Souvenir

Man skulle tro, de fleste traumer efterhånden var blevet udforsket på film, men den belgiske instruktør Bavo Defurne udviser stor nederlags-originalitet i Souvenir.

Patéfabriksarbejderen Liliane (Isabelle Huppert) tabte i 1974 Eurovisionens Melodi Grand Prix til ABBA. Siden forlod sangskriver/manager-manden hende til fordel for en yngre kvinde, og nu er den franske kvinde fanget i hverdagens monotoni, der her udgøres af sterile omgivelser, blå klinker og hårnet.

Helt fra start foreslår Souvenir musik som en eskapisme fra trivialiteten, når titel og skuespillernavne præsteres blandt piblende bobler, som er vi sunket ned i et enormt glas mousserende vin.

Lydsiden fyldes af lette, drømmeriske toner, for Liliane finder ikke blot fortiden traumatiserende – hun længes også mod den!

Isabelle Huppert er en af tidens største skuespiller. Det tryllebindende ved hendes præstationer består i, at hun formår at fremføre et væld af kontraster samtidig. Det gådefulde blik emmer konstant af kølighed og intensitet, apati og varme.

I Michael Hanekes Pianisten kommer de skræmmende evner for alvor til deres ret, da Huppert får lov at give fuldstændigt los med galt afmarcheret liderlighed.

I Souvenir træder den vindende uudgrundelighed frem i de mere stille stunder, når Liliane med en ubegribelig tilstedeværelse spiser hvidt toastbrød med salami på fabrikken, læser den feministiske forfatter Marylin French’ The Bleeding Heart i bussen eller drikker alkohol af en kop foran pynte-dunhammere.

Desværre får Huppert denne gang lov til at funkle i et konventionelt melodrama om svær kærlighed og knuste drømme. Den fantasifulde præmis anvendes nemlig ikke til andet end at antænde en simpel romance.

En dag træder en flot fyr på 21 somre ind af fabrikkens porte, og snart sender Jean (Kévin Azaïs) lange blikke efter Liliane, for han kender til hendes internationale guldkjole-optræden, skønt han ikke var født dengang.

Jean forsøger at blive professionel bokser, når han ikke bakser med paté, men han synes hverken gruopvækkende eller krigerisk. Himmelblå øjne og et sirligt trimmet moustache får ham snarere til at ligne en forfængelig yngling.

Han gnasker da også for mange chips til at blive rigtig god til at slå hårdt. I stedet koncentrerer den flotte knallertkaj efterhånden al sin opmærksomhed om Liliane – han vil hjælpe hende tilbage i spotlyset.

Instruktør Bavo Defurne fremviser hendes optrædener som David Lynch-inspirerede musikvideosekvenser, der igen skal illustrere en vej væk fra det trøstesløse.

Men 1974 er længe siden, og publikum bliver ikke lige så forelsket i Liliane, som Jean er det. Til en udendørs koncert siver alle tilskuere langsomt væk fra scenen, og til sidst sidder blot en kvinde i kørestol tilbage og lytter til altmodische viser om umulig tosomhed.

Jeans mor billiger ikke forholdet mellem Jean og Liliane, men Souvenir bliver aldrig en film om to elskendes kamp mod resten af verden. Tværtom opsluges kærlighedsdramaet af den hverdag, der aldrig fremstår som andet end trist.

Vi overværer ganske vist de nyforelskedes glade parrelyst, men meget sigende afbrydes en karbadsscene abrupt, fordi Jean ikke føler sig forstået.

Derudover tyer Bavo Defurne og manuskriptforfatterne Jacques Boon og Yves Verbraeken gerne til tilfældigheder, når historien skal gå op. Som når Jean en dag tænder sit fjernsyn, og det første, han ser, er en reklame for en sangkonkurrence. Så går filmen i den retning!

Lilianes eksmand fra 70’erne spøger i baggrunden, for måske er han – og ikke ABBA – det nederlag, hovedpersonen aldrig er kommet over. Det trækker op til et trekantsdrama, men heller ikke dette bliver for alvor fængende.

Isabelle Huppert overstråler simpelthen unge Kévin Azaïs. Om han får hende til sidst, påvirker hverken åndedræt eller puls synderligt.