Star Trek: Discovery

Tolv år efter at der blev sat punktum for Star Trek-prequelen Enterprise, er den syvende serie i rækken omsider en realitet. Forud er gået en produktionshistorie præget af kreative uenigheder, udskiftning af showrunnere og deraf følgende forsinkelser.

Star Trek: Discovery udspiller sig i samme handlingsunivers som de tidligere serier – ti år før kaptajn Kirk, Spock og alle de andre tager ud på den opdagelsesmission med rumskibet Enterprise, der skød det hele i gang.

Den oprindelige serie var båret af en optimistisk fremtidsvision, hvor verdens problemer – racisme, ulighed og krige – var løst, nationerne forenet og jorden del af en interplanetarisk føderation.

Omdrejningspunktet var den multietniske besætning på Enterprise, som opsøgte fremmede civilisationer og kulturer med nysgerrighed, åbenhed og tolerance. En formel, der blev videreudviklet i The Animated Series, The Next Generation, Deep Space Nine, Voyager og Enterprise.

Men i Star Trek: Discovery er optimismen afløst af mismod.

De første fem afsnit fokuserer på bitterhed, konflikt og forskelle frem for forsonlighed og sammenhold. Allerede i andet afsnit udbryder der krig mellem føderationen og klingonere, en krigerrace, som er velkendt fra tidligere serier (desværre stylet med et nyt look, der får dem til at virke overdrevent barbariske med hugtænder og hjelmlignende kranier).

Og der er uro i stjerneflådens egne rækker.

Den snarrådige Michael Burnham (Sonequa Martin-Green) er førsteofficer på rumskibet USS Shenzou. Hun er opvokset på Vulcan som adoptivdatter af selveste Spocks far Sarek (James Frain), efter at hendes forskerforældre blev dræbt af klingonere.

Under en konfrontation med netop klingonere holder kaptajn Georgiou (Michelle Yeoh) den diplomatiske fane højt, men Michael forstår, at for dem er velkomsthilsenen ”vi kommer med fred” det samme som et rødt flag, der viser svaghed. Det er nødvendigt at skyde først, men det vil hendes overordnede ikke være med til, og det koster hende en dom for mytteri.

Siden får Michael en chance til, da hun kommer til at tjene på videnskabsskibet USS Discovery, hvis kaptajn Lorca (Jason Isaac) er af en ganske anden støbning end den humanistiske Georgiou. Han er moralsk anløben, angrebslysten og hævngerrig, men en god soldat af den slags, der vinder krige. I midten står Michael og skal vælge sin vej.

Det er meget u-Star Trek’sk med den slags antihelte og tvivl, men netop derfor også spændende.

Ud over Michaels slægtskab med Spock og klingonerne byder Star Trek: Discovery på et gensyn med rumpiraten Mudd, som var med i tre afsnit af den oprindelige serie. Det tyder på, at der er flere af den slags elegante koblinger til den etablerede Star Trek-mytologi i vente. De er velkomne, for de lægger mere til oplevelsen.

Central i det faste persongalleri er den ranglede officer Saru (Doug Jones). Han er kelpiner, en race, som fornemmer død og fare. Efter alt at dømme er han seriens bud på en ny version af Spock, Data og The Doctor. Han er splittet mellem fornuft og følelse og i kraft af sine mange refleksioner over, hvad menneskelighed er, måske mere menneskelig end menneskene.

Indtil videre, og det vil sige til og med afsnit fem, bærer Star Trek: Discovery dog præg af for mange kokke på manuskriptet. Det er ujævnt og savner humor. For eksempel går Michael meget af tiden rundt og surmuler som en anden Sarah Lund, man ikke har lyst til at være sammen med.

Men i Star Treks ånd er jeg optimist og tror på, at det nok skal blive godt alt sammen.