See How They Run

Inspektør Stoppard vender sig om i stolen og ser direkte mod kameraet. 

Filmen er ved at være færdig, og med løftet pegefinger formaner han publikum om ikke at røbe slutningen. 

Replikken er taget fra Agatha Christies teaterstykke The Mousetrap, der med sin hemmelige afslutning er forblevet den forestilling, som har været på plakaten i Londons teatermiljø i længst sammenhængende tid. 

See How They Run starter i 1953 ved fejringen af forestilling nummer 100 af den populære opsætning. Festlighederne standses imidlertid af et bestialsk mord, som ikke bare gør gæsterne til mistænkte. 

Så længe morderen er på fri fod, kan hver af dem blive det næste offer! 

På sagen er Sam Rockwells drikfældige Inspektør Stoppard og Saoirse Ronans blåøjede Konstabel Stalker. De vil vide, hvem kunne have et horn i siden på stykkets medvirkende, teaterchefen eller en midlertidig afbrudt filmudgave. 

Saoirse Ronan er hylende morsom som den nervøse, men opmærksomme konstabel, der som ny i faget skal optrevle mordmysteriet. 

Når hun mangler oplysninger, som en kollega på politigården tilbageholder, gør hun brug af ægte britisk bestikkelse. Hun sætter en kop te og en kagedåse foran ham, men med skuespillerens udtryksfulde øjne signalerer hun, at kagelåget først løftes, når han får tungen på gled. 

Sam Rockwell forsvinder ind i rollen som Stoppard. Hans snusfornuftige, lettere berusede inspektør er en afbalanceret modvægt til konstablens nogle gange kaotiske væsen, men han er stadig urkomisk. 

Som når den tørstige mand foregiver ikke at finde tandlægen, men i stedet besøger pubben ved siden af. 

Mark Chappells manuskript er fremragende velskrevet, og pragtfulde præstationer fra erfarne skuespillere gør kun fortællingen bedre. 

Som i enhver god Agatha Christie-krimi udforskes de medvirkendes motiver nøje, inden en endelig afsløring vender op og ned på mistankerne, og gerningsmanden fanges. 

Selv filmtitlen lyder som en af hendes krimier og henviser til, hvordan hver af de mistænkte iler væk fra både søgelyset og benægter enhver tilknytning til offeret. 

Shirley Henderson (Bridget Jones' dagbog og 24 Hour Party People) spiller sågar den berømte forfatter i en komisk scene. 

Også filmens struktur minder om klassiske krimier som Mordet på Orientekspressen. Men See How They Run udfolder sig snarere som en munter farce, der prikker til både genrens trygge rammer og underholdningsindustriens magtmisbrug. 

Den uregerlige, amerikanske filminstruktør Leo Kopernick (Adrien Brody), der under mccarthyismens heksejagt på venstreorienterede kommer til London, kræver samleje med stykkets kvindelige hovedrolle, hvis ikke han skal erstatte hende med Grace Kelly på det store lærred. 

Instruktør Tom George dyrker et smukt, poleret udtryk tilsat en skarpe farver, der minder om 1950’ernes technicolor. 

Selv de medvirkendes skygger er underligt fraværende som i en drøm, med mindre den tilhører en mystisk fremmed, som makkerparret Stoppard og Stalker skal følge. 

De nøje koreograferede skuespilleres teatralske bevægelser og skæve kameraindstillinger giver et nærmest tegneserielignende udtryk. 

Efter et gok i hovedet falder Inspektør Stoppard bevidstløs om, og en af filmens smukkeste scener udspiller sig. 

Han vandrer rundt i en sneklædt skov. Han finder en art-deco-bardisk, hvor den afdøde ryster en cocktail og spørger, hvordan det går med optrevlingen af mordet på ham selv. 

Stoppard undersøger mysteriets ledetråde i feberdrømmens rigt dekorerede kulisser, men afbrydes, når det går op for ham, at han i tråd med drømmelogik har glemt at tage bukser på! 

See How They Run kan ikke sammenlignes med de dystre krimier, som dominerer genren. 

Spækket med tegnefilmsagtige karakterer, komiske indslag og smukke, nærmest Wes Andersonsk scenografi, er den et tiltrængt friskt pust.