Savages

Oliver Stone instruerer film på store budgetter om store emner med store armbevægelser og med stor lyst til at blande formater og måder at fortælle på inden for den samme film. Platoon. Natural Born Killers. Wall Street. The Doors. Resultaterne er ofte firkantede og bombastiske, men samtidig intense og berusende. Det er tit film, man husker, og flere har vist sig at være langtidsholdbare. Hvis man kunne mejsle film i rullende sten, ville Oliver Stone være mesteren.

Hans bedste film ligger en del år tilbage. Jeg tvivler da også på, at Savages bliver en ny Stone-klassiker, men som topunderholdende actionhistorie med vilde afstikkere og meget kulør fungerer den godt.

Filmen tager udgangspunkt i det (vistnok ubestridelige) faktum, at vor tids bedste marihuana bliver produceret i Californien. Under krigen mod Afghanistan har soldater hentet de fineste frø hjem, plantet dem og udsat hampen for al mulig biologisk og højteknologisk manipulation – til glæde for verdens potrygere, også dem, der får udskrevet stoffet som lovlig medicin. En sådan soldat er Chon (Taylor Kitsch), smadret af krigen. Han får ikke orgasms, når han dyrker sex, men wargasms. Han har sluttet sig sammen med sin bedste ven Ben (Aaron Johnson), som han elsker platonisk over alt på jorden, en fredselskende buddhist, der behandler sine planter med respekt og kærlighed.

Chon og Ben deler den samme kvinde, den smukke Ophelia, kaldet O (Blake Lively), der nok har en masse tosseri i bagagen (det har man vel med dét navn), men dulmer sig med drengenes superpot og penge og nyder det frie liv på Hotel California.

O er drengenes sårbare punkt. Det ved det modbydelige, mexicanske narkokartel, der vil have del i deres forretning, men bliver afvist. Kartellet, ledet af moderdyret Elena (Salma Hayek) med den iskolde Lado (Benicio Del Toro) som nærmeste medarbejder, kidnapper O og forlanger lydighed fra Chon og Ben, mens O bliver pint og plaget.

Resten af filmen handler om at få O ud af de vildes kløer. Det prøver gutterne at gøre på mange spidsfindige måder, der blandt andet involverer en lumsk FBI-agent, fint spillet af John Travolta som den mest rådne karakter i foretagenet. Pacifisten Ben bliver nødt til at bruge våben, og momentvist opstår en art forståelse mellem O og Elena, som O døber The Red Queen efter Alice i eventyrland. Og vi er i et dæmonisk eventyrland. Rollefordelingen er enkel, men reglerne ændres, og ingen har fast grund under fødderne. Som flere gange før beretter Oliver Stone fra en euforiseret virkelighed, og som i Natural Born Killers skifter han til sort-hvid, når det giver mest effekt. Han bruger meget tid på at filme folk, der kommunikerer med hinanden gennem avancerede teletjenester. Vi ser mennesker, der ser på mennesker, der ser på mennesker.

I den virkelige virkelighed er Mexico ved at blive ødelagt af narkokartellerne. Det er næppe filmens intention at skildre det. Snarere vil den fortælle en grumset fabel i en aktuel ramme. Der er hilsner til andre film, spaghetti-westerns ikke mindst. Salma Hayek er forklædt som Uma Thurman i Pulp Fiction (Thurman skulle oprindelig have spillet rollen) og giver den gas, som var hun skurk i en sydamerikansk soap. O sammenligner sine venner med Butch Cassidy and the Sundance Kid.

Vi når desværre ikke i farten at mærke nok til venskabet mellem de to blodbrødre. Der er ellers potentiale i den lille trekant, hvis kærligheds- forhold fremstilles befriende uproblematisk. De unge mennesker er nok overfladiske hedonister, men måske får de præcis det ud af livet, som de vil og kan, og de leverer verdens bedste pot til syge og raske, er det ikke ædelt i sig selv? Eller er de titlens savages, de vilde?