Biografanmeldelse
28. nov. 2018
Sommerfuglene
De tre søskende Suzan (Tugce Altug), Cemal (Tolga Tekin) og Kenan (Bartu Küçükçaglayan) rejser hjem til deres fødeby, hvor mærkelige ting sker. Foto | Birkan Yüksel

Sommerfuglene

Der er eksploderende høns og bittersøde søskendefølelser i tyrkisk komediedrama, der sejrer med absurd humor og hjertevarm forsoning.

Af Patricia Smollerup

En dag får Cemal et opkald fra en fortid, han ikke har beskæftiget sig med i tredive år, men som stadig ulmer i hans bevidsthed.

Hans familie faldt fra hinanden efter en hård barndom, og han og hans to søskende, Kenan og Suzan, har ikke haft kontakt længe. Men da faren ringer og beder Cemal hente sine søskende og straks rejse hjem til den landsby, hvor de er født og opvokset, åbnes der op for følelser, som de alle har forsøgt at fortrænge.

Sommerfuglene vandt juryprisen for ikke-engelsksprogede film ved dette års Sundance-festival, og den tyrkiske instruktør Tolga Karaçelik har skabt et hjertevarmt, sort komediedrama om familie, fortid og forsoning.

Som historien skrider frem bliver det tydeligt, at hver af de tre søskende kæmper med hver deres smerte og sorg. De supplerer hinanden godt.

Storebror Cemal, som ved første øjekast virker som den mest ansvarsfulde og handlekraftige, flygter fra dæmoner.

Han har forladt Tyrkiet og er flyttet til Tyskland, hvor han forsøger at gøre karriere som astronaut. ”Du løb din vej. Men du kom aldrig langt nok væk, så derfor forsøger du at blive astronaut,” anklager Kenan i et ophidset skænderi mellem de to.

Kenan selv er fra start modvillig og fornægtende. Da hans kæreste gennem fire år en dag kommer hjem og pludselig ser Kenan sidde i stuen med sine to søskende, er hun mildest talt chokeret – Kenan har altid fortalt, at han var enebarn!

Den godhjertede lillesøster ville derimod ønske, at hun havde flere minder fra barndommen.

Man føler sig hele vejen igennem i godt selskab med de tre søskende, og der er god kemi mellem skuespillerne. Særligt det underspillede, varme smil på Tugce Altugs læber i rollen som Suzan, når storebrødrene mundhugges eller Kenan ter sig, vidner om det stærke bånd, der binder de tre søskende sammen trods et helt liv hver for sig.

Første halvdel af filmen er et roadtrip på vej tilbage til landsbyen. Halvvejs inde ankommer de så, og søskendetrioen må grave ned i den fortid, de alle har vendt ryggen til.

Særligt bilturen giver anledning til stærke scener. Bilens afgrænsede rum forstørrer de små gnidninger i relationen mellem de tre søskende.

”Mor begik selvmord,” udbryder Cemal ud af det blå. Den pludselig anspændte stemning forstærkes, mens han plaprer løs om, at det er en befrielse at sige det højt, og at han i øvrigt har skrevet en selvhjælpsbog. Det er det sidste i verden, Kenan har lyst til at tale om. ”Den her tur får aldrig en ende,” sukker han.

Gennem filmen veksles der elegant mellem Kenan, Suzan og Cemals forsøg på og lyst til at være en familie – med hygge, dans og grin – men hvert sekund kan stemningen skifte til råb og familiær skrigeri.

Et af filmens stærkeste kort er den gennemsyrende absurditet, som for alvor tager fat, da familien ankommer til landsbyen.

Kenan går igennem byen og er nødt til at bane sig vej gennem de flokke af høns, der strejfer omkring. Pludselig eksploderer en høne på makaber vis og dækker ham fra top til tå i blod og fjer. De har ædt dynamit, forklarer en af de halvtossede lokale. Så Kenan er skrigrød og gennemblødt, da han opsøger den lokale imam og med gravalvorlig mine må sidde på moskeens gulv.

Da borgmesteren skal overbringe en trist nyhed, stikker han slet og ret af, og imamen gør det samme, når han midt under en begravelse bliver i tvivl om sin egen tro. Tilbage står byens irriterede beboere foran en åben grav: ”Ikke nu igen!”

Vi har mange gange før set roadmovies om folk, som skal finde sig selv og komme overens med deres fortid. Men Sommerfuglene er en bittersød søskendefortælling, der kommer ind under huden på sine karakterer.

En sen aften sidder Kenan ved Suzans seng og deler minder om moren. ”Hun puttede altid dig først,” fortæller den ellers fortidsfornægtende bror.

Dagen efter eksploderer flere høns.

Titel:
Sommerfuglene

Originaltitel:
Kelebekler

Land:
Tyrkiet

År:
2018

Instruktør:
Tolga Karaçelik

Manuskript:
Tolga Karaçelik

Medvirkende:
Tolga Tekin, Bartu Küçükçaglayan, Tugce Altug

Spilletid:
117 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
29. november

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
07. maj 2022
How I Met Your Father

How I Met Your Father

Serieanmeldelse
19. apr. 2022
The Dropout

The Dropout

Nyhed
18. dec. 2025
Ekko bringer de sidste julegaver ud

Ekko bringer de sidste julegaver ud

Oscar 2026
17. dec. 2025
Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Goodbye June
Streaminganmeldelse
20. dec. 2025

Goodbye June

Gaucho Gaucho
Biografanmeldelse
18. dec. 2025

Gaucho Gaucho

All Her Fault
Serieanmeldelse
17. dec. 2025

All Her Fault

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

Mest læste

Manden bag Anden
Interview
14. maj 2009

Manden bag Anden

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten