Sommeren ’92

Elitesportens kontrastrige, højdramatiske verden har altid været lukket land for dansk spillefilm, og til denne films fortjenester hører, at den nu råder bod på denne mærkværdige skævhed.

I portrættet af landstræner Richard Møller Nielsen, den elskede og hadede Ricardo, rummer filmen desuden noget nyt i hjemlig sammenhæng: et positivt portræt af en vaskeægte knudemand – dette monster af indelukkethed og komplekser, der så ofte har hjemsøgt vores film som en hæmsko for alt naturligt, åbent følelsesliv.

I hovedtrækkene leverer virkeligheden den kliché-dramaturgi, der er svær at slå som effektivt fortællemiddel.

Richard Møller Nielsen og hans stjernefattige landshold er op til Europamesterskaberne i fodbold 1992 dømt chanceløs. Og de er tilmed med på et afbud. Men forvandlingen til vindende svaner kender de fleste, der bare har en flygtig viden om det danske fodboldlandshold.

I sommeren 1992 var det helt ind i marven David mod Goliat, lille Danmarks kamp mod (og sejr over) de store fodboldnationer Frankrig, Holland og Tyskland. Det største danske fodboldmirakel nogensinde.

Sommeren ’92 har klogt valgt at fokusere på Ricardo, den uglesete afløser for popularitetsmagneten Sepp Piontek. Han er selve inkarnationen af the underdog, der kommer til ære og værdighed. Hjemmelivet skildres som harmonisk, men præget af trænerens mentale fravær – han tænker konstant fodbold eller ser kampe på tv. En enspænder med et blidt syngende, fynsk mæle, der signalerer uskyld og snusfornuft. Men ingen oratorisk begavelse og i sådan en grad uden lederevner, at det nærmer sig det autistiske.

Sindets knuder må han selv løse, blandt andet ved at rive sit køkken ned med stor voldsomhed. Filmens hovedudfordring er da at gøre det dramatisk overbevisende, at en så nørdet træner var andet og mere end heldig, da mirakelsejrene indløb på stribe.

Og her er det, at hans sidekick i form af Henning Jensens garvede hjælpetræner Kaj Johansen viser sig nyttig. Johansen har gennem årene set alt med sine kloge øjne og ser Ricardo som en fremragende træner, taktisk snu, sportsfagligt observant og djævelsk velforberedt, men som en dårlig leder uden tilstrækkelig menneskelig kontakt med holdet.

Ansporet af Kaj Johansen slipper den disciplinfikserede Ricardo i de afgørende kampe sine spillere fri. De skal finde tilbage til den barnlige spilleglæde, der oprindeligt gjorde dem til fodboldspillere. Og uden for banen skal de sammentømres som hold ved at få friere tøjler end normalt. Spille minigolf, spise på McDonald’s, få lov til at bo sammen med koner og kærester.

Med Johansens hjælp finder Ricardo også de rette coach-ord til problembørnene John ”Faxe” Jensen og Brian Laudrup.

Ulrich Thomsen har ikke blot en passabel ydre lighed med Ricardo, men er som dansk ekspert i knudemænd (Arven, Adams æbler, Den du frygter) skabt til Ricardo-rollen – en underspillet helt med kant og mange ulmende, underliggende følelser. Og en Henning Jensen i suveræn form er et kup som den skarptskuende højre hånd.

Spillerne selv står mindre markant. Filmen malker Kim Vilforts familietragedie, men heldigvis har Mikkel Boe Følsgaard flair for at dæmpe sentimentaliteten, mens Cyron Melville har problemer med at illudere Brian Laudrup. 

Og sans for fodboldspillets særlige magi på banen rummer filmen ikke i sine mekanisk gengivne tv-klip – på det felt har Jørgen Leth levet forgæves. 

Filmen er til en vis grad et skønmaleri.

Vi hører intet om Ricardos mindre sympatiske sider, om John ”Faxe” Jensens rå spillestil eller om, at der sagtens kunne være dømt frispark til Tyskland lige inden begge Danmarks to finalemål. Men velfortalt og velspillet er Sommeren ’92 et mere end agtværdigt bud på den første danske spillefilm om elitesport.