Star Trek Beyond

En film bør vurderes på sine egne præmisser, men tillad mig alligevel et indledende, smertefuldt hjertesuk:

Star Trek-franchisen, der i år fejrer sit 50-års-jubilæum, bygger på en tradition for spekulativ science fiction, hvor velkendte problematikker kamufleres som fjerne fremtidsfantasier og derved kan betragtes uden fordomme. Denne fortælleform karakteriserer seriens over 700 tv-episoder (med flere på vej), men mærkes efterhånden sjældent i dens biograffilm.

Produktionen af Star Trek-biograffilmene er i dag helt adskilt fra tv-serierne, hvilket blev særligt tydelig, da de blev lagt i hænderne på producer og instruktør J.J. Abrams, blandt andet kendt for sci-fi-serierne Alias og Lost.

Som stilmæssigt forbillede for reboot-filmene Star Trek og Star Trek Into Darkness valgte han ikke Gene Roddenberrys Star Trek, men derimod George Lucas’ Star Wars, som han kopierede så overbevisende, at han derefter blev hyret som instruktør af Star Wars: Episode VII – The Force Awakens.

Samtidig er han fortsat som producent af Star Trek-biograffilmserien. Og det kan mærkes.

Selvom Star Trek Beyond handler om samme rumskib og persongalleri som tv-seriens første sæsoner, er der genremæssigt ikke længere tale om spekulativ science fiction, men om space opera, som vi kender det fra Jens Lyn og Star Wars, altså med vægt på romantik og rumkampe.

Som for at understrege dette er reboot-seriens tredje film instrueret af Justin Lin fra The Fast and the Furious-serien, der trods et stort persongalleri er bedst kendt for sin opfindsomme action, og sådan vil man også huske Star Trek Beyond.

Manuskriptets hovedforfatter er den professionelle fanboy Simon Pegg (Shaun of the Dead). Det hele er derfor bare skidesjovt og fyldt med kærlige, men også lidt mekaniske referencer, hvor eksempelvis skibslægen hele tiden siger ”dammit”.

Dybest set er det altså en Star Wars-efterligning med endnu et supervåben i hænderne på endnu en rumskurk.

Og det ”spekulative” når aldrig længere end til simple platituder som ”der er styrke i sammenhold” og ”fred er bedre end krig”, så selv de yngste kan være med. Det er ærgerligt, for vores verden gløder af vanskelige og eksplosive problemstillinger, der til dagligt sender os i totterne på hinanden og havde været oplagte at udforske i en science fiction-indpakning. Som da den oprindelige Star Trek-serie brød med 1960’ernes tv-tabuer ved at beskæftige sig med racisme og Vietnam-krig – blandt rumvæsner.

Men som sagt bør en film vurderes på sine egne betingelser, og man kommer ikke udenom, at Star Trek Beyond fylder popcornsbægeret op med top på, og på godt og ondt aldrig står stille.

Kaptajn Kirk, spillet af den middelmådige Chris Pine, men omgivet af bedre kræfter, løser diplomatiske problemer med nævekampe, og selv i galaksens fjerneste krog finder han en antik motorcykel, så han kan fræse rundt og sparke røv. Et nødopkald lokker ham i armene på den hævntørstige Krall, kompetent spillet af Idris Elba (i forvejen biografaktuel som CG-tigeren Shere Khans stemme). Blandt gæsteaktørerne stjæles filmen af Sofia Boutella som kæk rumkvinde med kabuki-træk.

Musikken er komponeret af Michael Giacchino, som hvis John Williams ikke stadigvæk var i live, ville være vor tids John Williams. Det er primært en gentagelse af hans hovedtema fra de to forrige film og ergo en stor nydelse. Jeg må også rose instruktøren for filmens gennemført levende kameraarbejde, der byder på opfindsomme kompositioner. Effektholdet brillerer især med en fantastisk flot rumstation og en aggressiv sværm af små rumskibe.

Det tætteste, filmen kommer på fordybelse, er en kort afskedshilsen til Leonard Nimoy, der døde sidste år og derfor ikke ses som Spock Prime. På slutteksterne mindes desuden Anton Yelchin, reboot-seriens Chekov, der døde 19. juni i år, kun 27 år gammel.