Sisu: Road to Revenge

Hovedpersonen i de foreløbigt to Sisu-film er en finsk ekssoldat: Aatami Korpi, en af disse supersoldater, actionfilm har været befolket af siden 1980’erne. Han er berygtet og frygtet under navnet Koshchei, der betyder ”den udødelige”. 

Veludrustede hærskarer af fjender har oplevet, at navnet er velbegrundet. Rammes han i hovedet af en kugle, piller han den roligt ud igen. Når han altså får tid. 

I den første film, som Ekko gav fire stjerner, møder vi ham som guldgraver ved slutningen af Anden Verdenskrig i den finske ødemark, der vrimler med nazister på tilbagetog. Filmen er en intenst underholdende og visuelt imponerende opvisning af sprængfarlig opfindsomhed. 

Toeren Sisu: Road to Revenge byder på mere fra samme skuffe, bare endnu bedre. Eksempelvis er de nazistiske skurke her udskiftet med russere, hvilket jo i skyggen af Putins krig ikke kan siges at stride mod et nordisk publikums følelser. 

Ved filmens start er Anden Verdenskrig overstået, og Finland har afgivet territorium til Sovjet. Aatami Korpi får tilladelse til at drage over grænsen for at hente sit hus, som han bjælke for bjælke skiller ad og læsser på en lastbil. 

Dernæst er det i teorien bare at køre tilbage til det, der stadig er finsk territorium, og samle huset igen. Men så let går det naturligvis ikke. 

For at stoppe ham kontakter KGB Igor Draganov, spillet af amerikanske Stephen Lang, hovedskurken i Avatar. Draganov er tugthusfange, men loves frihed og rigdom, hvis han dræber Aatami Korpi. Samme legende, han selv var med til at skabe ved i sin tid at myrde Korpis hustru og datter, reducere dem til hakkekød og dermed fodre gadens hunde. 

Her får filmen endnu en tak opad. I den første var Korpi motiveret af guldet i sine saddeltasker, men nu er han motiveret af den sorg og hævntørst, der fylder hans hjerte. Det gør selvsagt en væsentlig forskel for både hans og tilskuerens engagement. 

Aatami Korpi spilles af den erfarne, teatertrænede karakterskuespiller Jorma Tommila, der filmdebuterede i 1981. Et internationalt publikum lærte ham at kende med julefilmen Rare Exports (2010), hvor han bekriger selveste Santa Claus. 

Med sit furede ansigt formår han at udtrykke stort engagement med små midler, og i Sisu: Road to Revenge leverer hans øjne den dynamit, der side om side med kugleregn og detonationer er filmens heftigste drivkraft. 

Ydermere nyder filmen godt af et åbenlyst højere budget. Ligesom den første film er handlingen opdelt i afsnit med kapitelskilte, og for hvert afsnit optrappes filmens scenografi og intensitet. 

Den første konfrontation udvikler sig hurtigt til en pragtfuld Mad Max-chase, hvor lastbilen angribes fra alle sider. Først af bikers med Rocketeer-agtige stålhjelme, dernæst af et kampfly, der formår at forfølge vor helt gennem tætvoksende træer ved at vinkle vingerne lodret. Det er den flotteste jagtscene i en skov siden Star Wars: Episode VI – Return of the Jedi fra 1983.

Da sidste kugle er affyret, styrer piloten sit fly i kamikazekurs direkte mod lastbilen. Men Koshchei har ikke sit øgenavn uden grund. 

Efter et kort mellemspil båret af el-tortur og tilsvarende gnistrende monolog placerer filmen atter støvlen på speederen. Nu med Aatami Korpi hjælpeløst lænket i et tog på vej mod Sibirien, fyldt med russiske soldater – og et ballistisk missil!

Igen lykkes det filmen at trappe elegant op fra neglebidende suspense til eksplosiv action, krydret med et væld af opfindsomme og visuelt imponerende idéer, inden de to dødsfjender tørner fysisk sammen i en tvekamp på knytnæver, ske, gaffel – og raket. Her kulminerer et højdepunkt i actiongenren, intet mindre. 

Gearskiftet fra første til anden Sisu-film er en af de flottest udførte optrapninger af kvalitet, vi har set siden de to første Mad Max-film. Og ligesom dengang skriger de to på en treer. Mindst.