Streaminganmeldelse
27. sep. 2020
The Social Dilemma
Et fiktivt element af dokumentaren The Social Dilemma viser, hvordan den unge mand Ben (Skyler Gisondo) bliver trukket ind i en verden, hvor sociale medier fylder mere og mere. Foto | Expsoure Labs

The Social Dilemma

Med nogle af de ansvarlige som kilder viser amerikansk dokumentar, hvordan de sociale medier har bevæget sig fra utopien om nærhed og et nyt fællesskab til en skræmmende dystopi.

Af Mikkel Krebs Behnke

Sociale medier har overtaget vores liv. Ikke bare optager de store dele af vores tid, men de påvirker også vores væremåde og virkelighed på fundamental vis. 

I Jeff Orlowskis dokumentar The Social Dilemma males et dystopisk billede af de sociale mediers enorme betydning og rolle i vores hverdag. Ikke mindst de voldsomme konsekvenser opbygningen og indretningen af disse platforme har på vores mentale helbred og demokrati. 

Filmen bevæger sig i mol og formår kun til sidst at indskyde et håb i dur. Ganske effektivt formår Orlowski at råbe vagt i gevær over for data-lagring og manipulatorisk teknologi. 

Resultatet er et opsigtsvækkende indblik i en verden, der skal tages langt mere alvorligt. 

Det er ikke just en nyhed, at SoMe er et kapitalistisk redskab, der virker dragende, men kan have en ødelæggende effekt. The Social Dilemma gør dog alligevel noget nyt. Orlowski taler ikke bare med professorer og tech-eksperter, men interviewer også folk, der har været med i maskinrummet i selve skabelsen og indretningen af disse platforme.

”Insiders,” kaldes de på engelsk.

De hævder at have haft gode intentioner, men nu har de det tilfælles, at de alle fortryder deres skabning. Som Dr. Frankenstein har de bragt et ukontrollabelt monster til verden, og i dag indser de, at de gik for vidt.

Tristan Harris, tidligere etisk designer hos Google, var med til at forme Gmail. Han blev selv afhængig af mailen, og det begyndte at undre ham, hvordan det eneste formål med hans job var at skabe netop afhængighed. Eller som Google måske ville udtrykke det: Fange brugerens opmærksomhed.

”Aldrig før i historien har 50 designere truffet beslutninger, der ville påvirke to milliarder mennesker,” siger han og spørger: ”Er vi blevet forheksede?”

Roger McNamee, en tidlig investor i Facebook, konstaterer køligt om vores demokrati: ”Rusland hackede ikke Facebook. De brugte simpelthen bare platformen til det, den er blevet skabt til.”

En voldsom anklage, men den har åbenbart rod i virkeligheden. De medvirkende i filmen påstår nemig, at manipulationen af vores menneskelige adfærd for profittens skyld er kodet ind i tech-firmaerne. Notifikationer, uendelig scrolling og anbefalinger, der i sidste ende bruges til at ændre vores adfærd.

Det gør brugere til et nemt bytte for annoncører og propagandister, der gerne vil lokke folk. Tag bare YouTube-fænomenet Rasmus Paludan som et eksempel på ekstreme holdninger, der trives på et socialt medie.

I The Social Dilemma vises det ved hjælp af et fiktivt handlingsspor, hvor en klassisk forstadsfamilie oplever konsekvenserne af overforbruget af telefoner og sociale medier.

Den mindste datter i puberteten higer efter anerkendelse og forsøger at finde den på Instagram og Snapchat. Men manglende likes og en sårende besked gør hende trist og endnu mere usikker.

I USA er selvskade og depression blandt unge kvinder voldsomt stigende, forklarer en psykolog.

Og så er der familiens teenagesøn, der gennem Facebook bliver opslugt af en vred agitator, som prædiker en eller anden ideologi.

Denne fiktive sidehistorie skal illustrere dokumentarens budskab, men fremstår patetisk og nærmest grinagtig. Samtidig har filmen ikke blik for, at hovedproblemet er, at den kapitalisme, som de sociale medier er drevet frem af, er fuldstændigt uden for samfundets kontrol.

Det ændrer dog ikke på, at The Social Dilemma gennem stærke kilder indefra viser, at utopien om sociale medier er ved at ende i dystopien med uhyggelige konsekvenser.

Der er dog et lille lys i mørket, hvis man bliver siddende under rulleteksterne. Vi har stadig selv mulighed for at tage styringen over vores liv. Sluk for notifikationer, kig dine konti igennem og se, hvad du har behov for. Tænk dig om og brug almindelig sund fornuft!

Efter filmen har jeg således slettet min Instagram-konto, og i stedet for Google er jeg begyndt at bruge Qwant som søgemaskine, fordi den ikke lagrer ens historik.

Titel:
The Social Dilemma

Land:
USA

År:
2020

Instruktør:
Jeff Orlowski

Manuskript:
Davis Coombe, Vickie Curtis, Jeff Orlowski

Medvirkende:
Tristan Harris, Jeff Seibert, Joe Toscano, Roger McNamee, Tim Kendall

Spilletid:
94 minutter

Premiere:
9. september på Netflix

Relevante artikler

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
20. dec. 2022
Dreyers Gertrud

Dreyers Gertrud

Boganmeldelse
17. juni 2022
Om kedsomhed

Om kedsomhed

Biografanmeldelse
03. maj 2022
Skolen ved verdens ende

Skolen ved verdens ende

Biografanmeldelse
25. apr. 2022
Jeg er Zlatan

Jeg er Zlatan

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten