Slag for slag

Der er vaskeægte 1. maj-stemning i franske Marin Karmitz’ kvindekampsdrama fra 1972. 

Her tænkes der ikke på dåsebajere og shotsrør i Fælledparken. Nej, Slag for slag dufter af kamp, røde faner der blafrer i vinden, fællesskab, opgør og ikke mindst oprør. 

Hvad der altid har været ånden på arbejdernes internationale kampdag.

Nok er nok for de hårdtarbejdende franske kvinder, der fra morgen til aften slider og slæber på en syfabrik for lav løn.

I anledning af kvindernes internationale kampdag den 8. marts får Karmitz’ vrede 70’er-film premiere i Danmark i udvalgte biografer. Og her passer den som fod i hose. Der er nemlig ikke bare en kvinde i hovedrollen, men fokus er på kvindens rolle i samfundet.

Ikke bare udnyttes kvinderne igennem kapitalen og produktionen, men de har samtidig også de huslige pligter, der venter hjemme efter en lang arbejdsdag.

Med Slag for slag giver Karmitz befriende en stemme til kvinderne – en stemme, som man virkelig kan høre og føle. Filmen giver et fascinerende indblik i strejken og besættelsens hårde kamp, men også i drømmen om noget bedre, som oprøret vokser ud af.

Meget er sket siden 1972.

Arbejdsmarkedet og kvinderettigheder har ændret sig siden premieredatoen for næsten 50 år siden. Men filmen er også et fremragende vidnesbyrd om, at intet kommer af sig selv.

Der ligger en kamp bag al forandring.

Slag for slag præsenterer en flok hårdtarbejdende kvinder i alle aldre. Fra tidlig morgen til aften sidder de ved symaskinerne, mens lederne går rundt mellem arbejdsstationerne og holder øje med dem. Der er ingen pauser til mad og et forbud mod toiletbesøg – og hvis produktionsniveauet falder, risikerer man at blive afskediget.

Utilfredsheden og frustrationerne breder sig.

Det hele kulminerer, da en af kvinderne får et sammenbrud, og to andre kvinder, der ikke kan leve op til det høje produktionspres, får en fyrreseddel.

Kvinderne går på barrikaderne. De påbegynder en strejke og besætter fabrikken. Opgøret mod ledelsen er begyndt.

Filmen er baseret på virkelige hændelser og samtaler med fabriksarbejdere, der optræder som sig selv – også i de fiktive rekonstruktioner. Vi kommer helt tæt på de trætte ansigter og slidte kroppe. I lydbilledet pumper maskinerne med en øredøvende larm, der blot understreger det arbejdshelvede, kvinderne befinder sig i.

Under besættelsen udvikler infernoet sig dog også til et kvindeligt fristed, hvor feminismen blomstrer. Det er rørende at se, hvordan drømme udveksles i en sand stemning af kvindelejr med guitar og sang.

Det er ikke blot en medlevende skildring af klassekampen, men også et spændende indblik i kvindernes håb for en bedre fremtid.

Instruktør Marin Karmitz (født 1938) er bedst kendt som producer af Krzysztof Kieslowskis trilogi Blå, Hvid og Rød, men han har også arbejdet sammen med Ken Loach, Michael Haneke, Claire Denis og Taviani-brødrene.

Han har fået sin filmiske opdragelse som instruktørassistent hos Jean-Luc Godard og Agnés Varda, men har selv kun instrueret en krigerisk filmtrilogi, hvoraf Slag for slag er den sidste.

Det er tydeligt, at Karmitz er blomstret ud af ’68-oprøret. Det samme kan siges om Godard, der faktisk havde premiere på en lignende strejkefortælling i 1972 ved navn Her går det godt.

Men hvor Godard ser kampen gennem sine egne linser, overlader Karmitz gulvet til de kæmpende kvinder.

Slag for slag er uden tvivl en film af sin tid. Men den vækker den dag i dag stadig genklang – tænk bare på børnearbejdere i Asien – og derfor fortjener den en aktuel premiere. Vi er kommet langt med kvindekampen, men der er stadig kampe tilbage.