Sidney

I slutningen af andet afsnit i den tre afsnit lange dokumentar om reality-stjernen Sidney Lee foregriber han selv sit eget endeligt. Annette Heick interviewer manden med bandana og selvbruner udenfor, og de to taler om, om han ikke er ved at være for gammel. 

Han er 33 år. 

”Er det gammelt?” spørger han så. Hun siger: ”Ja! Hvis nu vi siger, at jeg kaprede dig om ti år?” Sidney tænker. Så svarer han: ”Hvis jeg stadig lever, hæ-hæ.” 

Søren Adam Trier blev født den 25. januar 1979 i København. Han døde, nu med navnet Sidney Lee, af blodforgiftning den 16. maj 2022 samme sted. Og han blev faktisk præcis 43 år. 

Serien om Sidney Lee er markant på flere måder. Mest iøjnefaldende – eller iørefaldende – er den gimmick, at produktionsselskabet Pipeline har ladet Sidney selv speake en voice-over efter sin egen død. 

En fra holdet forsøger at efterligne Sidneys mærkeligt blandede måde at tale på – lige dele lavsocialt københavnsk og street nørrebrosk blandet med amerikanske brokker – og hans præstation er så sendt til USA for at blive kørt igennem adskillige computere, som ved hjælp af AI har genskabt stemmen. 

Den er forbavsende præcis, og man accepterer hurtigt, at det er Sidney selv, der speaker. Og som der står på et lille skilt i begyndelsen: Hans familie ved, at han ville have elsket det. 

Selvfølgelig. Det er nemlig fake. Det er påtaget. Det er en sproglig selvbruner. Det er shooowbiiizz. 

Et andet markant element er selve fortællingen om Sidney og måden, den eksekveres på. 

Manuskriptforfatteren Nanna Westh, som gav os Yallahrup Færgeby og skrev afsnit af Arvingerne, er sat på som dramaturgisk konsulent. 

For serien fungerer virkelig godt – også hvis man ikke er inde i alle de reality-serier, som Danmarks rekordindehaver af netop medvirken i reality-serier var med i. 

Serien fortæller det hele fra begyndelsen. Om hans drømme om at blive wrestler. Om hans berømte selvbruner. Om hans damer, hans sprut, hans kendis-hed – for han er egentlig bare berømt for at være berømt. 

Den tredje virkelig fine ting er alle de medvirkende. 

I en af de første scener ser man Sidneys Lees mor, der grådlabil sidder omgivet af spillemaskiner og taler om sin utrøstelige sorg over at have mistet sin søn. 

Men hun smiler også. Fordi hun sidder midt i en spillehal, og det ville han have elsket. Morens medvirken er et scoop, fordi hun bevidst har holdt sig væk fra Sidneys mediecirkus, som hun ikke har været særligt glad for. Men nu gør hun en undtagelse for at vise ham en sidste respekt. 

Vi møder en af hans ekskærester, der taler kærligt om ham – og ryster opgivende på hovedet, hver gang hun karakteriserer ham. Frihedselskende. Barnlig. Doven. 

Vi møder broren Troels, der nærmest er en slags kontrapunkt i portrættet. Fordi han er Sidney Lee i en slags ordinærudgave. Sidneys lillebror læser til journalist. Han har en almindelig dad bod og virker jovial og normal. Og så er han virkelig god til at sætte ord på sin bror. 

Sidney er fanget i en bestemt alder, siger han. Han er en slags evig teenager, og han skaber helt sit eget univers, sin egen virkelighed. ”Der var en lejlighed, hvor vi andre boede. Og så var der Sidneys værelse, som var noget helt andet,” som Troels på et tidspunkt siger om barndomshjemmet. 

Tv-serien lever i det hele taget af sine mange interviews med tilrettelæggere, ekskæreste og gamle venner. Men den lever også af de mange forbløffende optagelser fra arkivet. Vi ser Sidney i alle tænkelige situationer. Også mange af dem, der faktisk er tåkrummende, totalt platte eller nærmest svære at se på. 

Det bliver nærmest mærkeligt i en række optagelser, hvor han simpelthen nægter at arbejde, selv om det er til et reality-program. At flytte en madras – dét magter han ikke. 

”Det er ekstremt. Det er ligesom rigtigt arbejde,” som han siger. Andre gange er det bare det visuelle, der slår én ud. Yoyo-vægten. Det mere og mere slidte udseende. Den massive druk. 

Det er uden filter. Tv-serien om reality-stjernen er ægte, rørende og tankevækkende. 

Det tredje afsnit, som vi har til gode, og som denne anmeldelse ikke omfatter, viser nedturen og døden til sidst. Og den enorme pr, Sidney fik i døden. 

Tilbage er gåden Sidney. Hans gamle veninde beskriver den nok allerbedst, da hun siger: ”Folk så på Sidney, fordi han var så provokerende. De elskede ham også lidt. Men de ville ikke indrømme det.”