Skruk

”Flot fys,” kalder veninden Simone med glimt i øjet Nannas seneste scoring, fysioterapeuten Søren.

Det er ikke uden misundelse, at den enlige mor driller hovedpersonen, der har let ved at få mænds opmærksomhed, men foretrækker at fokusere på karrieren.

Nanna stortrives som single karrierekvinde, indtil hun møder ekskæresten Mathias samme dag, som hun opdager, at hun kun har seks måneder, før hun løber tør for æg.

Som et lyn fra en klar himmel vil hun have hans barn, koste hvad det vil.

Belejligt nok afleverer han sæd på fertilitetsklinikken, hvor hun og Simone arbejder. Når veninderne drikker sig fulde efter arbejde, lister Nanna forbi laboratoriet, lægger sig op på briksen og inseminerer sig med eksens sæd.

Næste morgen vågner Nanna med mere end tømmermænd og et forklaringsproblem, da det er tydeligt, at nogen har brudt ind på klinikken efter lukketid.

På trods af ligheder med det tankevækkende norske drama Made in Oslo, hvor en fertilitetslæge mod ægtemandens vilje inseminerer sig med hans sæd, udspiller danske Skruk sig som romantisk komedie.

Nanna (Josephine Park) er nemlig splittet mellem planer om at forføre fysioterapeuten Søren og give ham skylden for at gøre hende gravid og genoplive forholdet til Mathias.

Seriens mest følelsesladede scener afbrydes af, at gravide Nanna ligger på knæ foran kummen og kaster op. Kontrasten er morsom, ikke mindst fordi Josephine Park perfekt balancerer mellem kropskomik og realisme.

Hendes urkomisk selvoptagede mor (Tammi Øst) kan ikke se, hvad der foregår, og spørger med henkastede øjne, om datteren nu har overspist igen.

”Må man mon have ungen med sig i fængsel?” lyder det i Nannas indre monolog, når hun sidder alene i mørket og overvejer konsekvenserne, hvis hun bliver opdaget.

Men seriens sjoveste figur er Charlotte Muncks konfliktsky kontorchef Helle. Iført høje hæle og nederdel døjer hun med balancen i en lårklaskende scene, når hun forsøger at sætte sig i den kajak, kollegerne giver hende i 50 års fødselsdagsgave.

Tidligere har Josephine Park stjålet rampelyset med birollen i DR’s ungdomsserie Doggystyle, men hun stråler som hovedrollen i Skruk.

Skuespilleren forener Nannas personlige skræk og fertilitetslægens professionelt stabile hånd, når hun tager en håndfuld graviditetstests med sig på badeværelset for at være helt sikker.

Der er en naturlig ømhed omkring Nannas kejtede omgang med Mathias (Simon Sears). Og hendes flirt med Søren (Emil Prenter), hvor hun med tungen binder en knude på en kirsebærstilk, er besnærende.

”Fuck,” mumler Nanna snøvlende og tumler rundt på kontoret i indledningen af seriens første episode. I baggrunden flyder en 80’er-nostalgisk synthmelodi over i moderne popmusik, inden alt bliver stille, og tiden skrues tre dage tilbage.

Sekvensen er unødvendig og forvirrende, eftersom serien udspiller sig over længere tid, og begivenhederne i løbet af de tre dage flyder sammen, så tidslinjen ingen rolle spiller.

Mere vellykket er montagen af svære samtaler, hun har med klienter. Den enlige, barnløse kvinde klarer dem med en hvid løgn om eget moderskab, som tilpasses den enkeltes behov.

Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer – kendt for Ekko Shortlist-hittene Ztriwer og Junk Love – har begået et yderst veloplagt manuskript.

Nannas dårlige beslutninger får store konsekvenser for hende, Simone og arbejdspladsen. De bunder i kvindens hovedkulds forelskelse, som blæses ud af proportioner.

Hver gang helten i den græske fortælling om søuhyret Hydra forsøger at komme bæstet til livs ved at hugge hovedet af det, vokser der to nye i dets sted.

På samme måde vokser løgnene, når Nanna prøver at redde sit eget skind. Trods det noget bedagede kvindesyn vinder serien med sin humor og sine pragtfulde præstationer, der bør gøre den til en seersucces.