Spoor

En polsk bedstemor med slag i bor i billedskønne bjerge, hvor mosekonen brygger dis ved daggry, og sådan tager en candyflossfarvet tåge over efter nattens mørke. Krondyrenes imposante gevirer viser sig i det svage lys, så områdets morgenfriske jægere får noget at sigte efter.

Spoor er en lækker film om jagt og mord. Som Coen-brødrene viste i Fargo, er billeder af blod i sne foruroligende smukke.

Duszejko (Agnieszka Mandat-Grabka) lever i en bjælkehytte med to hunde. Hun besidder en inderlig overbevisning om, at et dyr har en sjæl. Det får hende til at hade jægerne og deres blodrus.

For Duszejko kunne de lige så godt skyde til måls efter menneskebørn.

Når et menneske formaster sig til at fortælle hende, at dyr altså blot er dyr, klippes der til ultranære beskæringer af menneskenes onde munde. At de kan få de ord over deres læber!

Agnieszka Holland har skabt Spoor med assistance fra Kasia Adamik. Holland har tidligere instrueret afsnit af roste serier som The Wire, Treme, The Affair og House of Cards.

Her udviser hun en slagkraftig og djærv tilgang til filmiske effekter. Da Duszejko bliver rasende og ser rødt, oplever vi pludselig skoven gennem et rødt filter.

En dag forsvinder vores hovedpersons hunde, og Spoor udvikler sig til en dunkel krimi. Kort efter findes nogle af jægerne døde i skovbunden, og mystikken breder sig i det lille lokalsamfund.

Har viljefaste dyr endelig fundet ud af, hvordan man tager hævn over mennesker med geværer?

Agnieszka Mandat-Grabka gestalter Duszejko med en Meryl Streep’sk blanding af ro og indignation, en stor præstation.

Agnieszka Holland har skrevet manuskriptet i samarbejde med forfatteren Olga Tokarczuk, der står bag den roman, som Spoor er modelleret over. Og manusforfatterne er indledningsvis snublende nær ved at reducere figuren Duszejko til skør hundedame. Hun interesserer sig nemlig også for astrologi, og hun mener planeternes placering kan forudse dødsfald.

Men Mandat-Grabka indgyder efterfølgende den ældre dame med store mængder sødme, og så er det nok til at forstå, at områdets børn og unge synes så godt om Duszejko.

Hun bliver ven med en ung it-nørd, der i sin fritid oversætter William Blakes poesi til polsk.

William Blake har engang skrevet: ”I must create a system, or be enslaved by another man’s,” og i den ombæring kan det nævnes, at Spoor ikke udvider krimigenren med banebrydende nyt.

Også her fremstilles jægere som moralsk anløbne afvigere, der tænder på udsigten til at dræbe, og filmens forsvar for alle skovens dyr trækkes til tider vel langt ud.

En insektforsker vandrer ind i bjerglandskabet og afleverer en monolog om, hvordan man kan sammenligne menneskers behandling af larver med Holocaust. Det er sådan noget pjat, den efterhånden galt afmarcherede Morrissey kunne finde på at sige.

Filmen formår at skildre Polens konfliktfyldte forhold til Tyskland med langt højere grad af subtil finesse. Landenes fortid spøger konstant i baggrunden ved betændte baggrundshistorier og korte bisætninger.

Den største styrke ved Spoor er dog de konstant visuelt inciterende billeder.

Fotograferne Jolanta Dylewska og Rafal Paradowski sørger for at holde bjergområdets klejne hytter mørke ved at undvige elektriske pærer, så de enkelte scener ofte blot belyses af de solstråler, der trænger gennem små vinduer.

Det giver en gennemarbejdet clairobscur-effekt, som den kendes fra malerier af Caravaggio og Rembrandt.

Spoor kommer næppe til at gå over i historien som uundgåelig verdenskunst, men krimien tilbyder en smuk vandretur i polske bjerge – samt mordmysterier, der forløses efter genrens konventioner: blodigt og uden de store overraskelser.