The Staircase

Det er lige før, man tror, at det er starten af dokumentaren The Staircase (2004-2018). 

Colin Firth viser som ægtemanden Michael Peterson rundt i det enorme palæ og forklarer til kameraet, hvorledes hustruen Kathleen i 2001 blev fundet død for enden af trappen til første sal efter en aften med videofilm, rødvin og hygge ved poolen. 

Og det føles lige så skræmmende, da han på samme følelseskolde måde forklarer, at det var sidste gang han så sin kone i live – ved poolen. 

”Nej,” siger Peterson og retter sig selv et splitsekund efter: ”Hun var i live, da jeg fandt hende – altså, knapt nok.” 

Genistregen ved fiktionsserien er, at man også kommer bag om kameraet. 

En lydmand snubler over en liggestol og er ved at tabe boomstangen, producere går med papirer og tavler, og den franske instruktør Jean-Xavier de Lestrade (der af mærkværdige årsager er blevet til en ung, sort mand) forsøger at få ægtemanden til at vise nogle følelser. 

Dokumentaren The Staircase er sammen med Errol Morris’ The Thin Blue Line og Joe Berlinger og Bruce Sinofskys Paradise Lost nogle af de vægtigste i genren. Alle tre har fået retsvæsenet til at løslade mænd, der er dømt for mord. 

Men i forhold til de andre to hovedværker, hvor fokus er på at opklare forbrydelsen, stjæler Michael Peterson hurtigt fokus. 

Det er også det, som gør den så fascinerende. Det intime indblik, hvori den amerikanske forfatter uden at blinke fortæller om sit biseksuelle sexliv, overbeviser os om hans uskyld. Han fremstilles som en kærlig far og ægtemand, der elskede sin kone overalt på jorden. 

Faren ved det ensidige fokus er selvsagt, hvis han er skyldig. 

”Du kan kun fortælle den historie, som for dig er sandheden, velvidende at den for andre måske vil fremstå som en løgn,” fortæller klipperen Sophie (Juliette Binoche) i fiktionsserien. 

Men fiktionsserien forsøger faktisk at samle de forskellige teorier. 

I de første fem afsnit ser vi Kathleen Peterson (Toni Collette) dø på to forskellige måder. Én, hvor hun falder ned ad trappen, og en anden, hvor hun bliver dræbt af sin ægtemand. 

Desværre er der lagt i støbeskeen til, at den tåbelige ugleteori også kommer på banen. Her hævder man, at et angreb fra en ugle skulle have forvoldt de mange skader, der blev fundet på Kathleens krop, fordi man fandt tre mikroskopiske fibre fra en ugle. 

På plussiden giver serien plads til Kathleen. 

Hun er en social og arbejdsom karrierekvinde, der elsker at holde fester og fundraisere. Vi ser hende træde i karakter til en fundraiser i deres hus, der på effektfuld vis klippes sammen med forsvarsadvokaten David Rudolfs eksperthold, som for første gang besøger gerningsstedet 17. januar 2002. 

Kathleen svinger sig ind og ud mellem gæster og døre. Kameraet panorerer, hvorefter ekspertholdet træder ind og overtager fortællingen. Endnu en panorering, og Kathleens historie fortsætter. Men hun kan ikke undslippe sin tragiske skæbne. Endnu engang ender vi ved den blodige trappeafsats. 

Toni Collette er som altid fremragende. Sammen med storspillende Colin Firth, der mimer Michael Petersons særprægede talemønster og mimik til ug, har de to en magnetisk tiltrækningskraft. Det hjælper serien, der til tider lider under at skulle fortælle en overeksponeret historie én gang til. 

Fiktionsserien The Staircase er noget så usædvanligt som en mere objektiv fortælling end dokumentaren. Og særligt én scene sætter det på spidsen. 

Klipperen Sophie, der blev kærester med Michael Peterson efter retssagen, skændes med produceren om, hvorvidt bruddet på skjoldbruskens ene horn hos Kathleen skal medtages. 

Brud på skjoldbrusken er et tegn på, at der har været udøvet vold mod halsen – altså kvælning. 

Det er i min optik det vigtigste bevis i sagen. Men informationen har altid været begravet i alenlange Reddit-tråde og på obskure hjemmesider, selv om det var en del af bevisførelsen i retssagen, der i 2003 dømte Peterson skyldig i mordet. 

Det siger noget om, hvilken magt en dokumentar kan have, og hvor vigtige beslutningerne i klipperummet er. De har kun et vist antal minutter til rådighed, og både Lestrade og Sophie taler for at medtage en anden scene. Cut. 

En sandhed blev skåret væk. Nu har den endelig fået en plads i historien igen.