Spise sove dø

Jeg fik aldrig kørekort.

Dette skriver jeg ikke for at henlede opmærksomheden uhæmmet på mig selv, men fordi det er et punkt, jeg har til fælles med hovedpersonen i Gabriela Pichlers første og meget talentfulde spillefilm med den hårdkogte titel: Spise sove dø.

Nu er jeg selv en absolut midaldrende mand. Kørekortet er næsten opgivet. Jeg havde ellers alle forudsætninger for at få det, da jeg var tyve. Middelklassedreng, privilegeret. Men jeg var imod biler dengang, og man kunne jo altid, forkælet og dobbeltmoralsk, sætte sig ind i en taxi. Det har jeg brugt formuer på siden.

Rastløse Raša er tyve, absolut uprivilegeret, men med uhæmmet lyst til livet. Hun er hurtig, rå og god til at bruge hænderne. Hun kan sagtens nå at tage det kørekort endnu. Eller hvad? For da hun mister sit arbejde på salatfabrikken i en lille skånsk by, selvom hun er den hurtigste til at snitte, bliver det manglende kørekort en reel forhindring for at komme tilbage på arbejdsmarkedet i det udkantsområde, hun lever i.

Gabriela Pichler vil vise, at der stadig er klasseforskelle i det moderne velfærdssamfund. Det tror jeg på. Jeg har aldrig haft et egentligt problem med mit manglende kørekort. For Raša betyder det pludselig alt.

Det minimalistiske drama omkring kørekortet er en af de mange konkrete konflikter i den muntert sørgmodige og ekstremt socialrealistiske film, der bringer mindelser helt tilbage til en klassiker som Cykeltyven fra 1948, hvor cyklen netop var en forudsætning for, at hovedpersonen Antonio kunne beholde sit job.

Men Spise sove dø er ikke italiensk neorealisme, og vi er heldigvis også langt fra 70’ernes tunge og traurige skildringer af arbejderklassen, men vi er tæt på de belgiske Dardenne-brødres hudløse skildringer af livet på bunden. Tempoet er hurtigt, selvom handlingerne er bittesmå. Der mangler måske ét stort drama – filmen har mere karakter af små vignetter – men de små handlinger har konsekvens. Vi mærker næsten fysisk den økonomiske krise sætte ind, da salatfabrikkens ejere med triste hundeøjne må fortælle arbejderne, at det er nødvendigt at skære ned på antallet af medarbejdere for at kunne bevare produktionen.

Raša kaster op, da hun mister sit job. Der er arbejdere, der har været ansat kortere tid, som får lov til at blive, fordi de går til en lavere løn. Hun lader sig dog ikke slå helt ud, og hun har også sin kærlige, men svage og fysisk nedbrudte bosniske far at tage sig af. Ham vil hun ikke svigte. Raša deltager i de reelt menings­ og indholdsløse kurser, hun skal. Hun indleder en febrilsk jagt på at få noget at lave, og da hun får at vide, at det gælder om selv at tage initiativ, stiller hun sig op i et supermarked og hjælper kunderne med at pakke deres varer, indtil hun bliver bortvist.

Portrættet af Raša, der på trods af sin ukuelighed måske er dømt til at tabe, er elementært gribende. Hun er en drengepige, som nok er muslim, men drikker sprut og slås for sjov. Nermina Lukac med det flotteste underbid, jeg har set på film, satser hele sin krop og fylde. Det er en fysisk stærk præstation, og at se hende snitte, pakke og stable salat i starten er en fryd. De fleste medvirkende i filmen er amatører, men det er kun, fordi jeg har læst det, at jeg nævner det. Der er nærvær og autenticitet, og ikke en karakter bliver spillet forkert eller dilettantisk.

Filmen befinder sig langt fra debatten om apatiske tabere på overførselsindkomst. Gabriela Pichler formår på god håndholdt vis at fortælle os om mennesker, der faktisk prøver på at få deres tilværelse til at hænge sammen, mennesker med drømme om, at livet rummer mere end at spise, sove og dø. Fordi hun fortæller os det så overbevisende, tror vi på, at de mennesker findes derude, og vi ønsker det bedste for dem, mens vi luner os i vores middelklasse – velvidende, at små og store katastrofer også kan ramme os.