Squid Game

Idrætsundervisningens ydmygelser er et hårdt minde for mange. Men de færreste af os blev kastet i døden, hvis vi ikke mestrede tovtrækningens ædle kunst.

Det gør til gengæld de forpinte gameshow-deltagere i det sydkoreanske Netflix-fænomen Squid Game.

Hwang Dong-hyuks thriller-serie følger ludomanen Seong Gi-hun. Han er en ynkelig klovn, som skylder penge til alle og stjæler fra sin fattige mor for at spille på heste.

Seong Gi-hun og 455 andre forgældede samfundstabere melder sig til et mystisk spil på et hemmeligt sted. Her står et kæmpebeløb på højkant til vinderen af seks uhyggelige børnespil.

Resten må lade livet.

I en allerede berømt scene dør over halvdelen af deltagerne i det indledende spil, hvor taberne af en form for stopdans skydes ned, hvis de ikke står stille nok.

Men da deltagerne tilbydes at forlade spillet, bliver det klart, at seriens virkelige verden er et endnu større helvede. Kun de rige har råd til at sige: ”Penge er ikke alt.”

Det ville være synd at kalde kapitalismekritikken i Squid Game underspillet. Fortabte mennesker, der tvinges til at slås under magthavernes nåde, låner ikke så lidt fra den populære ungdomsfilm-serie The Hunger Games.

Den sydkoreanske serie er bare endnu mere pessimistisk og kynisk. For modsat deltagerne i de amerikanske Hollywood-film stiller de koreanske deltagere aldrig spørgsmålstegn ved, hvad spillet skal til for.

De accepterer vilkårene, fordi de ikke har noget valg.

Hen imod slutningen af Squid Game bliver samfundskritikken decideret fjollet, da spillets publikum afsløres som fedladne amerikanske rigmænd med guldmasker på.

Langt mere begavet er seriens centrale spørgsmål: Er mennesker selviske væsner, der ligger, som de har redt? Eller er der et håb?

Der er menneskelighed midt i den eksplicitte og usentimentale vold. Det er især på grund af hovedpersonen.

Lee Jung-jaes lallende skuespil som Seong Gi-hun gør ham til en i første omgang frustrerende idiot, man mest har lyst til at råbe ad. Men efterhånden viser sig en gennemtrængende charme i karakteren, der som en af de eneste deltagere holder fast i sin medmenneskelighed med næb og klør.

Kort efter sin ankomst danner han et fællesskab med en veluddannet barndomsven, en gamling, en pakistansk indvandrer og en nordkoreansk flygtning.

Venskaberne bliver en varmedunk i det kolde univers fyldt med pastelfarver. Og Squid Game bliver på forunderlig vis fyldt med kærlighed.

Den generte flygtning Sae-byeok, der langsomt åbner sig for sine nye venner, og forholdet mellem den veluddannede Sang-woo og pakistaneren Abdul er gribende tv.

Selv da spillets maskerede mestre forsøger at tvinge vennerne fra hinanden i det traumatiserende sjette afsnit, kæmper Seong Gi-hun for at redde sin ven, mens folk morderisk forråder hinanden.

Seriens sidste afsnit er en bogstavelig kamp til døden mellem medmenneskeligheden og red-dig-selv-mentaliteten, og der er ingen tvivl om, hvad serien hepper på.

For det er paradoksalt nok den umenneskelige vold, der gør serien til en humanistisk oplevelse.

James Bond kan myrde flere hundrede mennesker uden konsekvenser, og Marvel-superheltene kan tåle at få højhuse i hovedet. Men når taberne i Squid Game falder til jorden, splatter deres hjerner ud overalt.

Man bliver helt forpustet af at se serien, som på kort tid er blevet blandt de mest sete på Netflix nogensinde, fordi den uundgåelige rædsel ved at se vores yndlingskarakterer dø grusomt hele tiden lurer i bevidstheden.

De sover ikke yndigt ind. Deres død bliver most i ansigtet på os, så vi umuligt kan være ligeglade.

Serien er simpelthen for spændende til, at man kan være kynisk. Og hvis vi kan kere os så meget om fiktive mennesker, er der måske håb for vores art.