Smile 2

I M. R. James’ gysernovelle Casting the Runes fra 1911 optræder en forbandelse i form af runer på et papirark, som offeret kan give videre, hvorved forbandelsen følger med. 

Historien blev i 1957 fremragende filmatiseret som Night of the Demon, og tanken om således at kunne sende en dæmonisk sorteper videre er i nyere tid holdt i live af forbandelser i Ringu/The Ring-franchisen og film som Drag Me to Hell, It Follows og Smile. 

Parker Finns Smile er så god, at jeg allerede har set den tre gange. Nu har filmen fået en velfortjent og velfungerende fortsættelse af samme instruktør. 

Smile-forbandelsen fungerer sådan, at hvis man ser forbandelsens forrige offer begå selvmord, bliver man selv forbandet. 

Derefter følger en uges tid, hvor man lider af stadigt mere skræmmende hukommelsestab og hallucinationer, hvorefter man besættes og begår selvmord – for øjnene af en tredje person, som derved bliver forbandelsens næste offer. 

Den ansvarlige dæmon viser sig undervejs i form af offerets bekendte, som smiler uhyggeligt, og selvmordene udføres ligeledes med et stort, manisk smil. 

Men den beskrivelse kommer ikke i nærheden af at antyde den uhygge, Parker Finn formår at fremmane i sin iscenesættelse, hvor udsøgt kameraarbejde suppleres af solide skuespilpræstationer. 

I den første Smile leverer Sosie Bacon horrorgenrens fineste portræt af et krakelerende sind siden Virginia Madsen i Candyman fra 1992. I slutscenen kulminerer hendes forlis for øjnene af politimanden Joel (Kyle Gallner), som er den eneste fra etteren, der også medvirker i Smile 2. 

Nemlig i en brutal åbningssekvens, hvor hans forsøg på at give forbandelsen videre til en person, der har fortjent det, mislykkes på spektakulær vis. Fulgt af en exceptionelt makaber bilulykke, der ikke ligner noget andet, jeg nogensinde har set på film. 

Derved sætter filmen med det samme et højt niveau, som den holder det meste af vejen med samme kvaliteter som originalen. Kun hen mod slutningen får de utallige jump scares så småt karakter af rutine. 

Hovedpersonen er denne gang en popstjerne (Naomi Scott, kendt for Aladdin), der derved har taget springet fra syngende Disney-prinsesse til syngende scream queen.

Skye Riley har mistet sin kæreste i en bilulykke, der har efterladt hende traumatiseret med store ar på ryg, mave og sjæl. Et forsøg på at score smertestillende medicin får konsekvenser, da dealeren foran hende hamrer sit sygt smilende fjæs itu med en Barbell-vægtskive. 

Så ved vi godt, hvad klokken er slået, men det gør hun ikke. Endnu. 

Under forberedelserne til en planlagt comeback-koncert, der for alt i verden ikke må aflyses, synker sangerens verden i grus. Det sker for øjnene af kolleger og andre, der tror, hun blot skal hjælpes med efterveerne af bilulykken. 

Trods et stort persongalleri bærer Naomi Scott hele filmen, hvad end hun synger og danser eller martres af dæmonens manipulationer. Uden at nå samme mørke niveau af krakelerende vanvid som Sosie Bacon i etteren er det en tilfredsstillende præstation, der føjer menneskelighed til filmens galleri af grafiske grusomheder. 

Typisk for toere til horrorfilm, der har nået et større publikum end ventet, er Smile 2 en anelse mere mainstreamvenlig end originalen. Men for de sarte er den ikke. 

Filmen slutter med en djævelsk udspekuleret sequel hook, og en 3’er synes stensikker. 

Det efterlader et beslægtet mysterium. 

Ringu-franchisen virker endeløs (seneste film kom i 2022), men hvorfor har vi efter et helt årti stadig ikke fået en 2’er til It Follows (instruktør David Robert Mitchells karriere synes trods stor anerkendelse at være gået helt i stå)? Og hvorfor er der efter mere end et århundrede kun lavet tre filmatiseringer af Casting the Runes (senest en tv-film i 1979)? 

Åbenbart har også filmbranchen sine forbandelser!