Silicon Valley

Advarsel: Denne anmeldelse indeholder overdreven brug af ordet ”røvhul”.

Silicon Valley i Californien er hjemsted for en række af verdens mest betydningsfulde og succesrige firmaer. For manges vedkommende er de opstået ud af ingenting, og på få år har de vokset sig til milliardforretninger.

Men for hver Steve Jobs eller Mark Zuckerberg, der kæmper sig ud af små garager og nussede kollegieværelser og får succes, findes der tusinder og atter tusinder af fejlslagne og fattige it-nørder, hvis ideer aldrig bliver til andet end nusserier på hjemmecomputeren.

Måske er det, fordi de bare ikke har talentet. Måske er det, fordi de ikke forstår at sælge deres ide. Eller måske er det simpelthen fordi, de ikke er store nok røvhuller! Et røvhuls-gen skal der nemlig til, hvis du vil have succes i Silicon Valley. Det får Richard, hovedpersonen i HBO’s nye serie af samme navn, at vide af sin businesspartner Erlich (T.J. Miller).

”Hvis ikke du er et røvhul, så skaber det et røvhulsvakuum, der bliver fyldt af andre røvhuller.”

Det er lidt af et problem, for Richard (Thomas Middleditch) er ikke noget røvhul. Han er blot en rar fyr, der har designet et computerprogram, som er langt mere genialt, end han selv aner.

For at kunne betale sine regninger arbejder Richard på deltid i it-giganten Hooli. Hans chef Gavin Belson (Matt Ross) ser straks mulighederne i Richards opfindelse og tilbyder ham ti millioner dollars for den.

Men efter en tænkepause og et par angstanfald vælger Richard at afslå. I stedet sælger han en mindre del af opfindelsens rettigheder til Belsons gamle nemesis, Peter Gregory (Christopher Evan Welch).

Richard finder snart ud af, at han befinder sig midt i en pisse-konkurrence mellem to af Silicon Valleys hele store drenge (og røvhuller). Han skal meget hurtigt lære at svømme, hvis ikke han skal drukne.

Heldigvis for Richard har han – for ti procent af overskuddet – den handlekraftige partner Erlich ved sin side. Mens Richard er en introvert, mumlende nørd, der ikke kunne sælge vand i Sahara, har den sandalklædte verdensmand Erlich en fuldstændig forskruet selvforståelse, der ser ud til at komme dem begge til gode.

De er som en moderne udgave af Apple-makkerparret Steve Wozniak og Steve Jobs: håndværkeren på den ene side og sælgeren, der ikke er bleg for at opføre sig som et røvhul, på den anden.

Serien er i det hele taget plastret til med pik og patter-vittigheder, der bankes på plads ved hjælp af bada bing-effekter som underlægningsmusik, der pludselig forsvinder for at understrege pinlighederne.

De fladpandende effekter til trods er Silicon Valley en ret vellykket og sjov serie. Til tider føles den som at være inde i hovedet på en trettenårig computernørd, men bag fernissen af platheder gemmer sig subtile og velskrevne pointer og en ret god historie.

Grundlæggende er det interessant at få et indblik i samfundet Silicon Valley, der har været så afgørende for, hvordan vores allesammens liv har udviklet sig de seneste 30-40 år. Og seriens skaber, Mike Judge, sætter sig for at udforske en interessant problemstilling: Kan det lade sig gøre at være en rar fyr og samtidig opnå succes?

Mike Judge har tidligere skabt heavy metal-nørdernes tv-serie Beavis and Butt-Head. Desværre har lidt for mange af karaktererne i Silicon Valley ikke meget mere dybde end de to animerede tumper, der optrådte på MTV i 1990’erne.

Det gælder for eksempel de to it-bosser, der kæmper om Richards firma. I seriens fem første afsnit er de med deres sleskhed, excentriske tilbøjeligheder og gigantiske egoer som skurkene i et tegneseriehæfte.

Det må vi håbe, at der bliver lavet om på, når vi kommer længere hen i serien. For med lidt mere kød på karakterne og lidt færre platheder kan Silicon Valley gå hen og blive en røv-god serie.