Sindssygelægen – sæson 2

”Gå nu ikke for langt, Eloise!” råber en mor til sin datter, da de træder ind ad døren i stormagasinet.

Indenfor vandrer Eloise igennem en drømmeagtig labyrint af legetøj, da pigen pludselig udstøder et gennemtrængende skrig. Imellem dukkerne har hun fundet et dødt spædbarn, og der løber en tyk, mørkerød væske ud af munden på det.

Barnet er kun et af mange ofre for kidnapninger, som i 1897 genforener psykoanalytikeren Laszlo Kreizler, privatdetektiven Sara Howard og bladtegneren John Moore.

I første sæson af Sindssygelægen standsede de sammen en seriemorder, der hærgede i New York.

Og Daniel Brühl (Good Bye Lenin!) er stadigt fængslende som Laszlo. Han inkarnerer tidsånden med sin interesse for det okkulte. Hypnose er for eksempel et hjælperedskab til at få traumatiserede øjenvidner til at huske forbrydelserne, de har set.

I anden sæson er der en spirende romance mellem Laszlo og kollegaen Karen Stratton. Alligevel er det stadig hans gådefulde praksis som psykoanalytiker – dengang kaldt en sindssygelæge – og hang til at løse mordgåder, som er karakterens force.

Imidlertid er der en gnist mellem John (Luke Evans) og Sara (Dakota Fanning), som truer med at skabe offentlig skandale, fordi John er forlovet.

Og Dakota Fanning stjæler rampelyset som Sara i anden sæson. Allerede i første afsnits indledende scene møder vi hende i fuld galop i hestevognen ned ad Manhattans travle gader. Hun adskiller sig fra de føjelige, borgerlige frøkener og er dissident i det mandsdominerede USA.

”En kvinde, hvis barn er bortført, er hverken hysterisk, følsom eller irrationel. Hun har en grund til at være sådan,” siger hun til sine mandlige kolleger.

Flere af seriens mandlige personer ser Sara som en trussel mod deres magt. En bladmand – baseret på virkelighedens mediebaron William Randolph Hearst – trykker derfor spiddende artikler om hende.

Seriens blanding af snusfornuft og psykoanalyse til optrævlingen af mord er underfundig. Det er et kendt greb i genrefæller som Mindhunter og Forbrydelsen, men i det gamle New York føles det alligevel friskt.

Sindssygelægen udspiller sig i det bedre borgerskabs stuer dekoreret i overdådig klunkestil, men også i en kaotisk, korrupt stenørken. I 1890’ernes New York husede byens slumkvarterer nogle af verdens mest lurvede skabninger, hvilket også gav Scorsese inspiration til Gangs of New York.

Byen bliver således klasseopdelt mellem de gode og de onde, de rige og de fattige, men det giver ikke anledning til kritik eller bare en interesse for de fattiges skæbne. Det virker som en forspildt mulighed – især når man tænker, hvordan danskfødte Jacob Riis med sine fotografier formåede at sætte ansigter på forarmelsen.

Pjaltede småbørn og indsnørede kvinder med røde læber sniger sig rundt i gaderne ved nattetid. Prostituerede, søulke og kriminelle skåler, slås og spiller hasard, mens hjemløse varmer sig ved et bål på gaden.

Alle er de reduceret til et spøjst bagtæppe. Det er en skam, for Sindsygelægen har en medrivende mordgåde og et fremragende persongalleri.