Sommeren med Sangaile

Litauen skyder ikke ligefrem op som en lysende plet på det filmiske verdenskort.

Men det kan instruktøren Alanté Kavaïté måske ændre på.

Hun er født i Vilnius, men uddannet i Frankrig. I Sommeren med Sangaile blander Kavaïté en sansemættet, impressionistisk stil med billeder af litauiske skove og betonbyggerier fra Sovjettiden.

Resultatet er en ofte fængende beskrivelse af den første stormomsuste forelskelse, der med ét får verden til at se anderledes ud. Kavaïté skildrer den sensitive ungdom ved, at enhver indstilling og sætstykke ofte er ved at briste af betydning og symbolik.

Som når uro blandt fulde unge ved en sø manifesterer sig som en bændelorm i en fanget fisk.

Titelpersonen fra Sommeren med Sangaile er sytten. Hun kommer fra Vilnius, men er på ferie i en lille litauisk flække. Faren og moren er ikke synderligt interesseret i deres ene barn. Far vil holde fester, og mor får tårer i øjnene, når hun tænker tilbage på tiden som ballerina.

Så der er sjovere uden for det enorme feriehus, der ellers ligger idyllisk ned til en skovsø.

Sangaile spilles af den unge Julija Steponaitytė, der kløgtigt holder igen med følelserne. Hormoner spæner rundt i kroppen, men hun forsøger at opretholde en kølig fremtoning i generiske jeans og en anonym tunika. Steponaitytė formår at levere et portræt af en usikker teenager på subtil vis.

Hun er betaget af flyveopvisninger, men har højdeskræk. Sangaile har brug for én, der kan ruske mod ind i hende.

Til et luftshow møder hun den bramfri Auste (Aistė Diržiūtė), og der klippes til sanselige nærbilleder af Austes nakke og kind. Der kommer til at ske noget her.

Et sådan møde mellem to unge kvinder kan lede tankerne hen på Abdellatif Kechiche mesterligt overrumplende Adèles liv – Kapitel 1 & 2. Og begge film viser på smuk vis, hvordan seksualitet ikke er et valg. Det er noget, der slår én omkuld i ungdommen og farver resten af livet.

Men der er også forskelle på de to film. Kechiche Cannes-vinder giver et råt indblik i Adèles sult, uanset om hun smasker spaghetti eller har sex med Emma.

Sommeren med Sangaile bliver af og til for nysselig.

Forelskelsen lister sig genkendeligt ind på Auste og Sangaile, men første sexscene stiliseres unødigt. De to piger står i et skovbryn ved solnedgang. De er iført kunstfærdige kjoler, hvor der er påspændt små lysdioder. Roberne tages pænt af, og de går i gang i det høje græs.

Andre gange lykkedes Kavaïté med sine stilistiske valg, som når Sangailes højdeskræk skal beskrives. Som hos de gamle, franske impressionister ser vi dét øjeblik, hvor Sangaile synes, der er for langt ned. Det klippes frenetisk, Kavaïté anvender skarpt modlys, og vi hører, hvordan Sangaile hyperventilerer.

I optagelser fra fly afsløres filmens by som en utrøstelig, grå masse. Men de stille, dovne sommerdage i Litauen er fyldt af mening og kærlighed, når vi kommer tæt på Sangaile og Auste.

Kavaïté fremstår som en dygtig personinstruktør, der får meget ud af sine unge skuespillere. De sættes op som hinandens modsætninger, inden de smelter sammen til noget nyt.

Sommeren med Sangaile er en simpel historie om forelskelse mellem to unge mennesker. Den viser ganske rørende, hvordan en utrøstelig hverdag kan styrte sammen og genskabes som noget meget større og betydningsfuldt i mødet med ét menneske.

Så kan det tilgives, at Kavaïté af og til skruer sin symbolik op på elleve. Som når Sangaile har dårlig sex med en dreng under højspændingsledninger, der sitrer uroligt. Eller at en konkylie ligner kvindes køn, hvis man lige drejer hovedet lidt.