Sover Dolly på ryggen

Efteråret byder på hele to hjemlige forsøg i en svær genre: den romantiske komedie. Dansk film er normalt bedre hjemme i folkefarcen. Mens Susanne Biers Den skaldede frisør lægger sig i tydelig forlængelse af instruktørens lange række af seriøse (melo)dramaer, finder Hella Joofs Sover Dolly på ryggen sjovt nok i højere grad tilbage til den mere letbenede, mousserende tone i Susanne Biers eget opsigts- vækkende populære komediegennembrud, Den eneste ene (1999).

Vi er hos Joof i den velkendte komedieverden af omhyggeligt konstruerede sammentræf, komiske misforståelser og vidtdrevne karikaturer, men heldigvis også mere end det. For selvom Sover Dolly på ryggen har en håndfuld svagheder, fejler den ikke på et afgørende punkt: De to hovedrolleskikkelser er ganske solidt opbyggede karakterer og frem for alt spillet så stilsikkert af Lene Maria Christensen og Nikolaj Lie Kaas, at spøgen trods mislyde lige akkurat reddes i land.

Den succesrige tv-værtinde Anne er single i de farlige slutår af 30’erne, hvor det er ved at være sidste udkald for moderskab, og hun beslutter sig for anonym, kunstig insemination. Selvom hun er den udpræget tjekkede og fornuftige type, begynder hun mærkeligt nok først at bekymre sig om afkommets arvede egenskaber, da det er for sent.

Men sådan er nu engang plottets påskud for at lade hende opsøge sæddonoren, der viser sig at være en yngre singlemand, som er hendes absolutte modsætning: rodet, spontan, sorgløs i en grad, der nærmer sig det afstumpede, arbejds- og karriereløs og aldeles blottet for hæmninger i sin hengivelse til øjeblikkets behovstilfredsstillelse. Alle pæne pigers rædsel – eller hva’?

En svær rolle, for mange skuespillere ville falde for fristelsen til at gøre denne uhåndterlige mellemting mellem en moderne nørd og en gammeldags boheme til en nuttet- uskyldig outsider med hjertet på det rette sted. Kort sagt: sentimentalisere. Men Nikolaj Lie Kaas attakerer figuren lige på og hårdt som den komisk håbløse blanding af ulidelighed og elskelighed, den er, med uforudsigeligheden som den centrale forsonende pointe, både i livsførelse og reaktionsmønster.

Tilsvarende er hans modsætning, den korrekte, hensynsfulde nabo (godt spillet af Casper Crump), nok til grin som følsom dydsmønstermand med præference for kønsneutrale legetøjsdukker, men ender alligevel også som en ganske afrundet figur, den velmenende fyr, der bare ikke har fundet den rette.

Heri adskiller den danske variant af genren sig fra sit Hollywood-sidestykke, der ofte er mere indskrænket dømmesyg. Rummeligheden hænger måske sammen med, at Hella Joof rendyrker et tema, som tilsyneladende står hendes hjerte meget nær: modsætningernes kærlighedsmøde. Den konstellation går igen som bærende element i næsten alle hendes film. Bøssen forelsker sig i svigerinden i En kort en lang, parcelhusfruen i baptistpræsten i Oh Happy Day, studenten i gangstertøsen i Fidibus og den udpræget hårde pige i sin udpræget blide veninde i Se min kjole.

I Sover Dolly på ryggen verbaliseres modsætningspointen af Annes forældre i en svag scene, der skal føre datteren sammen med den rette. Plottet tager igen over, og det går ud over forælderfigurerne, der bliver utroværdige.

Sådan er der lidt for mange skønhedspletter i en film, der på den ene side gerne vil bevare begge ben på jorden og på den anden more med gakkede farcepåfund og behage med happy endings. Det fungerer for mig, så længe Mia Lyhne er med i billedet som heltindens uskyldigt mandeglade sidekick – jeg er uhjælpeligt svag i knæene over for Lyhnes komiske finter og finurligt selvironiske kvindelighed.

Men Sidse Babett Knudsens enorme talent for komedie spildes på en lesbisk chef-karikatur, der har den alvorlige fejl ikke at være morsom, men ganske enkelt malplaceret i sammenhængen.