Soldaten

”Det var nok, da jeg begyndte at bo i skoven.”

Sådan lyder det fra tidligere soldat Henrik Martin Andersen, hvis ansigt filmes med ekstreme nærbilleder. Han fortæller om første gang, nogen mente, at han havde posttraumatisk stress.

Kameraet zoomer ud, og i næste øjeblik vandrer han højstemt igennem Amazonskoven.

Han beskriver regnskoven som et paradis på jord. Der er frisk vand, maden kan plukkes direkte fra træerne, og uden telefoner eller andre eksterne stimulanser kan man ånde et lettelsens suk.

Efter Henriks kortvarige udstationering i Afghanistan kunne psykiatriske tilbud herhjemme ikke lindre krigstraumerne. Som en moderne hippie tager Henrik derfor til Sydamerikas jungle og opsøger alternativ behandling i form af det hallucinogene stof ayahuasca.

Veteranen maler levende, surrealistiske billeder med sin beretning om vrangforestillinger omgærdet af fabelagtige væsner og lys, hvis kilde han ikke kan finde.

En time efter at have indtaget ayahuasca siger Henrik Martin Andersen, at han begynder at blive trist. Det er alle hans indre dæmoner og fortrængte minder, der kommer frem. Da oplevelsen bliver for intens, er det, som om hele hans væsen afviser et indgroet onde, og han kaster op.

Omsider mærker den tidligere soldat en velkommen lettelse og klarsyn, som han mangler i hverdagen.

Hallucinationerne er ikke formålet, forstår man. Men mandens euforiske udstråling viser, at han bestemt ikke har noget imod den tilhørende virkelighedsflugt.

Junglen med sin dyrerigdom og temperamentsfulde klima summer i baggrunden, imens filmens hovedperson sidder i gyngestolen med en smøg og fortæller om friheden i at lægge samfundet bag sig.

Hvor meget han end smiler over at have fundet sig selv i den storslåede sydamerikanske natur, aner man noget mere dybsindigt bag hans nedslåede blik.

Her er et ekko af den tabte generation efter Første Verdenskrig eller talrige amerikanske veteraner efter krigen i Vietnam. De kunne ikke vende tilbage til hverdagen og tilsluttede sig hippiebevægelsen.

Det rammer derfor som et granatchok, når tordenvejret buldrer om natten, og Henrik fortæller om de hårrejsende mareridt, der holder ham vågen. Om rådne lig, der flyder i vandet omkring ham, søsteren, der døde af kræft, og følelsen af, at nogen kaster en forbandelse over ham.

Det taler ind i en dyster, men magisk stemning. Måske er det hans traumer, stofferne eller det fremmede terræn.

Han fortæller om dårlige oplevelser med terapi, medicin, der ikke gjorde nogen forskel, og alle hans nærmeste i Danmark, der udviste en velment, men uønsket medlidenhed i stedet for at tale til ham som et almindeligt menneske.

Virkeligheden smuldrer.

Tilbage står han med fragmenterne, som han så småt begynder at tage hånd om. Ligesom blomsterbørnene, der i 1960’erne ikke længere kunne se sig selv i det etablerede samfund, må han finde en ny mening med tilværelsen.

Febrilsk beskriver den tidligere soldat et Taliban-angreb og må læne sig mod et træ for ikke at miste balancen. Han taler hurtigere og hurtigere, så man let mister dele af beretningen.

Febrilsk glemmer han nogle gange at trække vejret. Det er næsten, som var han tilbage på slagmarken.

Det er nemt at se, at han ikke er i stand til at dulme smerten ved at beskæftige sig med noget andet. Det indser han efter en ulykke i Afghanistan, hvor sygeplejerne bruger ketamin som bedøvelse. Og når psykologien ikke længere kan hjælpe ham, tyer han til stofferne.

Soldaten er instrueret af fotografen Nikolaj Møller, der på fornemste vis debuterer som instruktør takket været Nordisk Films talentafdeling Spring.

Filmen er et bevidst ensidigt forsvar af hallucinogene stoffers gavnlige effekt, og netop ensidigheden gør den fængslende. Filmen er et tankevækkende modspil til den ofte lige så ensidige fordømmelse af stoffer og giver samtidig et sælsomt indblik i krigstraumer.