Searching for Bill

Med jævne mellemrum råbes der vagt i gevær, når fiktionen bevæger sig ind i dokumentarismen. ”Det er fiktion!” advarer anmeldere og især journalister, der klamrer sig til en filmisk grundlov, som ikke eksisterer. I stedet for at bokse med uhåndterbare begreber som ”iscenesættelse”, ”manipulation” og ”virkelighed” burde vi hylde, at filmsproget udvikler sig for øjnene af os i disse år.

I danske Jonas Poher Rasmussens Searching for Bill er virkeligheden unægtelig amerikansk. Men derudover er det umuligt at sige, hvad i filmen der er ”virkeligt” i klassisk dokumentarisk forstand. Hvilket heldigvis også er lige meget.

I en trailerpark lidt uden for New Orleans bor Bob med sin kone og deres nyfødte barn. Bob går klædt i Skipper Skræk-t-shirt og med sit store hvide skæg emmer han af historie og skør mystik. For ikke så længe siden blev Bobs bil stjålet af en svindler ved navn Bill. Nu er bilen dukket op i Detroit, og Bob må drage afsted for at hente bilen hjem. Nå ja, og så på vejen lige få begravet sin mor, hvis aske har stået hengemt i en æske lidt for længe.

Men den muligvis fiktive Bill har glemt sin notesbog i Bobs bil og snart starter en søgen efter svindleren, der har flere ofre på samvittigheden. Det bliver til en roadtrip gennem USA’s skyggeside til steder, hvor den amerikanske drøm for længst er blevet til et mareridt.

Vi møder den humpende blaffer Lou, der har været på farten, siden kæresten døde af en overdosis, og den nyslåede præst Michael, der prædiker for indsatte og andre ensomme. Og et sted derude gemmer Bill sig, måske i ørken-trailerparken Slab City, måske kun som metafor på manglende retfærdighed i et kynisk samfund uden socialt sikkerhedsnet.

Filmen glider let og problemfrit imellem de mange fortællinger, og man farer på intet tidspunkt vild i de små historier om forgældede og fortabte – men evigt søgende – eksistenser.

Bob får begravet sin mor med en lille håndskovl og den nærmeste familie som akavede vidner, han opsamler blafferen Lou, der giver en skilling til benzin og i filmens sjoveste scene hjælper med at få sparket motorhjelmen op på den ugidelige bil, så de to kan komme videre på rejsen.

Ellers er der ikke meget at hverken grine af eller græde over i Searching for Bill, og man kan godt ærgre sig over, at citronen ikke er blevet presset endnu mere ud i hybridgenrens udefinerede grænseland end blot at lade karaktererne ”tilfældigt” krydse hinandens veje i jagten på en semifiktiv person. I den forstand er der et stykke op til Alma Har’els ligesindede festival-darling Bombay Beach, der i endnu højere grad udforsker området mellem fri fantasi og skinbarlig virkelighed i sit portræt af white trash-livet ved en kunstig sø midt i ørkenen.

Searching for Bill er snarere et postkort fra udkanten af Amerika end et dybdegående, eksperimenterende værk, og som sådan fungerer den glimrende. På rejsen gennem det billedskønne landskab, tilsat Jonas Munks dragende musik, overgiver man sig nemt til Bobs søgen efter mening i en verden uden svar.