Sorgenfri

Sorgenfri er et modigt og tiltrængt forsøg på at anbringe zombier i en veltrimmet dansk forstad.

Den fortæller om især en familie, som har svært ved at fatte, hvad der foregår. Dagligdagen forsøges opretholdt, men folk dør omkring dem, og snart er militæret rykket ind og hele nabolaget isoleret.

Det lyder som en drøm af en genre-klassiker, men selv om effekterne fungerer godt, bygges der kun forsigtigt op til spændingen, som derfor heller ikke når at blive nervepirrende.

Jeg havde ellers glædet mig til en dansk zombiefilm – som for eksempel Jonas Ussings kortfilm Zombiehagen – der kunne more og chokere, så det er ærgerligt, at den ikke er bedre. Hvis den bliver en fiasko – og det er den meget beskedne distribution et tegn på – vil den kunne gøre det af med flere forsøg på at skaffe danske penge til film i den fantastiske genre.

Nu vil de folk i systemet, der har set skeptisk på projektet, få ret, og den konsulent, der har brugt de berømte danske skatteyderpenge (9,2 millioner kroner) på en zombiefilm, vil få sin dømmekraft betvivlet.

Læserbrevene ligger klar, og Det Danske Filminstitut har intet forsvar, der kan godtages af dansk kulturkonsensus. Ordet ”zombie” vil næppe optræde i ansøgningerne mere.

Det minder i betænkelig grad om Reptilicus-affæren fra 1961, hvor Saga Studio udsendte den første danske monsterfilm, som var så klodset og useriøs, at den blev en skandale, der gjorde det umuligt nogensinde at nærme sig genren igen på dansk grund.

Folkene på Saga Studio ville i virkeligheden slet ikke lave en Godzilla-agtig-film, der kunne gøre os bange og få os til at tænke over civilisationens skrøbelighed og urkræfternes styrke. De formåede kun at gøre, hvad de var vant til, så Reptilicus blev af pap, og Dirch Passer fik penge for at skabe sig og synge en fjollet sang.

Måske har folkene bag Sorgenfri heller ikke rigtig haft lyst til at lave en rendyrket zombiefilm. Det virker i hvert fald, som om de i stedet har villet lavet et dansk familiedrama fra forstæderne – tilsat zombier i de sidste ti-femten minutter.

Sorgenfri er således blevet nærmest zombiefri, til trods for at der tydeligvis har været rimeligt kapable effektfolk med. Og den er optaget i omgivelser, der sagtens kunne have leveret lidt rå zombie-action på de pæne græsplæner.

Skuespillerne spiller forudsigeligt og endimensionelt, ja, det virker nærmest, som om de slet ikke har lyst til at være med. Resultatet er, at zombierne er mere troværdige og levende, fordi de tydeligvis spilles af effektfolk og statister med stort engagement og ægte kærlighed til genren.

Bo Mikkelsen er den debuterende instruktør. Man må hylde hans mod, og man må gå ud fra, at zombiegenren trods alt betyder noget for ham.

Måske er modet sluppet op i mødet med nogle dramaturgers fordomme, måske i mødet med producenter og distributører, der skal betjene den danske biografbranche og dens opfattelse af publikum. Eller måske er han bare så godt konditioneret af det danske filmmiljøs forhåndscensur, at han ved, at man slet ikke må lave zombiefilm.

Så når man gør det, skal det være på den danske måde: halvkvædet, ambivalent og useriøst.

Det virker ikke, som om Bo Mikkelsen har udnyttet sit potentiale. For når zombierne angriber, er der faktisk scener, hvor klipning og komposition fungerer. Men det kommer for sent, og man er for længst hægtet af, fordi familiedramaet fungerer så dårligt.

Troels Lyby og Mille Dinesen er ægteparret, der oplever den eskalerende virusspredning og forsøger at bevare normaliteten, mens det lidet overbevisende militær erobrer villavejene, og når Lyby forsigtigt råber noget i retning af ”I skal gå væk” til zombierne i haven, bliver det ufrivilligt komisk.

Michael Birkkjær er den lidt mere handlekraftige – og dermed set med danske briller: usympatiske – nabo, og så er der også et par assorterede danske teenagere, så vi kan få lidt kærlighed på trods af truslerne og lidt opgør med forældre. Spredte tv-nyheder med gamle DR-værter fortæller halve sandheder, og normaldanskerne skal forsøge at forstå deres situation og kapere det unormale.

Den endelige zombiekrig er beskeden, og den foregår hastigt og uden det store engagement.

En god idé bliver ikke dårlig, fordi den ikke er godt nok udført. Det er en god idé at lave en dansk zombiefilm. Se filmen for at støtte satsningen – og bed til, at Sorgenfri ikke bliver den sidste af sin art i Danmark.