Savmordet

”Jesus Christ, mand, jeg får helt kuldegysninger!” udbryder dokumentaristen Ole Bendtzen, da han ser en smartphone-optagelse af en skjorteklædt mand i 50’erne på en gade i São Paolo.

Sammen med kollegaen Yans Felippe Geckler og den pensionerede politiefterforsker Per Leo Jepsen er han taget til Brasilien for at optage TV 2’s nye true crime-dokumentarserie – og prøve at finde den formodede gerningsmand bag et uopklaret mord.

I 1993 blev den 37-årige skatteflygtning Erik Højer Christensen fundet død og parteret i en portugisisk bjergkløft. Alle spor pegede dengang på én gerningsmand – skatteundvigeren Rasmus Kirkegaard Kristiansen – som siden har været umulig at opdrive.

Per Leo Jepsen var den danske efterforsker på sagen, som han til sin ærgrelse måtte opgive. Nu har de ved hjælp af grundigt researcharbejde og privatdetektiver sporet Rasmus til Brasiliens største by.

Oles kuldegysninger er forståelige. Selvfølgelig er det spændende at jage gerningsmanden i en mystisk mordsag, men desværre falder tv-holdet over sig selv af begejstring og glemmer os seere på rejsen.

Dengang 25-årige Rasmus Kirkegaard Kristiansen besøgte Erik Højer Christensen i hans engelske hjem, hvorefter de tog på en rejse sammen gennem Europa.

Da Eriks lig blev fundet, var Rasmus som sunket i jorden. Ingen anede, hvor han befandt sig. To år senere udgav han en bog, hvor han afviste mordanklagerne som et komplot, men forblev i sit hemmelige skjul.

Det er den slags mystiske kendsgerninger, der for alvor gør sagen interessant. Men i stedet for at dedikere et halvt eller helt afsnit til at sætte seerne ind i den komplekse sag, som den udfoldede sig i 90’erne, har tv-holdet fra Pipeline Production valgt at strø baggrundsinformation med usikker hånd hen over afsnittenes hastige forløb.

Fra startskuddet er vi på farten med rystede, skjulte optagelser og detektivdrama i de brasilianske gader, men det er svært at engagere sig, når man ikke er ordentligt inde i sagen.

Hos de tre efterforskere hersker der også en lovligt munter stemning den alvorlige sag taget i betragtning.

Selv om politiveteranen Per påberåber sig at være på en mission for at holde et løfte til ofrets far og give søsteren sindsro, så forsømmer de tre retfærdighedsryttere ingen lejlighed til at hygge sig.

Lykkelige tonser de ud og køber øl til festlig fejring, hver gang de gør fremskridt i efterforskningen. Og stolte viser de hævede hår på armene frem, som var de skoledrenge, der er sluppet af sted med chokoladetyveri fra kiosken.

Det klæder ikke den i forvejen lovligt joviale serie, at så meget skærmtid optages af Per, Yans og Oles storsmilende ansigter, mens en godmodig fortællerstemme fylder lydsiden.

Derfor bliver det den sørgende søster, der alene skal bære hele sagens alvor i de alt for korte sekvenser, hun medvirker i.

Det er bestemt en bedrift at opspore en mand som Rasmus Kirkegaard Kristensen efter så mange år. Kritikken af politiets manglende indsats er den virkelige substans i sagen.

Hvis Savmordet skal vise sig at være andet end gåsehud, så er det her, den bruger sine kræfter i de kommende tre afsnit.