South Park – sæson 27

”Venstrefløjens hykleri vil ingen ende tage. I årevis har de kritiseret South Park for, hvad de kaldte stødende indhold, men pludselig hylder de serien,” skrev en repræsentant for Det Hvide Hus, Taylor Rogers, efter første afsnit af den nye sæson.

Faktisk har han en pointe. For hvem havde for bare få år siden troet, at animationsserien ville blive amerikanske venstrefløjs helte-show?

Trey Parker og Matt Stones serie om fire drenge i en lille Colorado-by har siden 1997 markeret sig som en liberalistisk sprøjteflaske fyldt med satirisk galle.

Serien har altid gjort mest grin med dem, der mener noget for meget. Det er især gået ud over, hvad der opfattes som frelste Hollywood-typer. Al Gore fik kærligheden at føle for sin fremsynede kamp for klimaet.

De seneste år har serien imidlertid virket som et forældet 00’erlævn. Men nu genopstår Parker og Stone som frihedskæmpere, fordi de gør tykt grin med den siddende præsident i en serie, der er lavet for Paramount. Sjovt nok samme selskab, som fyrede Stephen Colberts tilsyneladende for at lefle for Donald Trump.

Første afsnit af den nye sæson blev ifølge branchebladet Variety set af 5,9 millioner mennesker på tre dage. Så det lader til, at Paramount får rigeligt ud af deres nye femårskontrakt på svimlende 1,5 milliarders dollars med South Park-skaberne.

Afsnit to blev udskudt en uge, men nu er den her, og skaberne fortsætter frontalangrebet på præsidenten. Længe undgik serien ellers at gøre direkte grin med Trump – primært fordi alle andre gjorde det – men nu er der kommet andre boller på suppen.

I begge afsnit optræder Trump som en slesk klovn med et fotoudklip af sit virkelige fjæs som hoved. Han taler med fistelstemme og canadisk accent, har en mikropenis, og selv hans elsker, Satan, er træt af præsidentens løgnagtighed.

Kendere af South Park vil vide, at det er præcis samme skildring, som Iraks tidligere diktator Saddam Hussein fik i sin tid.

På en måde virker det tandløst at sammenligne Trump med Hussein, men der er også noget befriende over at se Trump latterliggjort på så barnlig vis frem for de pæne talkshow-svadaer.

Det minder om afsnittet, der kom umiddelbart efter terrorangrebet 11. september 2001, hvor South Park valgte at angribe Osama Bin Laden med en Snurre Snup-agtig slapsticksekvens. Ikke ligefrem begavet, men når vreden er størst, kan det være helende med en animeret langefinger mod ondskaben.

De første to afsnit af sæson 27 byder primært på denne type barnlige udbrud, og meget af det er mere plat, end hvad godt er.

Igen og igen gøres der grin med chefen for Homeland Security Kristi Noems botox-indsprøjtninger, og der afsættes rigelig tid til en revyagtig ordspilsforvikling, hvor en figur ”master debater”, hvilket får en anden til at tro, at han masturberer.

Til gengæld lykkes andet afsnit med en fin systemkritik, da den ballonagtige skolevejleder mister sit job. Desperat efter at betale sine evigt stigende forbrugsudgifter går han på kompromis med sine værdier som immigrantjæger for Homeland Security.

Det er klassisk South Park-absurdisme, da sikkerhedstjenesten hører, at der er latinoer i himlen, og øjeblikkeligt bestormer himmeriget. Selv i efterlivet er der ingen fred for indvandrere i Trumps USA.

Højdepunktet er dog den selvbevidste identitetskrise, som serien udtrykker gennem sin mest kendte figur: Eric Cartman. Den modbydelige lille dreng har i 28 år spyet homofobi, sexisme og racisme ud over verden. Men han har fuldstændigt mistet sin eksistensberettigelse nu, hvor landets præsident siger langt værre ting på daglig basis, mens store dele af samfundet følger trop.

”I har stjålet min idé!” råber Cartman forurettet mod verdens xenofobiske influencere, der tjener penge på had og reklamer for ”He-Man Supplement Powder” med smag af jordbærdrøm.

South Parks provokationer er for længst blevet overhalet af den politiske virkelighed i USA, og det klæder serien at være bevidst om det. Skolens politisk korrekte rektor PC Principal har skiftet navn til Power Christian Principal, for når ens moderne empatiske værdier lider åbenlyst nederlag, kan man lige så godt blive kristen.

Selv South Park har opdaget, at den politiske korrekthed ikke længere sidder på magten (hvad den sådan set aldrig gjorde). Trey Parker og Matt Stone vælger ikke kristendommen, men finder eksistensberettigelse i at spidde den nuværende magt, som er en støtte trussel mod ytringsfriheden end politisk korrekthed nogensinde var.

Den barnlige Trump-figur er godt nok allerede ved at miste sit bid i afsnit 2, men forhåbentlig finder serien nye angrebsveje, inden sæsonen er ovre.