Smile

Der står et støvet familiefoto på sengebordet, og gulvet flyder med tomme vinflasker og pilleglas. Et forsigtigt klokkespil tager til, mens kameraet nærmer sig sengen.

En kvinde har begået selvmord.

Ekkoet fra et højlydt skrig runger videre, da filmen springer til et hospitalskontor. Psykiateren Rose Cutter fandt sin mors lig som lille og arbejder nu med patienters traumer og psykiske sygdomme.

Arbejdsdagen er slut, men Rose tager lige imod en patient mere. En rystende kvinde står og gemmer sig bag døren, mens hun panisk fortæller, at hun ser noget. Hun ser mennesker, der smiler.

Rose beder roligt den unge patient Laura om at fortælle om sine vrangforestillinger, men det får hende bestemt ikke til at falde ned. Laura farer op, smadrer en vase og kigger Rose dybt i øjnene, mens hun storsmilende skærer halsen over på sig selv.

Efter den frygtelige oplevelse begynder Rose selv at hallucinere. En smilende Laura dukker op overalt.

Smile er Parker Finns debutspillefilm. Og efter utallige jump scares ved synet af Laura fornemmer man, at han har været bange for ikke at skræmme publikum med sin første film.

Nervepirrende og høj musik gør det klart, hvornår der er fare på færde. Der spares ikke på det velkendte gyserkneb, hvor selv åbningen af en dåse kattemad bliver en mulighed for at sende et chok gennem livet på publikum.

Rose arbejder på et sterilt psykiatrisk hospital. Receptionisten fyrer tørre jokes af, mens overlægen minder hende om, at man må indtænke hospitalets økonomi, når valget om en behandling skal træffes.

Miljøet står i skærende kontrast til kompleksiteten i patienternes lidelser.

Roses patienter fremstilles som personer, der er lig med deres psykiske sygdom. En mandlig patient gentager uafbrudt, at han skal dø og er ligegyldig. Det bliver noget karikeret, og man mærker ikke mennesket bag sygdommen.

Derfor går filmens tematik om sindslidelser ikke rent ind.

Chokket affødt af de høje lyde bliver dermed filmens motor. Smile kunne med fordel ellers være dykket dybere ned i Roses barndomstraume eller hendes patienters lidelser for at skabe en ubehagelig fortælling.

I stedet udvikler historien sig mod, at der er noget overnaturligt på spil.

Rose starter en efterforskning af patientens selvmord med hjælp fra en politibetjent. Laura så sin universitetsprofessor begå selvmord, og der viser sig at være en lang række af selvmordere, der alle har overværet et selvmord. Og nu har Rose set Laura tage livet af sig selv.

Smile følger en gyser-tradition fra film som The Ring og It Follows, og det er en grundlæggende effektiv historie, at noget større er på spil og gør livet svært for mennesker i en dominoeffekt. Filmen udvikler sig til et virvar af stadig mere dæmoniske vrangforestillinger.

Handlingen bliver splittet, så man i høj grad er vidne til Roses hallucinationer. Vildest bliver det, da hun jagtes af en flere meter høj, brændende version af sin mor.

Sosie Bacon leverer en stærk præstation som Rose og optræder i næsten alle scener med en konstant skiftende udstråling af angst og panik. Skuespillerens ansigtsudtryk er filmens mest troværdige skildring af psykisk sygdom.

Smile rummer kimen til en kritik af vores moderne samfunds afvisning af psykiske sygdomme. Men den følger ikke pointen ordentligt til dørs, fordi der kun skrabes i den psykologiske overflade, inden det overdrevne horror-vanvid bryder løs.

Et smil forbindes almindeligvis med noget positivt. Men for Parker Finn gemmer der sig altid noget bag. Det gentager han løbende med alt fra smilende selvmordere, uhyggelige malerier og et smil, der dannes af blodet fra et lig.

Instruktøren formår at skræmme publikum fra vid og sans, men man tager ikke ubehaget med sig ud af biografen.