Sepideh

Hvis ikke det var, fordi jeg havde orienteret mig inden filmen, ville jeg aldrig have gættet, at instruktøren bag Sepideh er en dansk kvinde med det absolut ueksotiske navn Berit Madsen. For hun træder med historien om den syttenårige pige, hvis ambitioner og drømme bogstavelig talt når helt ud i verdensrummet, lige så stille og hverdagsdramatisk i hælene på iranske filmskabere som Jafar Panahi og Asghar Farhadi.

Ligesom de to iranere har hun lavet et drama om helt almindelige mennesker i et land og en kultur, der lægger kvælende bånd på det enkelte individ.

Jeg ville sandsynligvis heller ikke have gættet, at Sepideh er en dokumentar og ikke fiktion. For filmen folder sig ud som en sensibel coming of age-historie om at overvinde både arv og miljø. Her opfører virkeligheden sig helt efter manuskriptforfatterens ABC, og intetsteds mærker man en dokumentarist, der fremprovokerer handlinger og replikker.

Den unge Sepideh studerer stjernehimlen gennem sit amatørteleskop, mens hun drømmer om engang selv at komme derop som fuldblodsastronaut. For når hun kigger på stjernerne, føler hun sig tættere på sin afdøde far. Stjernehimlen er en påmindelse om, at verden er større end den iranske landprovins, hvor Sepideh bor alene med sin mor. Og astronomilæren hr. Karibi animerer Sepideh og hendes venner til at række ud efter verden udenfor.

Men kan hun indfri drømmen – ligesom sit idol Anousheh Ansari, der trodsede præstestyret, flygtede til USA og blev den første iraner i rummet? De mandlige familiemedlemmer finder det ikke passende. Og filmen skræmmer, når den patriarkalske orden bliver modbydeligt eksplicit. ”Hvis du gør noget forkert, slår jeg dig ihjel,” forklarer Sepidehs onkel hende med en giftig selvfølgelighed.

”Min smerte er ikke hegnet omkring dammen, men at leve blandt fisk, der ikke kan forestille sig havet,” siger den syttenårige, livskloge pige til sin mor, der – forståeligt nok – ikke kan drømme meget længere end til de braklagte marker og det landbrug, som gik konkurs efter hendes mands død. I sin dagbog fører Sepideh samtaler med den afdøde Albert Einstein. ”Kan jeg overhovedet nå så højt som mine drømme,” spørger hun tvivlende i en af de små, poetiske vignetter, hvor stjernerne og purpurrøde sfæriske tåger danner en smertens klangbund. For stjernehimlen leverer selvfølgelig en prægnant symbolik – snæver landsbymentalitet kontra det grænseløse verdensrum – som filmen udnytter flittigt.

Berit Madsen formår at se den store universelle fortælling i det små, men grundlæggende er historien om Sepideh også bare meget ligetil og pæn på sådan en Unicef­facon. Ingen kan være uenige med den her film. Og måske netop derfor føles Sepideh også i momenter lidt kedelig.

Så er det godt, at virkeligheden forærer os astronomilæreren hr. Karibi. Han sidder fast i landsbyen med sin syge, tragikomisk vrisne mor, og hans kuldsejlede observatorie­projekt er en dødfødt drøm. Sepideh skal indfri alt det, han aldrig selv formåede. Og i sidste ende er det ham, der kaster lidt – for filmen – velgørende malurt i bægeret, da han hverken kan eller vil anerkende, at Sepideh vil giftes, selvom det er med en ligesindet. Ægteskabet er et kvindefængsel, mener mentoren, og hvad så med hans drøm? Viljer kolliderer mellem den frustrerede idealist og den åbenpandede kvinde med fremtiden foran sig. Vi ved fra Asghar Farhadis tragiske skæbnefortællinger, at alle har deres grunde, og det fornemmer man også her – i virkeligheden! Madsen må være enormt tillidsvækkende, for vi kan ikke komme tættere på.

I den danske filmandedam er hun et ubeskrevet blad, men faktisk har den i Frankrig filmuddannede antropolog lavet kortere film i både Nepal og Niger. Sepideh er Berit Madsens første film i spillefilmlængde, og den vidner om en dokumentarist med næse for den gode fortælling og hjertet på rette sted.