Biografanmeldelse
20. feb. 2013
Searching for Bill
Bob bor i en trailerpark uden for New Orleans, men en stjålet bil sender ham på en længere rejse gennem USA. Undervejs begraver han sin mor. Foto | Nadim Carlsen

Searching for Bill

Tag med Bob på en rejse efter den mystiske Bill, der har stjålet Bobs bil i glimrende dansk dokumentar fra USA’s billedskønne udkant.

Af Denniz Göl Bertelsen

Med jævne mellemrum råbes der vagt i gevær, når fiktionen bevæger sig ind i dokumentarismen. ”Det er fiktion!” advarer anmeldere og især journalister, der klamrer sig til en filmisk grundlov, som ikke eksisterer. I stedet for at bokse med uhåndterbare begreber som ”iscenesættelse”, ”manipulation” og ”virkelighed” burde vi hylde, at filmsproget udvikler sig for øjnene af os i disse år.

I danske Jonas Poher Rasmussens Searching for Bill er virkeligheden unægtelig amerikansk. Men derudover er det umuligt at sige, hvad i filmen der er ”virkeligt” i klassisk dokumentarisk forstand. Hvilket heldigvis også er lige meget.

I en trailerpark lidt uden for New Orleans bor Bob med sin kone og deres nyfødte barn. Bob går klædt i Skipper Skræk-t-shirt og med sit store hvide skæg emmer han af historie og skør mystik. For ikke så længe siden blev Bobs bil stjålet af en svindler ved navn Bill. Nu er bilen dukket op i Detroit, og Bob må drage afsted for at hente bilen hjem. Nå ja, og så på vejen lige få begravet sin mor, hvis aske har stået hengemt i en æske lidt for længe.

Men den muligvis fiktive Bill har glemt sin notesbog i Bobs bil og snart starter en søgen efter svindleren, der har flere ofre på samvittigheden. Det bliver til en roadtrip gennem USA’s skyggeside til steder, hvor den amerikanske drøm for længst er blevet til et mareridt.

Vi møder den humpende blaffer Lou, der har været på farten, siden kæresten døde af en overdosis, og den nyslåede præst Michael, der prædiker for indsatte og andre ensomme. Og et sted derude gemmer Bill sig, måske i ørken-trailerparken Slab City, måske kun som metafor på manglende retfærdighed i et kynisk samfund uden socialt sikkerhedsnet.

Filmen glider let og problemfrit imellem de mange fortællinger, og man farer på intet tidspunkt vild i de små historier om forgældede og fortabte – men evigt søgende – eksistenser.

Bob får begravet sin mor med en lille håndskovl og den nærmeste familie som akavede vidner, han opsamler blafferen Lou, der giver en skilling til benzin og i filmens sjoveste scene hjælper med at få sparket motorhjelmen op på den ugidelige bil, så de to kan komme videre på rejsen.

Ellers er der ikke meget at hverken grine af eller græde over i Searching for Bill, og man kan godt ærgre sig over, at citronen ikke er blevet presset endnu mere ud i hybridgenrens udefinerede grænseland end blot at lade karaktererne ”tilfældigt” krydse hinandens veje i jagten på en semifiktiv person. I den forstand er der et stykke op til Alma Har’els ligesindede festival-darling Bombay Beach, der i endnu højere grad udforsker området mellem fri fantasi og skinbarlig virkelighed i sit portræt af white trash-livet ved en kunstig sø midt i ørkenen.

Searching for Bill er snarere et postkort fra udkanten af Amerika end et dybdegående, eksperimenterende værk, og som sådan fungerer den glimrende. På rejsen gennem det billedskønne landskab, tilsat Jonas Munks dragende musik, overgiver man sig nemt til Bobs søgen efter mening i en verden uden svar.

Land:
Danmark

År:
2013

Instruktør:
Jonas Poher Rasmussen

Manuskript:
Jonas Poher Rasmussen

Medvirkende:
Bob Maser, Long Tall Lou, Elder Michael Johnson

Spilletid:
76 min.

Premiere:
21. februar 2013

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Fra samme skribent

CPH PIX
13. apr. 2013
Youth

Youth

CPH PIX
12. apr. 2013
Greetings from Tim Buckley

Greetings from Tim Buckley

Tv-anmeldelse
18. mar. 2013
Krigskampagnen

Krigskampagnen

Biografanmeldelse
20. feb. 2013
Planet of Snail

Planet of Snail

Fra samme instruktør

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten