Seven Winters in Tehran

Man ville ønske, at denne film var blevet lavet ti år tidligere, så den muligvis kunne have reddet et liv.

En morders liv.

For den hængning af en morder, der fandt sted i Iran i 2014, fremstår mest af alt som patriarkatets straf over en kvinde, der vovede at gøre modstand.

Seven Years in Tehran er historien om et forudsigeligt justitsmord. Men den er også indirekte fortællingen om, hvorfor revolutionen ikke vil dø i Iran.

Hadet til præstestyret bliver gødet af skæbner som denne.

Reyhaneh Jabbari hedder hovedpersonen. Hun var nitten år, da hun i 2007 dræbte en mand, som lagde an til voldtægt.

Hun var smuk, selvstændig designer og med en progressiv, stærk familie. Han var tidligere efterretningsmand, der lokkede hende ind i en lejlighed under foregivelse af en ombygningsopgave, låste døren og fortalte, at ingen ville høre hende skrige.

Han var så kålhøgen, at han ikke var bange, da hun fandt en kniv. Han vendte ryggen til og udfordrede hende: Stik bare, hvis du tør!

Den skråsikkerhed er næsten det mest uhyggelige. Det er en macho- og magtkultur, der taler gennem ham.

Så hakkede hun til.

Reyhaneh Jabbari sad syv år på dødsgangen og havde derfor masser af tid til at reflektere og artikulere, hvad hun gik igennem. Hun er filmens store aktiv, en af de stemmer, ethvert undertrykt samfund har brug for. Fordi den er så hjerteskærende og klar.

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var fuld af håb om at overleve. Jeg skal dø. Jeg ønsker at skrige højt om, hvor bange jeg er. Jeg er rædselsslagen for håndjern og bind for øjnene. Jeg frygter rebet om min hals,” skriver Reyhaneh fra fængslet.

Hendes ord får passende krop af skuespilleren Zar Amir Ebrahimi fra Holy Spider, Ali Abbasis danskproducerede frontalangreb på iransk misogyni.

Filmen om Reyhanehs rettergang og død er på mange måder et tidstypisk stykke dokumentarisme: produceret internationalt og lydefrit sammenflettet af de stemmer, man kunne forvente (morderen, familien, hendes forsvarer og støtter) og med et totalt fravær af repræsentanter fra ofrets familie eller det såkaldte retssystem.

På den måde er filmen dårlig journalistik, men den postulerer heller ikke at prøve at være balanceret. Den er de undertryktes stemme. Kvindernes stemme. Og det projekt lykkes den til fulde med.

Reyhaneh er en martyrisk stærk sjæl, der tilgiver selv den hævngerrige familie. Hendes mor Shole, der går den kampvillige vej gennem internationale medier som Fox News og tyske ARD, er i dag et menneskerettighedsikon.

Men allerstærkest står Reyhanehs søster, der har grædt de tårer, der skal grædes. Nu sidder hun rank og nøgtern.

”Jeg har tit tænkt på, hvad jeg ville gøre i Reyhanehs sted. Dengang jeg havde hendes alder og erfaring, ville jeg ikke have haft styrken til at modsætte mig. Jeg ville have ladet mig voldtage. I dag ved jeg så af erfaring, at selvforsvar ikke fører noget godt med sig. Og så ville jeg også lade mig voldtage.”

Filmen vil usvigeligt sikkert få følelserne i kog hos publikum – både dem, der er emotionelt engageret i den iranske frihedskamp, og dem, der ikke er det.

Men efter halvanden time med historien om et forudsigeligt justitsmord savnes et element af analyse. Ikke nødvendigvis af det gennemført hullede politiarbejde, men snarere af de strukturer, der holder patriarkatet på tronen og præstemøllen kørende.

Domsfældelsen lyder på blodhævn, et fænomen, som er skildret smerteligt nuanceret af blandt andre Asghar Farhadi i Beautiful City (2004).

Med nærmest tragikomisk ironi pointeres det i dommen mod Reyhaneh, at hendes offer rejste sig fra bøn og dermed kunne have haft forsæt om at indgå midlertidigt ægteskab med den anklagede.

Det kan man søge til Ida Panahandehs Nahid for at forstå logikken i. Og blot få minutter af Mohammad Rasoulofs Der findes ingen ondskab fortæller mere om livet på dødsgangen end Steffi Niederzolls film, hvor rammen om Reyhanehs syv vintre er rekonstrueret i miniature.

Der er så meget i det iranske samfund, der henligger i mystisk mørke for mange i Vesten. Seven Winters in Tehran gør os desværre ikke klogere, blot vredere.