Sorry to Bother You

Mangen en vred instruktør har fået publikum til at kløjes i budskabsfilm, men rapperen Boots Riley holder fanen højt og debuterer ud fra devisen: ”Kom lidt syre på skeen, hvis din medicin er sur!”

Således er klassekampen i hans overgearede Sorry to Bother You præget af pangfarvede påfund og rapkæftede stikpiller til den hvide verdensorden.

Vi følger den rodløse, sorte døgenigt Cassius Green, der opdager, at han har et naturtalent som telefonsælger. For da han finder sin ”hvide stemme” frem, kan han pludselig sælge alt.

Mens hans kammesjukker i bundetagen strejker for bedre vilkår, bliver Cassius ført op på øverste etage i guldelevator. Her handler supersælgerne med bomber, slaver og militærkup i den tredje verden.

”Jeg håber, du ikke har onaneret i dag!” siger elevatorstemmen, da han skal op for at præstere.

Lakeith Stanfield er skønt stenet som Cassius, men Armie Hammer stjæler filmens løsslupne anden halvdel som superkapitalisten Steve Lift, der introduceres med bravur: en hundreddollarseddel oppe i snotten og begge dele nede i en meterlang bane coke!

Filmen er en prægtig farvelade med nok visuelt gak til en håndfuld musikvideoer.

Men den er også en udisciplineret satire, der kun rammer tidsånden, fordi den skyder med spredehagl. Tredje akt er højst halvt så vanvittig som begyndelsen og bundet op på en langstrakt vittighed.

Og hvorfor er det egentlig, at sorte, der leger hvide, sælger bedre end hvide, der er det naturligt?

Måske gaber han over for meget i debuten, men Boots Riley tegner til at blive et festligt bekendtskab i amerikansk film. Hans humor er krukket, men den har politisk kant, og så udleverer han den hverdags-absurde måde, vi alle dummer os på.

Som da Cassius spotter en tv­-stjerne og benovet udbryder: ”Fucking sejt, jeg hader den serie!”