Ud over et forfatterskab af digte, romaner og essays har Siri Hustvedt også en akademisk karriere og en kunstnerisk tegnepraksis, men filmen formår at indfange hele hendes virke.
Foto | Medea Film FactorySiri Hustvedt – Dance Around the Self
Kærlighed, kunst og kvindehistorie spejler hinanden i det ambitiøse portræt af forfatteren Siri Hustvedt, som brænder sig fast i bevidstheden.
Livmodermyter, censur mod kønsbehåring i grafik, fængsling af rygende kvinder i herretøj og forbundskansler Angela Merkels rysteanfald.
Vi kommer vidt omkring, når instruktør Sabine Lidl behandler norsk-amerikanske forfatters Siri Hustvedts forfatterskab og får hendes liv til at tale sammen med noget større.
Filmsproget er legende og nysgerrigt. Og det afspejler Siri Hustvedts måde at tænke på, hvor man aldrig stopper med at forstå. Der findes ingen fyldestgørende forklaringsmodel. ”Det er dér, humoren og fornøjelsen opstår,” som hun siger.
Til tider virker filmen mest henvendt til dem, der mestrer academia-lingo og kender til Hustvedts forfatterskab. Men Dance Around the Self er det skolebænksagtige besvær værd.
Hustvedt, der har skrevet bøger som Den flammende verden og Sommeren uden mænd, fortæller løs, mens hun roder i hukommelsen og gamle papirstakke. Kameraet vender sig også mod forfatterens veninder i New York og søstrene i barndomshjemmet i Minnesota.
Der er også intime refleksioner om Hustvedt fra ægtemanden og forfatteren Paul Auster op til hans død i 2024.
Portrættet skriver sig ind i en række andre nylige dokumentarer om skelsættende kvindelige stemmer, der ser tilbage på deres historie og den rolle, deres køn har spillet i den.
For eksempel The Center Will Not Hold, om forfatter og journalist Joan Didion, Pamela, A Love Story, om model og skuespiller Pamela Anderson, og Martha, om forretningskvinden Martha Stewart. Uden nødvendigvis at være sympatiske helte har disse kvinderne brudt kulturelle glaslofter.
Filmene rummer en feministisk facet, der består i at genfortolke historien.
I Dance Around the Self er feminismen særlig udtalt. Ofte med overskud og et glimt i øjet. Som når Hustvedt fortæller om hekseafbrændinger og tilføjer: ”Den store synder var at danse med djævlen og spille kort med ham. Hvilket jo egentlig lyder ret sjovt.”
De første tyve minutter i Dance Around the Self er dog unødigt tunge. Det er som at være til en forvirrende digtoplæsning, mens man beundrer en kendisbolig i Architectural Digest – her Hustvedt og Austers henrivende New Yorker-lejlighed.
Men holder man fast, åbner portrættet sig. De oplæste ord fra hendes bøger hægter sig på følelserne i den visuelle livsfortælling.
Ambitionsniveauet er højt, og man forstår godt instruktørens kvaler med at indfange kompleksiteten af Hustvedts virke. Ud over et forfatterskab af digte, romaner og essays har hun også en akademisk karriere og en kunstnerisk tegnepraksis.
I dokumentaren ses hendes karakteristiske stregtegninger, både på fysisk papir og som animerede figurer, der spiller en illustrativ rolle i fortællingen. Hustvedts talestrøm går ufortrødent ned ad historiske stier, hvor kvindelige kunstnere og genier næsten får selvstændige roller.
På billedsiden åbnes støvede bøger med afslebet skrift. I næste øjeblik kastes der rundt med tyske begreber og analytiske tilgange såsom fænomenologi og psykoanalyse.
Men der er også åndehuller som kærlighedshistorien mellem Siri Hustvedt og Paul Auster, som udfoldes roligt og magnetisk. Austers første kærlighedsbrev til Hustvedt er så forsigtigt, men fuld af vilje og elegance, at man hviner og smelter på samme tid.
Tematisk forholder dokumentaren sig til ”kvinden” og ”selvet” som fænomener. Men værket berører også emner som kræft, sorg og forældreskab. De alvorstunge emner synger gennem Hustvedt og Austers velformulerede stemmer, og intet er klichéfyldt.
På trods af sine filmiske virkemidler er det sproget, der bærer værket – som en stille påmindelse om litteraturens udvidende kraft. Til gengæld bliver den samlede oplevelse hængende i bevidstheden længe efter.
Titel:
Siri Hustvedt – Dance Around the Self
Land:
Tyskland, Schweiz
År:
2026
Instruktør:
Sabine Lidl
Manuskript:
Sabine Lidl
Medvirkende:
Paul Auster, Sophie Auster, Katerina Fotopoulou
Spilletid:
110 minutter
Premiere:
12. marts på Cph:Dox
- Tags:
- paul auster,
- siri hustvedt