Squid Game – sæson 2

Man siger, at penge ikke kan købe lykke, men som alle, der har levet fra hånden til munden, ved, er det ikke helt sandt. 

Klasseskel er igen i verden mere synlig med modetrends som ”old money”, hvor ofte mindre bemidlede unge tilegner sig de velhavendes tøjstil. Skellene kommer til blodigt udtryk med virkelighedens skuddrab på en korrupt amerikansk direktør for et sygeforsikringsselskab. 

Og i fiktionens verden afspejles de enorme forskelle mellem rig og fattig i Joker-filmene, Parasite og Netflix’ sydkoreanske voldsorgie Squid Game. 

I første sæson var Gi-hun (Lee Jung-jae) den eneste overlevende blandt hundreder, der frivilligt deltog i en blodig konkurrence.

Deltagerne skulle udkonkurrere hinanden i børnespil, og taberne blev skudt. 

For hvert dødsfald steg pengepræmien, så den til sidst blev 45,6 milliarder won – næsten 222 millioner kroner – hvor kun Gi-hun stod tilbage. 

I stedet for at ride lykkeligt mod solnedgangen tager han i sæson 2 på hævntogt mod rigmændene, der manipulerede med ham og de andre fattige og desperate deltagere. Han melder sig til endnu en omgang af spillene, hvor han vil overbevise de andre stakler om at træffe moralske valg, beskytte medspillerne og gøre en ende på legen. 

Udenfor er politibetjenten Jun-ho (Wi Ha-joon) stadig stålsat på at afsløre de sadistiske lege, som tog livet af broren. De første par afsnit går således med Gi-hun og Jun-hos individuelle optrevling, som til sidst overlapper hinanden. 

Kulisserne er farvestrålende, så de ligner børneprogrammer eller quizzer i fjernsynet. Men kontoret og salonerne, hvor bagmændene sidder og ser med, er dunkle ligesom deres sjæle. Og rummene er prydet med marmor og krystalglas, der afspejler den rigdom, som magten er funderet i. 

De lyserødt klædte, maskerede vagter fra serien har inspireret et utal af halloween-kostumer. Det sender forfatter og instruktør Hwang Dong-hyuk et nik til, når vagterne i uniform går ubemærket rundt til udklædningsfest på halloween og samler deltagere. 

Ligesom i første sæson opstår der alliancer, hvor deltagere holdes ude grundet alder, køn og lignende. Så når afsnit fire slutter, lige før turen går til holdet med flest udstødte, ved seerne instinktivt, at de er værd at holde øje med. 

Et ekstra allegorisk lag får serien igennem Park Gyu-youngs benhårde No-eul, hvis familie er Nordkoreanske afhoppere og repræsentanter et håb om et genforenet Korea. Med kun en drøm om at få råd til at genforene familien melder hun sig ikke som deltager, men som vagt og bøddel til legene. 

De medvirkende er talrige og rummer en gravid kvinde, der ikke selv kan forsørge barnet, en ældre kvinde, der døjer med sønnens kolossale spillegæld, og andre skæbner på randen af ruin. 

Der er desuden både plads til en milepæl for transkønnede i Østasien med den handlekraftige Hyun-ju – omend rollen spilles af ciskønnede Park Sung-hoon – og den karikerede, pillepoppende, lillahårede undergrundsrapper, der kalder sig for Thanos ligesom Marvel-skurken. 

Anden sæson er med 68 millioner views blevet den mest sete Netflix-serie og slår dermed Wednesday’s rekord på 50,1 millioner fra 2022. Sæsonen har som sådan ikke noget nyt på hjerte, men graver et spadestik dybere i det fordækte serieunivers. 

Det er både spændende og underholdende, men også lidt overflødigt og medfører enkelte platheder som, at Gi-hun uden at vække opsigt har lavet en hel sal på et motel om til sit hemmelige skjulested – a la Batmans hule – hvor han samler og øver sig på ulovlige skydevåben. 

Mellem hver leg får de overlevende spillere mulighed for at stemme for, om de skal blive endnu en runde, så flere dør, og pengepræmien vokser. Eller om de skal dele gevinsten. 

Den mest skræmmende og fascinerende lighed med virkeligheden er, at det fremstår gunstigere for de medvirkende at træffe valg på andres bekostning end at agere moralsk og solidarisk. 

Syvende afsnit slutter med en cliffhanger og løfte om, at tredje sæson, som er planlagt med premiere i 2025, bliver den sidste. Og gudskelov, for en så bemærkelsesværdig serie fortjener at slutte, mens legen er god, og dens medmenneskelige budskab endnu ikke er udvandet.