Sommerfuglene

En dag får Cemal et opkald fra en fortid, han ikke har beskæftiget sig med i tredive år, men som stadig ulmer i hans bevidsthed.

Hans familie faldt fra hinanden efter en hård barndom, og han og hans to søskende, Kenan og Suzan, har ikke haft kontakt længe. Men da faren ringer og beder Cemal hente sine søskende og straks rejse hjem til den landsby, hvor de er født og opvokset, åbnes der op for følelser, som de alle har forsøgt at fortrænge.

Sommerfuglene vandt juryprisen for ikke-engelsksprogede film ved dette års Sundance-festival, og den tyrkiske instruktør Tolga Karaçelik har skabt et hjertevarmt, sort komediedrama om familie, fortid og forsoning.

Som historien skrider frem bliver det tydeligt, at hver af de tre søskende kæmper med hver deres smerte og sorg. De supplerer hinanden godt.

Storebror Cemal, som ved første øjekast virker som den mest ansvarsfulde og handlekraftige, flygter fra dæmoner.

Han har forladt Tyrkiet og er flyttet til Tyskland, hvor han forsøger at gøre karriere som astronaut. ”Du løb din vej. Men du kom aldrig langt nok væk, så derfor forsøger du at blive astronaut,” anklager Kenan i et ophidset skænderi mellem de to.

Kenan selv er fra start modvillig og fornægtende. Da hans kæreste gennem fire år en dag kommer hjem og pludselig ser Kenan sidde i stuen med sine to søskende, er hun mildest talt chokeret – Kenan har altid fortalt, at han var enebarn!

Den godhjertede lillesøster ville derimod ønske, at hun havde flere minder fra barndommen.

Man føler sig hele vejen igennem i godt selskab med de tre søskende, og der er god kemi mellem skuespillerne. Særligt det underspillede, varme smil på Tugce Altugs læber i rollen som Suzan, når storebrødrene mundhugges eller Kenan ter sig, vidner om det stærke bånd, der binder de tre søskende sammen trods et helt liv hver for sig.

Første halvdel af filmen er et roadtrip på vej tilbage til landsbyen. Halvvejs inde ankommer de så, og søskendetrioen må grave ned i den fortid, de alle har vendt ryggen til.

Særligt bilturen giver anledning til stærke scener. Bilens afgrænsede rum forstørrer de små gnidninger i relationen mellem de tre søskende.

”Mor begik selvmord,” udbryder Cemal ud af det blå. Den pludselig anspændte stemning forstærkes, mens han plaprer løs om, at det er en befrielse at sige det højt, og at han i øvrigt har skrevet en selvhjælpsbog. Det er det sidste i verden, Kenan har lyst til at tale om. ”Den her tur får aldrig en ende,” sukker han.

Gennem filmen veksles der elegant mellem Kenan, Suzan og Cemals forsøg på og lyst til at være en familie – med hygge, dans og grin – men hvert sekund kan stemningen skifte til råb og familiær skrigeri.

Et af filmens stærkeste kort er den gennemsyrende absurditet, som for alvor tager fat, da familien ankommer til landsbyen.

Kenan går igennem byen og er nødt til at bane sig vej gennem de flokke af høns, der strejfer omkring. Pludselig eksploderer en høne på makaber vis og dækker ham fra top til tå i blod og fjer. De har ædt dynamit, forklarer en af de halvtossede lokale. Så Kenan er skrigrød og gennemblødt, da han opsøger den lokale imam og med gravalvorlig mine må sidde på moskeens gulv.

Da borgmesteren skal overbringe en trist nyhed, stikker han slet og ret af, og imamen gør det samme, når han midt under en begravelse bliver i tvivl om sin egen tro. Tilbage står byens irriterede beboere foran en åben grav: ”Ikke nu igen!”

Vi har mange gange før set roadmovies om folk, som skal finde sig selv og komme overens med deres fortid. Men Sommerfuglene er en bittersød søskendefortælling, der kommer ind under huden på sine karakterer.

En sen aften sidder Kenan ved Suzans seng og deler minder om moren. ”Hun puttede altid dig først,” fortæller den ellers fortidsfornægtende bror.

Dagen efter eksploderer flere høns.