The Square

Når Ruben Östlund slipper Terry Notary fra Abernes planet løs blandt den stockholmske kunstelite bevæbnet med krykker og voldske abekattestreger, så griner man uroligt. Det svenske geni lader os blive ubehageligt længe i den imposante festsal.

Til sidst føler man sig som en af abemandens gidsler, og det pinefulde spørgsmål melder sig: Ville man selv have handlet mere heroisk end filmens bedsteborgere?

Nej vel?

I Guldpalme-vinderen The Square stirrer de dannede stift ned i bordet ved mødet med det ustyrlige. Ingen vil påkalde sig primat-imitatorens opmærksomhed, og den gakkede scene forvandler sig langsomt til en svimlende satire over alle os konfliktsky pjok.

Det er årets bedste scene, og The Square er årets satiriske pletskud.

Her flere måneder efter Cannes-triumfen synes det endnu som et uforklarligt mysterium, at ingen dansk instruktør har haft øje for Claes Bangs uomtvistelige talent.

Bang brillerer i rollen kuratoren Christian, der med et udadleligt ydre og røde briller famler rundt i velfærdstatens finere lag som en leddeløs mandsling. Det fremstår vitterligt som en vellykket komisk finte at forvandle en adonis til en hensygnende hykler.

Christian får stjålet sin telefon af en fiks tricktyv, og sådan trækker Östlund sin hovedperson ud i de ghettoområder, Christian nok har holdninger til, men ingen viden om. En app viser, at telefonen nu befinder sig i et socialt boligbyggeri, og så må Christian og assistenten Michael tænke hurtigt.

Christopher Læssø gestalter hjælperen som en fornøjelig parodi over ungdommeligt idioti.

Hos Ruben Östlund er alle personerne karikerede, for instruktøren interesserer sig ikke for psykologi og baggrundshistorier. Han går sociologisk til værks, og det tilbyder et velgørende nyt og muntert blik på menneskelig ageren, når vores race reduceres til norm-låste dyr.

Det er skægt, når Christian og Michael vil bekrige en hel boligblok for at få en telefon tilbage. Det havde været mindre skægt, hvis fortidens svigt og pottetræning havde været en del af ligningen.

Psykologi er en tragedie, sociologi en komedie.

Med raske fjed og infantil begejstring begiver de to danskere sig mod den svenske ghetto. De har skrevet et trusselsbrev, som de vil poste ind ad brevsprækken til alle lejligheder. Brevet beordrer, at telefonen afleveres i en kiosk i centrum. Ellers bryder helvede løs.

Christian får fat på sin telefon i kiosken, men så bryder helvede løs. En indvandrerdreng anklages fejlagtigt for tricktyveriet, og nu vil han have hævn over Christian.

Betonghetto, telefontyveri og aggressive anklager leder tankerne hen på en anden af Ruben Östlunds ubehagelige, men fremragende film: Play.

Temaerne i instruktørens sociologiske have er altså ikke nye, men de turneres denne gang konsekvent med satirisk overskud. Samtidskunsten latterliggøres, når en rengøringsmedarbejder kommer til at feje en installation bestående af jordbunker op, skruppelløse SoMe-oggenokker sprænger en lille pige i luften i en YouTube-video, og et opstyltet pressemøde afbrydes af en mand med galopperende Tourettes syndrom.

Elisabeth Moss har haft et forrygende 2017 med The Handmaid’s Tale og Top of the Lake: China Girl. I The Square dukker hun op som journalisten Anne, der udstiller Christian som selvovervurderende dumrian.

Anne og Christian ender i seng sammen efter en våd nat. Efter hyggestunden tilbyder hun at smide hans fyldte kondom ud, men han vil simpelthen ikke give det til hende. Tænk sig, hvis hun går med planer om at føre hans flotte gener videre!

Hjemme hos Anne sjosker en stolt chimpanse rundt i baggrunden, som var dyret en tilfældig roommate. Christian sender chimpansen tummelumske øjne, men chimpansen kunne ikke være mere ligeglad med Christian.

I The Square er aberne overlegne, og selv om samtidskomedien mister lidt af sit satiriske bid mod slutningen af de 142 minutter, så er det eklatant morsomt at blive præsenteret for påstanden, at mennesket ikke er mere end et løjerligt dyr med en egoistisk bevidsthed.