Shabholm

Det er befriende at se en gruppe mennesker udfoldelse sig fuldstændigt frit på de danske lærreder, selv om de ikke har gået det mindste på Filmskolen.

Fyrene fra kunstnergruppen Gigis havde overraskende stor succes med deres legesyge Blokhavn, og nu har vi fået en efterfølger, der ikke er mindre balstyrisk.

De fortsætter den barnlige animationsstil.

Ligesom serien South Park gør filmen en dyd ud af at se grim og hjemmelavet ud, selv om der er smidt masser af kærlighed og kontanter i projektet.

Gigis polerer ikke deres æstetik, lige meget hvor succesfulde de bliver, og det er smukt, at filmene fortsat virker som en én-til-én-oversættelse af deres hjemlige leg med animation.

Filmen handler igen om de seks ”shababs”, en fiktiv vennegruppe, som Gigis før har leget med i deres YouTube-serie, i den første spillefilm og i DR-serien Gigis Blokhavn.

Nu er vennerne blevet halvvoksne, og livet som indvandrer i Danmark er blevet mere kompliceret.

Den etnisk danske dreng Davito kunne sagtens gå for mellemøstlig i folkeskolegården, men nu bliver det efterhånden tydeligt, at han i virkeligheden hedder David.

Han kan gå direkte ind på de diskoteker, hvor hans brune venner bliver afvist, og det skaber splid mellem ham og den hidsige bedsteven Hassan.

Han er nemlig selv hovedmistænkt, hver gang der begås tyveri i supermarkedet, hvor han arbejder, selv om det åbenlyst er den hvide nyansatte, der er skyldig.

Konflikten er en begavet kerne i filmen, der nuancerer Gigis’ ellers uskyldige univers. For selv et umiddelbart racismeløst venskab kan trues af samfundets racisme.

Rammen for den følsomme venskabsfortælling er en større, aggressivt satirisk og fuldstændigt bananas historie, som starter, da den arabiske milliardær Erkan Mosque – fremragende navn i øvrigt – køber hele Bornholm.

Øen hedder nu Shabholm og er et ferieparadis for danske indvandrere. Men ferien går galt, da Mosque konspirerer med politikeren Pia Støjmund om at adskille hvide og brune danskere permanent.

Det fører naturligvis til nogle eventyrligt elendige bornholmske accenter fra Gigis’ stemmeskuespillere og en masse andet gak.

Det dårlige bornholmske er naturligvis med fuldt overlæg, men der er generelt noget akavet ved replikudvekslingerne, som foregår i et langsomt tempo, hvilket går ud over de svagere af vittighederne.

Ikke mindst de platte, tilbagevendende referencer til Abdis træningsmakker, der måske er homoseksuel.

Men når replikkerne af og til fejler, kan man altid kaste blikket på baggrunden, som er spækket med sjove detaljer.

Kunstværket Edgy Boomerkunst af Hornslort (!) hænger i det lokale supermarkeds mødelokale, og på gaden finder vi forretningen ”Spillehal for Shababs, der mangler et sted at stå ude foran”.

Baggrundsvittighederne er mange, og kan ofte kun ses i få sekunder, men det kan absolut betale sig at gå på opdagelse i Blokhavns gader.

Og selv når handlingen gakker helt ud, er der altid en mening med galskaben. Selv den skøre bornholmerhistorie prikker velplacerede huller i forståelsen af, hvad det vil sige at være dansk indvandrer. For når indvandrerne nu bor på deres egen ø, er de så stadig udlændinge?

På Shabholm opdager de fem shababs – Davito blev på trods af et hidsigt selvbrunerforbrug ikke taget med på færgen – at det at være udlænding i Danmark ikke er én kulturel identitet.

Sjovt nok kommer indvandrerne fra massevis af forskellige lande og kulturer. Øen udvikler hurtigt sin egen racisme, komplet med klubber, hvor kun somaliere er velkomne.

Og så er der kulturelt kilometer mellem de unge drenge, der gerne vil drikke og hore, og så de gamle, der laver reglerne. Har den danske opvækst givet drengene mere tilfælles med de hvide danskere end med resten af Shaholms befolkning?

Undervejs bliver vi-er-alle-sammen-bare-mennesker-pointen lidt for bogstavelig, da Shababsne møder en gruppe hvide danskere, som er perfekte kloner af dem selv.

På den anden side er det en pointe, som børnepublikummet – og desværre også mange voksne – godt kan trænge til at få skåret ud i pap.