Squid Game – sæson 3

Det var vistnok skaberen af tv-formatet Big Brother, John de Mol Jr., som engang sagde, at han lå inde med opskriften på det game show, der omsider ville få hele verden til at kigge med. 

Et fly fra Cairo i Nordafrika, med destinationen Cape Town i Sydafrika, skulle lastes med ti deltagere – men kun ni faldskærme. Inden landing skulle alle ti deltagere være ude af flyet. De sidste afsnit ville lægge gaderne øde, spåede tv-manden. 

Det er jo egentlig selve konceptet i det koreanske storhit Squid Game, som nu i tre sæsoner har henrykket os. Og netop trætheden over legen, som alt andet lige bliver ret ensformig efter over tyve afsnit, koster én stjerne. 

Bortset fra det, er serien nemlig stadig enormt god. 

Det centrale er sammensmeltningen af børnelege og horror i historien, hvor Lee Jung-jae spiller Seong Gi-hun, der vandt første omgang af Squid Game i første sæson, tog kampen op imod arrangørerne af spillet i anden sæson, og nu i sæson tre følger op på de etiske og eksistentielle diskussioner, som Squid Game afføder. 

Hvem skal dø, når der igen og igen skal elimineres deltagere? Skal de yngste? De ældste? De ondeste? De bedste? Eller skal vi stemme om det? Skal vi slås om det? Skal vi hugge om det? Skal vi bede til Gud? 

I finalen af tredje sæson står de få, som er tilbage, i gigastore dilemmaer, som hvor både en far, en baby og spillets eneste etiske deltager kan ofres. Men hvem? 

Spillet foregår blandt deltagere, der er isoleret på en øde ø, og det lukkede univers skaber naturligt en kontrast til verden udenfor. I tredje sæson får den ydre verden en større rolle, fordi vi både følger dem, der forsøger at komme ind, og dem, der vil ud. 

Det tilføjer serien nuancer af systemparanoia, tillidsdilemmaer og hævnmotiver. Og det giver gode muligheder for at lave seje skurke. Oh Dal-su er superled i rollen som den svigefulde Captain Park. 

Flere ting bør fremhæves ved seriens tredje sæson. Instruktøren Hwang Dong-hyuk har selv skrevet serien, og manuskriptet er virkelig velskrevet, når man betragter det som en kombinatorisk børneleg. 

Hvis nogen for eksempel skal krydse en bro og sjippe samtidig, afprøver Hwang alle mulighederne for adfærd: Er de bange? Fortryder de og vil tilbage? Går de i panik? Skubber de andre ned? Nægter de? Hjælper de sidemanden? Stiver de sig af med stoffer? 

Alle muligheder bliver afsøgt – sådan er hele sæsonens logik. Hvis der findes en dør ud af spillet, er der ingen garanti for, hvad der venter på den anden side. Måske ingenting. Også den mulighed undersøges og tages i brug. 

Serien lever stadig af det sammenstød, der er imellem erindret børneleg og voksenhorror, som vi kender fra flere film og serier, hvor dukker, sanglege eller klovne pludselig bliver meget uhyggelige. 

Elimineringsscenerne minder om The Hunger Games, der er en slags ungdoms-remake af hovedhandlingen i den japanske splatterklassiker Batte Royale (2000), hvor mennesker castes til at dræbe hinanden, indtil en vinder står tilbage. 

Slutningen i tredje sæson er meget omdiskuteret på sociale medier, men professionelle kritikere er generelt glade for den. Det er overtegnede også, og uden at afsløre det hele, kan man godt hviske, at slutningen indeholder en fin historie om en slags skytsengel, der overbringer glædelige overraskelser til intetanende mennesker. 

Det er koreansk sødsuppe, men meget sødt og især beroligende efter nonstop blodbad i seks timer! 

Samtidig har sæsonen en lovende allersidste scene, hvor der pludselig dukker en person op – spillet af en berømt, australsk skuespiller. Scenen åbner døren for en potentiel sæson 4, som kan blive helt vild. 

Og mon ikke, at vi meget snart også får et brag af et Hollywood-remake, stadig med Lee Jung-jae i hovedrollen, men hvor historien er flyttet til USA? Så kan amerikanerne – der åbenbart ikke vil læse undertekster – være med i legen.