriens mådehold fremstår den spredte vold eksplosiv og så meget desto mere farlig. Og alligevel er der hele tiden et lysglimt, så man sidder med en positiv og varm følelse, når sidste afsnit er rullet over skærmen.