Stalins død

Der går en linje helt tilbage til Chaplins Diktatoren over Tengiz Abuladzes Anger, der handler om en kugleskør ond diktator, der skabte vild debat og lange køer foran biograferne under Gorbatjovs glasnost i 1986, og til Armando Iannuccis tragikomiske farce Stalins død.

Alle tre handler om forfængelighed, magtkamp og ondskab, men forsøger at tackle grumme og grådige mænds handlinger med humor og satire.

Humor var farligt i Stalins tid, hvor flere hundreder blev henrettet for at fortælle vittigheder om den sovjetiske leder, og mange tusinde røg i Gulag af samme årsag. Stalins død forsøger man da også at få forbudt i Rusland, fordi den gør grin med moderlandet, og fordi Stalin desværre stadig æres og agtes i alt for brede kredse.

Filmen foregår i tiden omkring herskerens død i marts 1953. Han havde været den ubestridte leder siden 1924, regerede med trusler og terror og var skyld i millioner af menneskers død. Han døde selv af en hjerneblødning og lå i timevis, hvor ingen turde gå ind til ham. I Moskva og andre sovjetiske byer opstod tumulter og voldsomme scener, da diktatoren var gået bort.

Hvordan kunne Rusland overleve uden Lillefar?

Inden for Kremls røde mure gik en magtkamp i gang. Det er den magtkamp, filmen skildrer i en række vanvittigt morsomme scener, hvor replikkerne fyger fra de fremragende britiske skuespilleres munde som projektiler fra en Kalasjnikov. Det er replik- og skuespilkunst på et meget højt niveau i en fascinerende, stiliseret scenografi.

I den virkelige verden foregik magtkampen over flere måneder efter diktatorens død, men i Iannuccis film er den koncentreret i dagene omkring begravelsen af Stalin. Det kan være en fordel at kunne sin sovjethistorie for at følge de forfængelige og magtliderlige kommunisters konspiratoriske rænker og ondskabsfuldheder, men så må man også samtidig være villig til at sluge temmelig store historiske kameler.

Persongalleriet er hentet fra den brutale sovjetiske virkelighed i 1953. Alle roller er flot besat, men jeg vil fremhæve tre, selv om det er uretfærdigt over for de øvrige, som i en række af lattervækkende og absurde scener går rundt mellem hinanden som påfugle i kamp om den udkårne: deres egen overlevelse og magten.

Michael Palin spiller Molotov, der for at redde sit eget liv selvfølgelig indrømmer, at hans egen kone er forræder. Genialt viser han kujonens og medløberens patetiske forsøg på hele tiden at være på den rigtige side.

Steve Buscemi stjæler i høj grad billedet i rollen som reformpolitikeren Nikita Khrusjtjov, der konstant manipulerer for at udmanøvrere sine fjender – en bandende intens præstation af en stor skuespiller.

Han kender betydningen af fake news. Det gælder om at fortælle den rigtige historie, hvad enten den er sand eller ej, som han siger og tilføjer: ”Folk bliver slået ihjel, når deres historier ikke passer sammen.”

Helt centralt står Stalins fremmeste bøddel, lederen af sikkerhedstjenesten NKVD: Lavrentij Berija, der havde utallige menneskeliv på samvittigheden, og hvis dødslister var frygtet af selv den mest loyale kommunistiske partisoldat. Berija bliver spillet med eksplosivt, manisk raseri af Simon Russell Beale. Berija konspirerer konstant for at få magten med Nikita Khrusjtjov.

Hvad der sker i filmen eller i virkeligheden skal jeg lade være med at afsløre, hvis der findes mennesker, der ikke ved det.

Det er en film om magt, løgn og konspirationer. Man kan desværre trække mange paralleller til den aktuelle situation med en Trump i USA, der mener, at han har ret til at definere, hvad der er sandt og forkert, fordi sandheden er relativ og fakta en ligegyldig størrelse.

Det ville være helt forkert at sammenligne Putin med Stalin, men det er ikke forkert at tænke på, hvad der sker den dag, Putin ikke længere er leder af Rusland. Stalins død viser i al sin absurde komik, at når en længe siddende leder i Rusland forsvinder uden at have udpeget sin efterfølger, bryder magtkampen ud i lys lue.

I virkelighedens verden er en sådan magtkamp ikke en tragikomisk farce, men en tragedie. Den tunge arv fra Stalins styre føles stadig i det moderne Rusland, der netop aldrig har taget et tilbundsgående opgør med Stalin og al hans væsen.