Silver Linings Playbook

Der har siden næsten-gennembruddet med Ben Stiller-filmen Flirting with Disaster fra 1996 altid været noget lettere manisk over den meget talentfulde David O. Russells højenergiske komediedramaer. Så når han vælger at placere en regulært manisk figur som dominerende hovedperson,kan det ikke undre, at den hektiske speed-snak sættes et ekstra gear op.

Unge Pat Solitano har en udiagnosticeret bipolar sindslidelse (tidligere kaldet maniodepressivitet), men udskrives i mere end almindelig opstemt sindstilstand og håber på at kunne lægge sit liv om. Det er også nødvendigt, for han blev indlagt efter et voldeligt overfald udløst af hustruens utroskab. Nu håber han trods polititilhold at blive forsonet med den totalt afvisende kone. Indlogeret hos sine hårdt prøvede forældre erklærer den nu arbejdsløse historielærer sig fast besluttet på at se omgivelserne med silver lining, altså i et konsekvent optimistisk lys (”every cloud has a silver lining,” lyder ordsproget). Samtidig underholder han os og familie og venner med en nærmest uafbrudt monolog om alt fra Ernest ”Fucking” Hemingways håbløse defaitisme til det uudholdelige sortsyn i Fluernes herre.

David O. Russell er god til at skildre komisk skæve og skøre familieforhold, for eksempel i det voksne adoptivbarns jagt på sine biologiske forældre i Flirting with Disaster, og Pat har det da heller ikke fra fremmede. Faderen (en overraskende vennesæl Robert De Niro) er nærmest morbidt overtroisk, lever af bookmakeri og vilde væddemål og er besat af det amerikanske footballhold Philadelphia Eagles.

Et lettere vanvid præger også bedstevennens ægteskab med en hus-indretningsskør kone, der har vennen under tøflen. Og som om det ikke er nok, møder Pat en ung pige, Tiffany, der har så store mentale problemer, at hun ubesværet kan starte en sjovt pointeret konversation med Pat om fordele og ulemper ved en bred vifte af piller mod sindslidelser.

Sindssygdom og komedie er en farlig kombination, for hvornår stopper morskaben, og hvornår begynder pinagtigheden? Filmen trækker da også især i første tredjedel for store veksler på vores tålmodighed med den i sig selv ikke særlig morsomme Pat og hans rablerier.

Men et stilistisk forbillede for Russell har altid været screw ball-klassikerne fra 1930’erne, og screwy betyder som bekendt skør, så der er ingen vej udenom. Russell vil flirte med disaster. Og filmen får en gevaldig saltvandsindsprøjtning med introduktionen af Jennifer Lawrences intelligente og charmerende mutte Tiffany, der kæmper med depressivitet efter ægtemandens død.

Det klæder filmen, at tonefaldet her sænkes i nogle fine intime scener, der på én gang viser den troværdige tiltrækning mellem to enspændere og besværet med at vinde en gensidig respekt, når man som sindslidende optræder ”uden filter” og dermed uden de normale småhykleriske mekanismer, der pakker alle ytringer ind i vat.

Efter en del træls trivial-hurlumhej omkring en Philadelphia Eagles-kamp stiler filmen nu frem mod en dansekonkurrence, mens Pat og Tiffany begynder at øve trin til tonerne af Bob Dylan og Johnny Cash’ duet The Girl From the North Country. Her rammer følelserne klokkerent, netop fordi de ikke udtrykkes i andet end musik og bevægelser. Men sympatisk nok udnytter Russell ikke selvsmagende dette magiske øjeblik, han haster overlegent videre for at følge Pat og Tiffany til dørs i den skægt turnerede dansekonkurrence.

Som Russells foregående og mere vægtige The Fighter placeres filmen i jævne hverdagsmiljøer, hvor der kæmpes for dagen og vejen, og hvor vægfarven (som i Pats hjem) kan være et udsøgt eksempel på småborgerlig smagløshed. Begge film gennemsyres af en meget amerikansk sejrsvilje. Fremragende spil, især med Bradley Cooper og Jennifer Lawrences ærlige, sensitive hoved- rollepræstationer, bidrager til at få budskabet til at glide ned.