Serieanmeldelse
03. okt. 2024
Slow Horses – sæson 4

66-årige Gary Oldman spiller forrygende som den dybt frastødende, men knaldende dygtige efterretningsagent Jackson Lamb.

Foto | Jack English

Slow Horses – sæson 4

Man bliver helt forelsket i britisk spionserie, der er rasende spændende, velspillet og smuk.

Af Kristian Ditlev Jensen

Det er sjældent, at en spionserie rammer helt plet, når oplægget er forudsigeligt. 

Meta-plottet er en gammel traver, herhjemme brugt af Jussi Adler-Olsen i Afdeling Q-serien. Man laver lige en fiktiv afdeling af det etablerede efterretningsvæsen – her er det MI5, det britiske sikkerhedspoliti. Og så kan denne ”særlige” afdeling slå sig løs, ofte på den gale side af loven. 

Jackson Lamb er chef for Slough House, som har det lidt sløje dæknavn ”Slow Horses”. Han spilles så forrygende af en distingveret, 66-årig Gary Oldman, at han i sig selv er hele serien værd. 

Jackson er en dybt frastødende, men knaldende dygtig efterretningsagent. Han er chef, men er røget på udskiftningsbænken. 

Så imens han prutter og bøvser og drikker whiskey til morgenmad og sviner Gud og hver mand til – som regel med fødderne oppe på skrivebordet og madrester i det tjavsede fuldskæg – opklarer han sag på sag sammen med sin noget tvivlsomme bemanding. 

Det er et spraglet sammenrend af spioner, der er sendt ud i kulden. De er gamblere, narkomaner, nørder eller bare handlingslammede under spidsbelastning. 

Serien, som også er et elskeligt portræt af et nutids-England, post Brexit, har kørt i tre forrygende sæsoner. I den fjerde sættes den gennemgående figur River Cartwright (Jack Lowden) igen i forgrunden. 

River har dårlig dømmekraft, så han er ikke en oplagt mesterspion, mener hans chefer. Men fordi hans morfar var en stor kanon i MI5, er han lidt af en nepo baby. Rivers far er imidlertid et mysterium, for han har aldrig kendt ham. 

Fjerde sæson begynder med en terroraktion i et indkøbscenter, der bliver sprunget i luften. Bag det hele står en monstrøs mand, eks-CIA-agent, iskold. Men hvem er denne Frank Harkness? 

Igennem de seks afsnit, som hver sæson udgøres af, mosler vi med rundt i London – både over- og underground – men vi kommer også kommer vi til Frankrig. Og et smut længere tilbage i tiden. Helt tilbage til et tidspunkt, som svarer meget godt til, hvornår River blev undfanget. Og så bliver det spændende. 

Mysteriet om Rivers far bliver afsløret af den i Australien residerende engelske skuespiller Hugo Weaving – som faktisk er født i Nigeria – og han er ærligt talt ikke noget rart møde. 

Da han endelig træder i karakter som Rivers biologiske far, smider faren få minutter efter en rigtig håndgranat i Rivers hættetrøje. Efter at have trukket splitten, selvfølgelig. 

Fjerde sæson er, som de foregående, simpelthen rasende spændende, velspillet, smuk og lækker.

Man bliver helt forelsket i den. Ikke kun i Oldmands bovlamme Lamb og alle hans fuldkommen fantastiske oneliners, men også i alle de øvrige skuespilleres seje præstationer. Jack Lowden er en slags nærmest lidt sød spion, når han spiller River Cartwright. Kristin Scott Thomas er autoritær politichef. Rosalind Eleazar spiller en skøn, spion med evige kæresteproblemer. 

Noget af det fineste ved serien er, at den dvæler ved en række almenmenneskelige problemstillinger, samtidig med at der bliver skudt i alle retninger og aflyttet lokaler. 

Saskia Reeves spiller for eksempel en midaldrende kvinde, der kæmper med at holde en spinkel ædruelighed igennem hele serien, imens folk hæmningsløst udnytter hendes svaghed. 

Jonathan Pryce bliver som David Cartwright, altså Rivers morfar, igennem fire sæsoner tiltagende dement. I fjerde sæson folder det sig helt ud, da han i sin omtågethed skyder en forkert mand. Måske – for han har stadig lysende klare momenter.

Det er godt tænkt af Mick Herron, der har skrevet serien af spionromaner med Jackson Lamb i centrum – de fleste er oversat til dansk – at gøre hjernens forfald til et tema i en serie om intelligence.

Hvis man ikke kan få nok af Jackson Lamb, og det kan denne anmelder ikke, så kan man glæde sig over, at den femte sæson allerede er hældt i støbeskeen.

Titel:
Slow Horses

Sæson:
4

Land:
Storbritannien, USA

År:
2024

Instruktør:
Adam Randall

Manuskriptforfatter:
Will Smith, Morwenna Banks, Mark Denton, Jonny Stockwood

Medvirkende:
Gary Oldman, Jack Lowden, Kristin Scott Thomas, Rosalind Eleazar

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
4. september på Apple TV+

Relevante artikler

Serieanmeldelse
12. apr. 2022
Slow Horses

Slow Horses

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
04. dec. 2025
Hvem passer på grisene?

Hvem passer på grisene?

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Valdes jul – Vintermiraklet

Valdes jul – Vintermiraklet

Serieanmeldelse
28. nov. 2025
Blossoms Shanghai

Blossoms Shanghai

Serieanmeldelse
24. nov. 2025
The Beast in Me

The Beast in Me

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten