Serieanmeldelse
06. sep. 2017
The State
Shakira (Ony Uhiara) er uddannet læge og alenemor til Isaac (Nana Agyeman-Bediako). Der gives aldrig en god forklaring på, hvorfor hun tager ham med til Islamisk Stat. Foto | Gavin Finney

The State

Miniserie om Islamisk Stat giver et barskt, nøgternt indblik i hverdagen i kalifatet. Men et vigtigt spørgsmål besvares aldrig.

Af Jeppe Mørch

Man kan næppe få værre kritik.

The State er på ingen måde det sandfærdige drama, som den påstår at være. Det er en rekrutteringsvideo på linje med den nazi-propaganda, der i 30’erne opfordrede unge mænd til at blive brunskjorter.”

Sådan skrev Christopher Stevens i sin anmeldelse i Daily Mail af den britiske miniserie The State i august. Han så serien som et panegyrisk glansbillede af hverdagen i kalifatet.

The State handler ganske vist om livet i Syrien under Islamisk Stats faner, men sjældent har en anmelder ramt så eklatant forbi.

Vi starter i nattens stemningsfulde mulm og mørke, hvor britisk-fødte unge mennesker krydser grænsen til Syrien for at slutte sig til den islamistiske forening til tonerne af en arabisk oud. The State forsøger dermed at belyse et endog yderst relevant emne: de ynglinge, der tiltrækkes af Islamisk Stat.

Der er intet forgjort ved at afsøge de psykologiske bevæggrunde for de unge vesterlændinge, som søger mod Syrien og hellig krig. Det giver nemlig særdeles god mening at lede efter det menneskelige i de monstre, der kan ende som terrorister. Ellers kommer vi aldrig nær forståelse eller forebyggelse.

Problemet med Peter Kosminskys miniserie antager altså ikke etisk karakter, da han formår at give et brutalt, men nøgternt indblik i en ellers lukket verden. Det er ikke propaganda, men oplysning.

Til gengæld træffer instruktøren et mindre heldigt dramaturgisk valg.

Vi møder nemlig først den unge læge og alenemor Shakira (Ony Uhiara) og familiemennesket Jalal (Sam Otto), efter de har truffet beslutningen om at drage til Syrien. Og dermed kommer der aldrig svar på det store, rungende spørgsmål: Hvorfor gør de det?

Peter Kosminsky fremmaner simpelt, men effektfuldt en interimistisk stat, der lige knap hænger sammen. Det er oftest nat i serien, for sådan bliver alt farligere, og en stor bogafbrænding tager sig voldsommere ud.

Shakira og Jalal ankommer blåøjet til kalifatet. Først stråler øjnene af spænding, men hurtigt viser gluggerne kun skuffelse, afsky og melankoli. Det skorter ikke ligefrem på skrækhistorier om det horrible styres ugerninger i vestlige medier, så det kan undre, hvad der har forblændet de to briter.

Kosminsky er godt inde i stoffet, og The State underviser fermt, når arabiske udtryk fra Koranen oversættes med skrift på skærmen. Vi lærer, hvordan en krigshærget hverdag ser ud. Lektionen er skræmmende.

Serien viser, hvordan Islamisk Stat benytter sig af propaganda, når et lille it-hold fra et køkken forsøger at tale til alverdens muslimer. Krigerne deler også slik ud til børn for rullende kameraer i så leflende videoer, at der er et under, hvis bare én er blevet omvendt af dem.

Der torteres uhyggeligt meget i de fire afsnit af The State.

En mand får hugget fingrene af og skåret et sår i nakken. Herefter gnider barbarer bogstavelig talt salt i det åbne sår. Ulydige kvinder får pisk under fodballerne, og afhuggede hoveder stilles til skue på hegn og pæle. Når børnene keder sig, tager de et hoved ned og spiller fodbold med det!

Kvinderne i Islamisk Stat behandles omtrent som kvinderne i The Handmaid’s Tale. De skal gå tildækket, de må kun gå ud med tilladelse fra en mand, og deres ene formål her i tilværelsen er at føde børn.

Troskyldige Jalal må sande, at det er vanskeligt at agere barmhjertig samaritaner i Islamisk Stat. Han forsøger at redde en tilfangetagen kvinde fra at blive sexslave, hvilket selvfølgelig gør de andre krigere mistænksomme.

The State dokumenterer på gruopvækkende vis, hvad Islamisk Stat er.

Hvis Peter Kosminsky også havde givet et fyldestgørende svar på, hvorfor nogle unge finder kalifatet besnærende, havde serien været virkelig fremragende.

Titel:
The State

Land:
USA

År:
2017

Serieskaber:
Peter Kosminsky.

Medvirkende:
Ony Uhiara, Sam Otto, Nana Agyeman-Bediako, Jessica Gunning

Spilletid:
Fire afsnit af cirka 50 minutter

Anmeldelse: 
Fire afsnit

Premiere:
13. september på National Geographic

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
12. dec. 2017
Spoor

Spoor

Serieanmeldelse
11. dec. 2017
Jim & Andy: The Great Beyond

Jim & Andy: The Great Beyond

Biografanmeldelse
07. dec. 2017
The Square

The Square

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Disney investerer over seks milliarder kroner i selskabet bag AI-tjenesten Sora, som får adgang til at generere videoer med det enorme galleri af figurer fra Star Wars og Marvel.

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Nekrolog
15. dec. 2025
Rob Reiner er død

Rob Reiner er død

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Dansk film leverer flotte tal for 2025
Nyhed
15. dec. 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Disney indgår stor AI-aftale
Nyhed
15. dec. 2025

Disney indgår stor AI-aftale

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten